Frederiksen satser ...

den største udfordring, Danmark står over for.

Samtidig lancerede hun regeringens nye plan om at bygge 22.000 nye almene boliger – saerligt rettet mod de større byer som f.eks. København, hvor saerligt unge døjer med høje boligpriser.

Hun lagde op til en debat om uddannelsessystemet, der skal munde ud i flere kvalificerede medarbejdere til erhvervslivet, der råber højere og højere om manglen på arbejdskraft og behovet for reformer.

Selv kulturlivet, der ellers har raset mod regeringen i de seneste to år, fik paene ord med på vejen:

»Vi har brug for litteraturen, musikken, billedkunsten, dramaet, filmen,« lød de forsonende ord fra Mette Frederiksen, der behaendigt undgik at naevne håndboldhaller, dyrskuer – og Joy Mogensen.

Ordet ”udlaendinge” brugte Mette Frederiksen til gengaeld kun én eneste gang i talen. Men det var ikke den slags udlaendinge, der er problemer med, men til gengaeld dem, der er på besøg i Danmark, og som ifølge Mette Frederiksen »sender forbløffede beretninger hjem« om, at der ikke laengere er coronarestriktioner i Danmark. Dem lød der ingen knubbede ord om.

Men først og sidst var talen bemaerkelsesvaerdig ved den nye tone, der lød over Mette Frederiksens kommunikation. Hendes første åbningstale var en dyster fortaelling om et falmet billede af gamle Danmark, hvor tilliden mellem danskerne ved de åbne jordbaerboder ved vejene var blevet erstattet af videoovervågning.

»Når man i dag spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid end den, I selv har haft? Så er mange i tvivl,« sagde Mette Frederiksen dengang.

I år var tonen en helt anden og langt mere optimistisk.

»Jeg oplever mange steder i det danske samfund – et nyt mod. En optimisme for fremtiden,« lød det.

Farlige politiske sporskifter

Det er på mange måder et sats, regeringen er i gang med at udføre. Politiske sporskifter er farlige.

Det tager for det første lang tid at gennemføre dem. Mette Frederiksen selv brugte en hel valgperiode på at overbevise vaelgerne om, at hun hverken stod for Helle Thornings reformpolitik eller sin egen gamle udlaendingepolitik fra starten af 00’erne. Den operation lykkedes, bl.a. fordi hun og den øvrige partiledelse var naermest besat af at kommunikere ensartet, stramt og uden svinkeaerinder i flere år.

Spørgsmålet nu er ganske enkelt, om de aendrede budskaber kan nå at traenge igennem til vaelgerne inden naeste valg. Det er helt sikkert ikke gjort med en enkelt kongres- eller åbningstale.

For det andet risikerer sporskifter også at gå ud over trovaerdigheden. Vil vaelgerne tro på, at Mette Frederiksen faktisk er blevet mere grøn, selv om hun tidligere fortalte, hvordan hun var rød, før hun var grøn? Eller vil de stole på hende, når hun siger, at der nu er et stort reformbehov, selv om hun tidligere har signaleret det modsatte? Er det aegte – eller er det spin og taktik?

Forgaengerne i Statsministeriet Lars Løkke Rasmussen og Helle ThorningSchmidt måtte begge laere på den hårde måde, at politisk trovaerdighed tager lang tid at bygge op, men kort tid at rive ned.

Vil forblive folkeparti

For Socialdemokratiet er udfordringen, at det altid er svaert for en regering at blive genvalgt på det, den har gjort, i stedet for det, den vil gøre. Det er nødvendigt at gennemgå en transformation fra »tryghed til udvikling«, lyder analysen i regeringen.

Skal Socialdemokratiet også i fremtiden forblive et stort folkeparti, er det nødvendigt at danne nye alliancer ind i yngre målgrupper i de store byer, hvor bl.a. klimaet kun ser ud til at kravle opad på dagsordenen.

Udlaendingepolitikken kommer så nok til at fylde mindre – men håbet for regeringen er, at tilstraekkelig mange danskere allerede har forstået, at Mette Frederiksen er til makrelmadder og udlaendingestramninger, at hendes brand godt kan tåle at laegge en grøn byprofil oveni.

Politiske landminer

De største udfordringer for statsministerens politiske projekt i det naeste folketingsår kommer måske dog slet ikke fra spørgsmålet om kommunikation og vaelgerkontakt. Der ligger adskillige politiske landminer og venter på hende i løbet af de kommende måneder.

