Der er andre vaerdier i verden end de vestlige

Afghanistan blev et eksempel på, at man ikke forstår noget – men ikke, hvad det er, fordi det ligger uden for ens horisont. Regimets sammenbrud kom til at demonstrere vestlig blindhed for eksistens og betydning af andre vaerdier end egne moderne. Nu fores

Midt i det 20. århundrede voksede jeg op i et delvist førmoderne miljø med vaerdier som religiøs alvor og gerningsetik. Det sidste førte til arbejde med verdens fattige og ophold i bl.a. muslimske lande. Her kunne mentaliteten minde om barndommens land, hvad der gav baggrund for bedre at forstå noget af de senere års internationale politik.

Mainstreamvesten er rigt på penge og fattigt på børn. Det er liberalt, materialistisk, storbycentreret og prioriterer individers og minoriteters frie udfoldelse under hård konkurrence, bl.a. i demokratisk politik. Der findes også andre strømninger, men de er marginaliseret/udskaeldt som Indre Mission, en skole, der ikke ønsker bare pigemaver, eller EU-landes kulturkonservative regeringer.

Økonomisk og kulturel globalisering er staerk, men har affødt modreaktioner, fordi førmoderne vaerdier stadig betyder noget i dele af verden, f.eks. i Afghanistan. De betyder også noget for modsaetninger mellem et undrende Vesten, der anså sine vaerdier for universelle, og resten.

Blandt de mest oplagte forskelle er synet på religion. Ortodoks islam som noget, man skal kaempe for, og hvor man skal opføre sig ordentligt for at komme i Paradis, er meget langt vaek fra udvandet kristendom. Men man skal ikke laengere end til Østeuropa – eller Afrika – før store dele af befolkningen stadig mener, at kristne vaerdier skal praege liv og samfund.

Demokrati og menneskerettigheder er vel – i konkurrence med fodbold – blevet den vigtigste religion i Vesten. Normen, man ikke saetter spørgsmålstegn ved, uanset de dybe kløfter, som partipolitik kan føre til, udbredt utilfredshed med de valgte repraesentanter og beslutningstageres korte tidshorisont.

Forskelle i religion tolereres, mens ikkedemokratiske styreformer anses for illegitime. Inkl. det socialistiske demokrati, som man haevder at have i Kina, og som har haft det lange lys på under Kinas succesrige moderne udvikling. For ortodoks islam er et retfaerdigt samfund indrettet efter Guds bud, ikke efter menneskers luner. At ”kristne” styrker besaetter muslimske lande, er en vederstyggelighed, der kalder på handling.

Forskelle i politisk kultur haenger bl.a. sammen med synet på staten. I Vesten, specielt de nordiske velfaerdsstater, er den ”en ven”, hvortil de fleste betaler skat med glaede. Ej sådan over store dele af verden, hvor den er noget, borgerne dukker sig for eller prøver at smyge sig uden om. For magthavere et middel til personlig berigelse ud fra en feudal tankegang, hvor korruption er en slags skat eller brugerbetaling.

Demokratisk udskiftning kan betyde, at nye magthavere starter forfra med at fylde lommerne. Samfundets basis er ikke staten, men slaegt og religion. Under sådanne vilkår har politiske partier og moderne civilsamfund svaert ved at vinde fodfaeste mellem autoritaer centralmagt og klan, og demokrati har dermed ikke den automatiske appel, som Vesten tog for givet.

Angående synet på nationen kender de faerreste her i landet efterhånden forskel på en national fortaelling om identitet/rødder og negativ/aggressiv nationalisme. Men i lande som Rusland og Kina er ”patriotisme” positivt og ikke spor komisk. I Afghanistan er Talibans rødder hovedsageligt i den hårdføre pashtunske befolkningsdel, mens det var og er en svaghed for staten, at den omfatter flere etniske grupper.

