IEA: Regeringerne gør alt for lidt for at skabe et marked for brint

Investorerne står klar, men kun et fåtal af lande har en klar strategi for brint.

Politikerne taler meget om brint, men de gør alt for lidt i praksis.

Det konstaterer Det Internationale Energi Agentur (IEA) i den netop offentliggjorte rapport ”The Future of Hydrogen”.

Da agenturet praesenterede sin første rapport om brint i 2019, havde kun Frankrig, Japan og Sydkorea en energipolitisk strategi for brint.

I år har 17 regeringer praesenteret en brint-strategi, mens en snes andre regeringer offentligt har tilkendegivet aktivt at vaere i gang med at udarbejde en brintstrategi. Indsatsen er nødvendig, fastslår IEA, da brint er essentiel for at indfri de globale ambitioner om nuludledning i 2050.

I 2020 var den globale brintefterspørgsel på 90 mio. tons, der stort set kom fra raffinaderisektoren og industrien og så godt som udelukkende blev fremstillet på basis af fossile braendsler. Resultatet var en samlet udledning af 900 mio. tons CO2.

»Der er dog en positiv udvikling i gang. Den globale elektrolysekapacitet, som er nødvendig for at kunne producere brint på basis af elektricitet, er de seneste fem år steget til 300 megawatt. Globalt er der omkring 350 projekter, som vil kunne øge elektrolysekapaciteten til 54.000 MW i 2030,« forklarer Timur Gül, leder af IEA’s energiteknologiske division.

»Andre 40 projekter på tilsammen 35.000 MW er på vej til at blive realiseret. Hvis samtlige bebudede projekter realiseres, vil produktionen af brint via elektrolyse kunne nå 8 mio. tons i 2030, hvilket er langt under de 80 mio. tons om året, der er forudsaetningen for at nå nuludledning i 2050,« føjer han til.

IEA: Brug for mere

40 pct. af den installerede elektrolysekapacitet er i Europa, mens udbygningstakten er langsommere i Kina og USA. Til gengaeld satser Mellemøsten på at blive førende inden for produktionen af brint, fremgår det af rapporten.

»Der er en raekke projekter for fremstilling af brint fra fossile braendsler, hvor CO2 indfanges og lagres. I dag er produktionskapaciteten 700.000 tons brint om året. Hvis alle projekter realiseres, vil produktionskapaciteten i 2030 vaere oppe på mere end 9 mio. tons,« konstaterer Timur Gül.

Nok er der tale om fremskridt, men der skal langt mere til, understreger IEA.

De lande, der har praesenteret en brintstrategi, investerer mindst 235 mia. kr., mens den private sektor satser andre 1.925 mia. kr.

»Hvis brintsektoren skal indfri potentialet i forhold til nuludledning i 2050, skal der frem til 2030 globalt investeres 7.700 mia. kr. – ikke til grøn brint, men primaert lavemissions-brint,« påpeger Timur Gül.

Slutmålet er grøn brint – altså brint udvundet af vand gennem elektrolyse på basis af vedvarende energi, men det er urealistisk at få en substantiel produktionskapacitet etableret på denne side af 2030, og kun gennem en anselig statsstøtte.

Mangler målsaetninger

»Der er et andet perspektiv, der bliver overset: De politiske udmeldinger rundtom i verden drejer sig i al vaesentlighed om at opbygge kapaciteten til at producere brint; ikke at øge efterspørgslen. Japan, Sydkorea, Frankrig og Holland har mål for udrulningen af brintbiler, men ellers eksisterer der ikke overordnede målsaetninger for øget brug af brint,« betoner Timur Gül.

I dag er virkeligheden, at det – afhaengigt af de regionale gaspriser – koster et sted mellem 50 cent og 1,7 dollars at producere 1 kg brint fra naturgas.

Brint produceret fra fossile braendsler med indfangning og anvendelse af lagring af CO2 koster mellem 1 og 2 dollars pr. kg, mens grøn brint koster mellem 3 og 8 dollars pr. kg.

IEA regner med, at grøn brint i 2030 vil kunne fremstilles til priser mellem 1,3 og 3,5 dollars pr. kg. og dermed matche priserne på brint fremstillet af naturgas og med indfangning, anvendelse og lagring af CO2.

På laengere sigt vurderes grøn brint fremstillet på basis af solenergi at kunne falde til en pris på 1 dollar pr. kg. og dermed konkurrere med brint fremstillet af naturgas uden CO2-indfangning.