For nylig gik forhandlingerne i gang om regeringens reformudspil fra sidste måned, hvor den bl.a. foreslog at reducere dagpengesatsen for de unge nyledige. Enhedslisten afviser dagpengeforringelser for de unge, mens de borgerlige naeppe vil hjaelpe regeringen ud af den kattepine uden indrømmelser. Her er topskattelettelser og lempelse af udenlandsk arbejdskraft allerede på bordet – og begge er regeringen lodret imod. Det er langtfra givet, at regeringen kan lande sine reformambitioner – i hvert fald ikke fuldt ud.

Kommer regeringen helskindet gennem første reformrunde, venter en endnu vanskeligere gordisk knude for den, når den skal forhandle et nyt kontanthjaelpssystem. Enhedslisten har gjort det til en af sine røde linjer, at der skal gennemføres en reform, som bekaemper både ulighed og ”børnefattigdom”. Regeringen vil til gengaeld ikke røre ved noget, der øger tilstrømningen af udlaendinge eller betyder, at der ikke er en økonomisk gevinst ved at arbejde. De forhandlinger imødeses med stor spaending fra højre til venstre på Christiansborg.

Og sidst, men på ingen måde mindst: Torsdag i denne uge begynder minkkommissionen, der skal til bunds i forløbet omkring det manglende lovgrundlag for aflivningen af alle mink i Danmark.

Regeringen har travlt med at gøre opmaerksom på, at den i hvert fald ikke er bekymret for kommissionen. Men intet er sikkert, når først den går i gang med gennemgangen af de mere end en million dokumenter, den har til gennemsyn. Og uanset hvad den måtte nå frem til i sidste ende, risikerer Mette Frederiksen, at sagen kommer til at skygge både for regeringens kommunikation og dens politiske dagsorden, når ministre, spindoktorer og embedsmaend – og Mette Frederiksen selv – for rullende kameraer skal ind og ud af dørene til Retten på Frederiksberg.

Den nye grønne landbrugsaftale, som et bredt politisk flertal står bag, kan få svaert ved at nå sine egne mål.

Sådan lyder konklusionerne fra en førende landbrugsog klimaekspert samt flere taenketanke.

Professor og leder af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, er skarp i sin kritik af saerligt ét centralt område i den nye aftale.

I aftalen indgår nemlig en ambition om en samlet reduktion af CO2 på op mod 8 mio. tons frem mod 2030.

1,9 mio. tons af disse er allerede konkretiseret ved bl.a. udtagning af op mod 100.000 hektar lavbundjorder og en såkaldt kvaelstofindsats. Det meste af de øvrige reduktioner skal findes ved såkaldte udviklingstiltag og gennem nye teknologier, og denne udvikling er der afsat 575 mio. kr. til.

Det beløb, mener Jørgen E. Olesen, er alt for lavt, selv om han kalder det »bedre end ingenting« i en aftale med de rette målsaetninger.

»Hele aftalen er underfinansieret. I hvert fald er den underfinansieret i forhold til den forskning og udvikling, der skal sikre, at vi når i mål. Det kan vaere fem gange så meget, det kan vaere 10 gange så meget, der skal til. En hel del mere i hvert fald, for det er ekstremt svaert,« siger han.

Folketinget vedtog i 2020 en klimalov, der forpligter Danmark til at reducere CO2udledningen med 70 pct. i 2030 sammenlignet med 1990. Det svarer til, at Danmark skal reducere udledningen med ca. 20 mio. tons. På to år er der fundet ca. 10 af de 20 mio. tons inklusiv landbrugsaftalen. Men fra alle eksperter vurderes det, at det er de svaereste og dyreste ton, der mangler at blive fundet.

Otto Brøns-Petersen, analysechef ved den borgerlige taenketaenk Cepos, mener, at det er usikkert, om aftalen reelt kan levere de 1,9 tons – samt de 8 mio. tons på laengere sigt.

»Man anviser noget, som man håber kan give en reduktion på 1,9 mio. tons. Men det er jo ikke engang klart – det er konkretiseret, men ikke mere end at man ikke er sikker på, at det vil komme. Hvis det var sikkert, havde man vel heller ikke haft behov for at genbesøge aftalen i 2023,« siger han med henvisning til, at tiltagene skal tages op til revurdering.

Helt overordnet tror Otto Brøns-Petersen ikke på, at man kan nå målet med en reduktion på 70 pct. uden »vaesentlig mindre landbrugsproduktion end i dag«.

