Jeg betaler gerne mere for at slippe for politikernes overgreb

Statsministerens nedgøring af arbejdsløse er en bombe under et i forvejen truet dagpengesystem.

Jeg har en tilståelse. Jeg har spist middag på samfundets regning. Og nu sidder jeg skamfuld herhjemme og har ondt bagi. Jeg er også begyndt at tvivle lidt på min egen dømmekraft. For da jeg sagde ja tak til mad, gav jeg dermed også samtykke til sex bagefter? Jeg er forvirret. Og det er blot ét af flere spørgsmål, som jeg går og tumler med for tiden.

For her gik jeg i al min naivitet og troede, at jeg betalte ind til en helt ukompliceret arbejdsløshedsforsikring, der i tilfaelde af ledighed kunne sørge for mit underhold. Men når jeg så ønsker at gøre brug af den, så føles det, som om at jeg har indladt mig med mafiaen eller stiftet rockergaeld. Pludseligt render jeg aerinder og går til hånde for ”Vores Sag” (Cosa Nostra) og må nødtvunget svaerge troskab til ”Familien” (LTF).

Der burde måske have ringet en klokke. For som I ved: There is no such thing as a free lunch. I hvert fald er det den smag i munden, jeg sidder tilbage med, når jeg har haevet mine almisser i banken og midt i processen med at lede efter job og skrive ansøgninger bliver ringet op af min sagsbehandler, der informerer mig om, at hun er blevet kontaktet af en, der har brug for mig. Det er faktisk et tilbud, jeg ikke har ret til at sige nej til, hvis jeg fortsat ønsker mine dagpenge.

Jeg får 13.251 kr. udbetalt efter skat i dagpenge hver måned. Jeg ville da helt oprigtigt gerne have mere udbetalt, men må jo også erkende, at når man går i lag med mafiaen, så er der mange led, der skal smøres i sådan et gigantisk bureaukrati som det danske velfaerdssystem.

Jeg ved da godt, at Hanne, min jobkonsulent oppe på jobcentret, også skal have løn i en bygning, der suger både el og varme. Og Conny, som gør rent på gangene, hendes datter skal konfirmeres til sommer, og så er der jo det naert forestående sølvbryllup. Så skal pigerne i omstillingen have løn, og Niels, der klipper haekken ude foran. Og så må jeg for Guds skyld ikke glemme, at a-kassen, hvor Jørgen (aka the bookkeeper) sidder, også skal have lidt for ulejligheden med at ajourføre ”loggen” og administrere mine og andres ind- og udbetalinger.

Så hvad skete der? Hvordan kunne jeg vaere så godtroende? Fik jeg ikke laest det, der stod med småt, da jeg skrev under på samfundskontrakten? Og er jeg oven i hatten så småt blevet senil? Jeg har 20 ringbind i mit reolsystem med alt, hvad jeg nogensinde har fået af forsikringspapirer, bankoplysninger og samtlige regninger for alle større udlaeg, jeg har foretaget i mit snart 45-årige liv. Alligevel kan jeg simpelthen ikke finde samfundskontrakten noget sted. Det er naesten, som om den aldrig har vaeret der eller er udfaerdiget på samme måde som opdrag i ”Mission Impossible”: ”Denne kontrakt vil selvdestruere i løbet af fem sekunder, held og lykke, Mikkel.”

Så tror da pokker, at jeg ikke kan finde den.

Så hvad er det egentlig, jeg har sagt ja til, da jeg meldte mig ind i a-kassen for snart 20 år siden?

Tja, det er et godt spørgsmål, for jeg tror, at jeg som de fleste andre bare har sat fluebenet i boksen, der spørger, om jeg har laest a-kassens regler og vedtaegter. For hvem tager sig egentlig tiden til rent faktisk at laese ”Arbejdsløshedsforsikringsloven”?

Måske burde det vaere skåret lidt mere ud i pap, om jeg reelt havde forstået, hvad et medlemskab af denne ”klub” indebar. A-kassen kunne passende tilføje følgende rubrikker: Saet kryds, hvis du forstår, at det er forbundet med intens udskamning at modtage dagpenge. Saet kryds, hvis du er indforstået med, at du reelt kan tvinges til at tage et hvilket som helst stykke arbejde, som du anvises. Saet kryds, hvis du er klar til at laegge dig fladt ned for arbejdsmarkedet, opgive drømme og ønsker om at bruge uddannelse og kvalifikationer til fordel for det, som markedet aktuelt efterspørger.

