Sjov, spaendende og rørende familiefilm
Petra bliver kidnappet af to ikke videre gesjaeftige tricktyve, og så er der lagt op til en halloween ud over det saedvanlige.
Dansk familiefilm har laenge – med enkeltstående undtagelser som ”Ternet Ninja”-filmene i spidsen – vaeret praeget af sejtraekkende og uendelige romertalsfilmserier som ”Far til fire” og ”Min søsters børn”, der ikke synes at have andet mål for øje end at tjene penge. Derfor er det en fryd, når produktionsselskabet Copenhagen Bombay dette efterår med den spillefilmdebuterende instruktør Philip Th. Pedersen forhåbentlig kan lokke de danske børnefamilier i biffen med den virkelig underholdende og opfindsomme genrefilm ”Forsvundet til Halloween”.
Søskendeparret Petra (Hannah Glem Zeuthen) og Asger (Storm Exner Fjaestad) har fået livet vendt på hovedet siden sidste års halloweenfejring. Deres elskede far er død, og uanset hvor meget deres mor (Marijana Jankovic) insisterer på at holde liv i traditionerne, står det smerteligt klart, at intet er, som det plejer at vaere.
Asger er blevet teenager og haenger ud med sine småbøllede venner. Sammen dyrker de interesser som haervaerk og har absolut intet tilovers for barnagtige aktiviteter, som halloweentraditionerne foreskriver. Asgers barndomsveninde Esther (Katinka Evers-Jahnsen) er også blevet teenager og vil ikke ses med Asger laengere. Hun skal til fest med sine veninder og klaedes ud som en ”hottie hottie”-varulv, som det med filmens perfekte fornemmelse for teenageretorik lyder.
”Forsvundet til Halloween” spiller på alle familiegysets konventioner, og det er tydeligt, at Pedersen kan sin ”Alene hjemme”-trilogi til hudløshed. Referencer til historien om lille Kevin, der glemmes af sine foraeldre og lades alene med to snotdumme tyveknaegte, runger som et herligt ekko gennem hele filmen, der dog også fungerer i egen ret.
FAMILIEFILM
En traet vikar
Pedersen har iscenesat Pelle Møllers manuskript i en effektiv rammefortaelling, der placerer nutidshandlingen dagen efter halloween, hvor Petra skal holde oplaeg i klassen om sin aften. Hun har ivaerksat lidt af et show, som den traette vikar er klar til at afvise. Men klassen er meget interesseret i at høre om, hvordan Petra er blevet kidnappet af to tricktyve og indespaerret i det lokale heksehus, som vi er blevet introduceret til i filmens begyndelse.
Historien udfolder sig nu dels i nutidsrammen, hvor der konstant sås tvivl om Petras historie, og dels på selve halloween, hvor Asger, drengen Storm (Max Kaysen Høyrup), der må agere stedfortraeder i Petras fravaer, og den modvillige Esther forsøger at finde Petra.
Det hele er både sødt, sjovt, spaendende og rørende. Så afsted i biffen, store og små, hvis I heller ikke vil have, at naeste års efterårsfamiliefilm bliver ”Far til fire til Halloween”.
Først var ”Familien
Addams” en avisstribe i 1930’erne og dernaest en tvserie i 1960’erne. Sidenhen i 1990’erne en filmserie, og nu er den gudhjaelpemig også en animationsfilmsserie. Det gakkede univers er umuligt at slå ihjel, selv om det efterhånden er genbrugt naermest til ukendelighed.
Den nye animationsfilm er sine steder ret sjov, men den er samtidig fortrinsvis en samling af vidt forskellige optrin, mere end det er en film.
JACOB WENDT JENSEN
Hurlumhej derudad
Familien Addams er en dybt excentrisk familie. Medlemmerne er far og mor, Gomez og Morticia, der ligner kostumer fra Halloween. Det gør glubske onkel Fester også. Lillebror Pugsley og storesøster Wednesday er de yngste familiemedlemmer. Alle tager de på familieferie, hvor Wednesday overbevises om, at hendes far ikke er Gomez – men i stedet en vis Cyrus Strange.
Når dette er konstateret, er det hurlumhej derudad. Så eksotiske steder som en bikerbar, hvor familiens tjener, der ligner Frankenstein, synger og spiller ”I Will Survive” med fistelstemme. Det er sjovt. Det er resten af filmen ikke altid i sine hyggelige – uhyggelige til husbehov – gevandter.
Europaeiske børn vil more sig mellemgodt. Deres foraeldre noget mindre. I hvert tilfaelde vil foraeldrene vaere på randen af at kaste op, når filmen på traditionel amerikansk vis slutter med en morale, hvor alt igen er i vater – og så lige en koncert. Bvadr. Jeg har aldrig forstået, at der er brug for en afrundingsraket så stereotyp. Øv.