Måske er vi ved at have fået nok af det amerikanske mediebombardement

Siden Anden Verdenskrig har Europa vaeret grebet af et selvhad, som blandt andet har givet sig udslag i, at europaeerne har hengivet sig til en forskelsløs dyrkelse af fladpandet amerikansk McDonald’s-kultur, som vi har skovlet ind i kolossale maengder, og stadig gør, på bekostning af vores egen.

Men måske er vinden ved at vende. Der er i dele af den europaeiske offentlighed, ikke mindst blandt unge, visse tegn på en stigende afstandtagen til det amerikanske mediebombardement. Der dukker meldinger op i medierne om, hvad den ene og den anden ”meningsdanner” foretager sig for at undgå fortsat at blive opfedet med de store maengder tomme kalorier fra amerikanske kulturprodukter – film, youtube-videoer, tv-serier og fladpandede nyheder. Lidt i stil med, når man hører dem ytre sig om, hvor lidt rødt kød de nu fortaerer.

Amerikansk kultur er indbegrebet af ånds-svag fastfood og laveste faellesnaevner på alle områder, en fladpandet køb-smid-vaek-ogkøb-igen-kultur, alt, hvad der kan opgøres i penge, og vi europaeere er på krogen.

Allerede for 100 år siden advarede europaeiske fyrtårne som Sigmund Freud og Max Weber sammen med utallige andre mod amerikaniseringens forfladigelse af europaeisk kultur. De fik ret. Siden 1960’erne og 1970’ernes kulturomvaeltning har det vaeret sådan, at selv om man godt kunne vaere kritisk over for amerikansk udenrigspolitik, for eksempel Vietnam-krigen, så var der altid et eller andet i ameritioner kansk kulturliv, man kunne knytte an til, for eksempel Bob Dylan. Sådan er det stadig, jaevnfør den kraenkelseskultur, inklusive nedlukning af anderledestaenkende, som man for tiden godtroende slubrer i sig.

Amerikansk politik fylder meget i vores medier i forhold til europaeisk, også alt for meget, men amerikansk kultur fylder endnu mere, og det er naerved katastrofalt. Fint med at alliere sig politisk med

USA, for hvad skulle vi ellers gøre? Men det behøver vel ikke at betyde, at vi skal overgive os betingelsesløst kulturelt? Kulturelt set er USA et samfund, som er ved at nedbryde sig selv, det er klogt at holde sig på afstand.

Noget tyder på, at der sammen med en kritik af den amerikanske kulturdominans er en stigende interesse for europaeiske kulturtradipå vej. Symptomatisk er en nyligt opstået organisation af tysk oprindelse, Arbeit an Europa, som beklager den overfladiskhed og ekkokammer-mentalitet, som løber ud af (amerikanske!) sociale medier, og i stedet vil genoplive en europaeisk tradition for koncentreret samtale og gensidig påvirkning hen over cafébordene.

Europaeisk kultur er ikke stiv EU-kultur fra oven, men i sin oprindelse nationale kulturer i livligt samspil. Europa er »et sanatorium for bedragede sjaele«, det er »sjaelerenselse« og »genfortryllelse«, som initiativtageren, den unge tyske forfatter Simon Strauss, udtrykker det i sin bog ”Romerske dage”. Hvad det her primaert handler om, er, hvad man ellers lidt afvisende plejer at kalde høj- eller finkulturen. Den overleverede europaeiske kultur rummer en imponerende refleksiv vertikalitet – fra det højeste til det dybeste.

Europaeisk kultur er ikke stiv EU-kultur fra oven, men i sin oprindelse nationale kulturer i livligt samspil.

Det er bestemt også kultur, hvad der foregår i sportshallen og på gaden, som socialdemokratiske kulturministre holder af at bedyre – og fint med ”ånden fra VM i fodbold”. Men det er ikke den blivende kultur. Det er den overleverede kultur, der er den blivende, forudsat at den bliver bearbejdet og ikke fortraengt i selvhad. Det er den, civilisation kan bygge videre på, ikke dagligdagens banaliteter.