For det er jo tilsyneladende det, som ”samfundskontrakten” indebaerer. Samfundskontrakten er åbenbart hele det digre lovvaerk af socialdemokratisk overformynderi, som eksisterer på beskaeftigelsesområdet og i sociallovgivningen, og som Mette Frederiksen helt evident formoder, at vi som arbejdsløse har laest og til fulde forstået omfanget af.

Jeg tog imod en pose penge og var faktisk ret glad, fordi den faldt på et tørt sted. Nu har jeg efterhånden indset, at det at modtage almisser kommer med en pris og er intimt forbundet med gavegivningens moralske og kulturelle arvegods, som det bl.a. står beskrevet i Marcel Mauss’ socialantropologiske klassiker fra 1924, ”Gaven”.

Når vi giver en gave, køber vi os samtidig en ret til at forvente en modydelse.

Det gør ”gaven” til en trojansk hest, som man skal vaere påpasselig med at modtage, fordi man aldrig rigtig ved, hvad man har åbnet op for. Som Marcel Mauss beskriver, så er gaven ikke en neutral ting, men er ofte besjaelet – og så straeber den mod at vende tilbage til sit ”barndomshjem” eller efter »at afstedkomme noget tilsvarende til erstatning for klanen og den jord, den er udgået fra«.

Samfundet har købt sig ret til at bede mig om en tjeneste. Jeg vil vaere samfundet evigt skyldig. Det er gaven, der bliver ved med at give.

Så er det omvendt meget bedre

Dagpengesystemet er et miskmask mellem sikringsydelser og bistandsydelser. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer med de gaver, man giver til sig selv. Et folketingsmedlem behøver ikke vaere medlem af en a-kasse, for hvis de bliver vraget til folketingsvalget, ikke genopstiller eller bliver for syge til at passe hvervet, så er de sikret et eftervederlag i op til to år, hvis de har siddet i fire år. Hvis de inden for de to år får job, modregnes deres nye arbejdsindtaegt i deres eftervederlag. Dette vil reelt sige, at der ikke er noget økonomisk incitament til at få et arbejde i den periode, de residerer inden for deres egen lille private dagpengeordning.

Der er heller ikke noget rådighedskrav ifølge folketingsvalgloven. Dette udnyttede et tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti til at holde orlov fra sit arbejde som havnebetjent i yderligere to år, indtil eftervederlagsperioden udløb.

Der var jo ingen grund til at arbejde gratis, når han alligevel blev modregnet i sit eftervederlag, vel? En minister, der samtidig er medlem af Folketinget, får et eftervederlag i en periode, der svarer til halvdelen af det antal hele måneder, som vedkommende senest har vaeret minister – dog mindst seks måneder og højst 36 måneder, vel at maerke i tillaeg til deres løn som folketingsmedlemmer – uanset om de går eller bliver gået som minister.

Statsministerens nedgøring af arbejdsløse er en bombe under et i forvejen truet dagpengesystem. Mindrebemidlede arbejdstagere vaelger i stigende omfang a-kassen fra, enten fordi de er unge og ubekymrede, eller fordi de i kampen om at få lønnen til at slå til kan vaere fristet til at spare kontingentet vaek. Imens vaelger middelklassen og overklassen at tegne private forsikringsordninger og indgå arbejdskontrakter, hvor gyldne håndtryk eller meget lange opsigelsesvarsler reelt giver dem den fleksibilitet, de har brug for til at realisere jobskifte og muliggøre restitution.

Problemet er, at dagpengesystemet er et miskmask mellem sikringsydelser og bistandsydelser. Dagpenge er en delvist brugerbetalt og delvist skattefinansieret ydelse, hvilket gør det muligt for samfundet at penetrere dagpengeordningen med ulidelig almisselogik, som om jeg aldrig selv havde betalt en krone til ordningen via kontingentet eller over skatten.

Der er brug for, at vi skiller tingene ad her. Jeg betaler gerne mere i kontingent blot for at slippe for politikernes overgreb.

Mindrebemidlede arbejdstagere vaelger i stigende omfang a-kassen fra, enten fordi de er unge og ubekymrede eller fordi de i kampen om at få lønnen til at slå til, kan vaere fristet til at spare kontingentet vaek.