At EU kontrollerer sine graenser, er ikke det samme som at lukke dem

Det aktuelle problem er, at en ukritisk støtte til de graeske, polske, kroatiske eller spanske myndigheders praksis ved EU’s ydre graenser ofte indebaerer brud på de internationale konventioner.

For nylig leverede udlaendinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye en hyldest til graensekontrol, mure og pigtråd bl.a. i Berlingske og Jyllands-Posten.

I de seneste dage har ministeren også vaeret på besøg i Vilnius og leveret 15 km pigtrådshegn til graensen mellem Litauen og Hviderusland. I Tesfayes billedsprog er Danmark og EU et hus, og »hvis ikke vi har åbne døre, så vil folk kravle ind gennem vinduet. Og lukker du vinduet, forsøger de at kravle ind på første sal, og så bliver det farligere«, som han formulerede det i Berlingske.

Svaret må ifølge ministeren ikke vaere at »åbne hoveddøren«, for »det er en total nederlagsstrategi. Nej, så må vi sikre vinduet på både første og anden sal og insistere på, at folk må banke på hoveddøren. Og har de krav på asyl, så åbner vi døren«.

Situationen ved EU’s ydre graenser er imidlertid, at langt de fleste mennesker med behov for beskyttelse slet ikke kan få lov at banke på døren.

Det gaelder de tusindvis af mennesker, der blev skubbet tilbage, da de i maj i år forsøgte at komme ind på EU-territorium i den spanske eksklave Ceuta, flygtninge og migranter, der sendes retur fra graesk til tyrkisk territorialfarvand, og mennesker, der i disse dage forsøger at overleve i ingenmandslandet mellem Hviderusland og Polen.

Der er ikke noget galt med graensekontrol, og selvfølgelig skal EU kunne beskytte de ydre graenser. Og pivåbne graenser er på ingen måde en forudsaetning for, at europaeiske lande kan efterleve deres konventionsmaessige forpligtelser og tillade asylansøgere at få deres sag behandlet.

Også inden Danmark – i lyset af

Schengen-samarbejdet – i 2001 afskaffede paskontrollen i Frøslev, Padborg og Kruså og indførte en såkaldt åben graense, var det som bekendt muligt at søge asyl her i landet.

»Når danskerne taender for fjernsynet og kan se Frontex i det graeske farvand, skal de taenke, at vi bakker den mission op. Det er ikke noget, der skal ske gedulgt. Selvfølgelig under forudsaetning af, at de overholder menneskerettighederne«, siger Tesfaye i JP.

Jeg er glad for, at Tesfaye fremhaever menneskerettighederne.

For et stort problem ved den graeske og europaeiske indsats i Det AEgaeiske Hav er desvaerre netop, at menneskerettighederne ikke bliver overholdt.

Europaeiske ngo’er og medier har dokumenteret talrige eksempler på, hvordan den graeske kystvagt og Frontex har tvunget asylansøgere tilbage med overdreven magt og vold. Her kunne mennesker på flugt ikke banke på EU’s dør.

Det samme gaelder for eksempel graensen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina, hvor voldelige pushbacks desvaerre også er veldokumenterede.

Det aktuelle problem er, at en ukritisk støtte til de graeske, polske, kroatiske eller spanske myndigheders praksis ved EU’s ydre graenser ofte indebaerer brud på de internationale konventioner. Og den uafhaengige monitorering af graensemyndighedernes behandling af asylansøgere, der skulle anspore til respekt for menneskerettighederne, er ofte mangelfuld og kritisabel.

En effektiv graensekontrol med respekt for internationale konventioner indebaerer, at vi afviser dem, der ikke har krav på at komme ind, og tillader indrejse for mennesker med sådant krav, herunder asylansøgere. Så må EU-landene etablere et effektivt asylsystem, hvor vi hurtigt og retfaerdigt kan behandle asylsagerne.

At kontrollere graenserne er ikke det samme som at lukke dem for mennesker, der har et konventionsmaessigt krav på at få deres asylsag behandlet og ikke må sendes retur til forfølgelse og tortur.

EU bør vaere i stand til at kontrollere sine ydre graenser og samtidig overholde flygtninges basale menneskerettigheder.