Aftale er »tåbelig«

Lidt øst for Brønderslev er landmand Per Pedersen heller ikke imponeret. Han kalder aftalen for »tåbelig«.

Per Pedersen har 220 hektar af netop den type lavbundsjord, som politikerne er blevet enige om kan overdaenges med vand for at mindske CO2-udledning.

Når han er så kritisk over for aftalen, skyldes det, at en stor del af hans lavbundsjord bruges til at dyrke foder til hans grise. Hans landbrug producerer årligt ca. 45.000 svin, og når der skal fjernes en så stor del af produktionsjorden, forventer han at måtte importere vaesentligt mere foder som f.eks. sojastrå fra bl.a. Mellemamerika:

»For mig at se er det da en dødssejler, hvis vi skal hente mere protein og foder fra udlandet, end hvad vi lige nu er nødt til,« siger han.

Han mener, at Danmark derved sender klimabelastningen videre til andre lande.

»Vi importerer jo ligesom alle mulige andre, fordi der skal en vis procentdel protein ind i foderet. Men den procentdel vil jo stige, jo mindre kvaelstof vi må give til vores planter og afgrøder.«

Ros fra klimaprofessor

Jens Hesselbjerg Christensen, klimaprofessor ved Københavns Universitet, roser derimod aftalens målsaetning. Aftalen taler ifølge ham fint ind i målet med 70 pct. reduktion i 2030 og det langsigtede mål i 2050 med en klimaneutral økonomi i EU.

»Hvis de her ting kan lade sig gøre, har man taget hul på den byld, der hedder landbruget,« siger Jens Hesselbjerg, tidligere hovedforfatter ved FN’s klimapanel.

Hvis man skal overholde Paris-aftalen og have en temperaturstigning på »få grader« som et mål med udgangen af 2100, så kommer man ifølge Jens Hesselbjerg Christensen ikke uden om en grøn omstilling inden midten af dette århundrede.

»Det her er et meget vigtigt skridt. Uden dette skridt ville man ikke kunne have håb om at skyde med alle kanoner, og så ville der vaere andre steder, som skulle bidrage med meget mere,« siger han.

Men er det ambitiøst nok?

»I min egen optik er det ambitiøst, at der overhovedet er nogen, der tager sådan nogle skridt her. Det ambitiøse er, at det overhovedet er kommet i gang. For fem år siden fandtes der ikke en klimalov. Da talte vi ikke om de her ting.«

Programchef for Fremtidens Fødevarer i den grønne taenketank Concito, Michael Minter, er trods aftalens ambitiøse mål skuffet.

»Reduktionsmålet er i den høje ende, men vejen derhen er ikke konkret, og det er et problem. Vi havde håbet på mere i implementeringssporet. Vi har selv vurderet, at der her kan hentes op mod 4 mio. tons mod aftalens 1,9 mio. tons,« siger han og naevner mere udtagning af lavbundsjord som et eksempel.

»Historisk« aftale

Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, kalder aftalen »historisk«:

»Aftalen saetter Danmark på verdensscenen som dem, der gør absolut mest for at nedbringe CO2-udledning.«

Rasmus Prehn laegger ikke skjul på, at det kan blive svaert at nå aftalens mål, men siger samtidig, at de skal nås.

»Det er det bedste skøn, at det kan lade sig gøre. Vi har ikke bildt nogen ind, at det her er nemt. Det bliver taeskesvaert. Der skal knokles en vis del ud af bukserne, og det er vi så parate til. Det er godt, at et samlet folketing siger, at vi vil det her,« siger han.

Han mener, at det er »traels«, at Jørgen E. Olesen har den holdning, at der er sat for lidt af til teknologiudvikling, men han mener, at der er sat det beløb af, som forligspartierne mener er nødvendigt. Viser det sig så, at man ikke kommer i mål, må man revurdere indsatsen.

Om landmand Per Pedersens kritik siger ministeren, at der ikke bliver tale om at ekspropriere landbrugsjord. Og at udtagningen af lavbundsjord kan kombineres med jordfordeling. Samtidig anerkender han, at det er en langsommelig proces.

»Det er en frivillig ordning. Det er ikke sådan, at vi kommer og tager folks jord. Det er op til den enkelte lodsejer at udtage jord og så få penge for det. Det skal man gøre op med sig selv, om man har lyst til,« siger Rasmus Prehn.

Der afsaettes i alt 3,8 mia. kr. i statslige midler til grøn omstilling af landbruget.

Landbruget skal betale 19 mia. kr . ....