For vestlig liberalisme er regnbuemangfoldighed så meget maerkesag, at man kan få fornemmelsen af, at minoritetsnormer er blevet overordnede – med regnbueflag på offentlige bygninger under prideparader som eksempel.

Ligesom demokrati søges de eksporteret, f.eks. som betingelse for dansk ulandsbistand, hvormed et nyt stridspunkt mellem Vesten og resten skabes. Seksuelle minoriteters ret til at vaere der anerkendes nu de fleste steder, men ikke at de skal vaere normgivende i de lande, som modsaetter sig ”LGBT+-propaganda”.

Kønnenes ligestilling er en vestlig maerkesag, som officielt deles over det meste af verden. Men ortodoks islam ser fortsat kvindens rolle primaert som (hus)mor, hvad der afspejles i manglende ligestilling i de fleste muslimske lande. Mere end med Koranen haenger det sammen med en maskulin kultur, hvor hårdfør mandig aere knyttes an til at få børn, forsørge familien samt evne og vilje til at kaempe, når det kraeves.

Der er forskellige syn på generationernes gang gennem livet. Vestlig

ungdomsdyrkelse er synkron med høj forandringshastighed, hvor unge hurtigere tilegner sig det nye og digitale. Under forsøget på at opbygge et nyt Afghanistan lagde Vesten vaegt på den talstaerke ungdom. Halmstrået efter nederlaget er, at ”20 årgange har fået anden påvirkning end Talibans”.

Men i afghanske landsbyer, hvor de fleste stadig befinder sig, aeres både islam, tradition og de aeldre – bare taenk på billedet af de alvorsfulde aeldre herrer i Talibans ledelse.

Vestlig liberalisme er storbycentreret som afspejlet i nyhedsdaekningen fra Afghanistan, hvor man sjaeldent forlod Kabul for at forsøge at traenge ind i tankegangen hos det fattige flertal på landet. Ulandsbistand satsede på undervisning og en moderne stat – med rige muligheder for korruption – ikke på at skabe indkomst for de mange. Men med Taliban vandt periferien en historisk sjaelden sejr over centret.

Sådanne forståelseskløfter kan bidrage til at forklare nederlaget i Afghanistan og modsaetninger mellem Vesten og andre – indbyrdes forskellige – dele af verden. Med et uhildet blik også Vestens integrationsproblemer med muslimske mindretal.

Hvor disse ofte anses for undertrykte, ser mange af dem sig selv som repraesentanter for en bedre religion og kultur end den individualistiske, feminine og materialistiske, som de er havnet i og prøver at få det bedste ud af. Nogle med uddannelse og arbejde, andre i kriminelle bander med rod i slaegt, aere og disrespekt for en blød stat, de fleste trofaste mod gamle normer over flere generationer.

Vestlig liberalisme er storbycentreret som afspejlet i nyhedsdaekningen fra Afghanistan, hvor man sjaeldent forlod Kabul for at forsøge at traenge ind i tankegangen hos det fattige flertal på landet.

Vil det sige, at ”sådan er det bare”? Naeh, verden aendrer sig overalt. Bare ikke på samme måde og i samme takt. Selv om aktive, kampparate mindretal praeger mediebilledet, er f.eks. den arabiske verdens unge nu mindre religiøse end før, hvad der på sigt kan skabe forudsaetninger for en anden udvikling i Mellemøsten.

Vesten har laert, at forsøg på at styre processen udefra risikerer at gøre mere skade end gavn, og vil måske fremover vaere mere opmaerksomt på kulturelle forskelle.

Hidtil har de fleste nok stiltiende vaeret enige i Kemal Atatürks ord, da han ville modernisere Tyrkiet efter Første Verdenskrig – der er ikke en anden civilisation end den europaeiske.

Fremover vil man vaere enig med praesident Biden om, at Vesten ikke laengere skal søge at ”omgøre” andre lande med anden magt end eksemplets. I bedste fald kan forskellige kulturer måske endda laere noget af hinanden – begge veje.