Gdansk ved salten østerstrand: Anderledes, men altid europaeisk

Byen ligner sig selv, rå i betraekket, slidt efter coronaen, men ved godt mod. Vinden står ind fra salten østerstrand. Gdansk tilhører havet, og havet tilhører Gdansk. Man er stolt af sin fortid, både den fjerne som hansestad og den nye som hjemsted for Solidaritet, de dengang kommunistisk styrede landes første fagbevaegelse og senere frihedsbevaegelse, af dette, at her, omkring det nu lukkede skibsvaerft, tilføjede man i i 1989 ondskabens imperium et dødsstød.

Det utaenkelige fulgte: Europas samling i en demokratisk, endnu ikke fuldkommen union.

Gdansk er sig selv og meget europaeisk, fjernt fra indlandsbyen Warszawa, endnu fjernere fra Krakow, som er Centraleuropa.

Gdansk er frisindet, salt og baltisk, en blanding af det polske og det tyske, mere end et strejf af Norden. Anderledes.

Polens historiske rolle er at forsvare Europa mod et halvasiatisk Rusland. Polen var i den sene middelalder en af Europas store magter, og polakkerne, under kong Sobieski, fordrev i 1683 tyrkerne fra Wiens volde. Habsburgerne takkede i det følgende århundrede polakkerne for deres ulejlighed ved sammen med Rusland og Prøjsen at dele deres land imellem sig, et mareridt, som varede til 1918. Da genoprettede polakkerne deres stat, nu som republik, en kortvarig lykke. I 1939 enedes det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland om på ny at udslette Polen. Anden Verdenskrig fulgte. Den brød ud i havneindløbet foran Gdansk. Her åbnede det tyske slagberale skib ”Schleswig-Holstein” ild mod Westerplatte, en polsk stilling, 1. september 1939 kl. 04.45, et kvarter før end beordret fra Berlin.

Regeringens drivende kraft, Jaroslaw Kaczynski, poserer som Polens redningsmand. I virkeligheden er han en reaktionaer nationalist, der misbruger sit lands ofte tragiske historie. I dette ligner han Ungarns Viktor Orbán, men er knap så korrupt. Som Orbán forsøger han at indrette justitsvaesenet og pressen efter sin laest og beskylder såkaldt kosmopolitiske intellektuelle for at ville udskifte Polens sunde, katolske befolkning med en masseimport af gudløse fremmede. Der er stemmer i denne kampagne, men svindende. Den liDonald Tusk, tidligere EU’s rådsformand, kan meget vel vinde naeste parlamentsvalg om to år.

Polen og Ungarn slår sig i EU’s tøjr. Sårede, som de er af en historie, der er Vesten fremmed, har de det med at anse unionens anvisninger for en gentagelse af det diktatur, de tidligere blev påført af Moskva. Indimellem høres en trussel om, at de vil forlade unionen, en luksus, de naeppe kan tillade sig.

Polen modtog sidste år 13 mia. euro fra Bruxelles, Ungarn 4 mia euro. EU truer med sanktioner.

Forståeligt nok, men anvendes dette våben uforsigtigt, kan det styrke snarere end svaekke Kaczynski i den valgkamp, der naermer sig.

Kaczynski poserer som nationens redningsmand. I virkeligheden er han en reaktionaer nationalist (...) I dette ligner han Ungarns Viktor Orbán, men er knap så korrupt.

Gdansk, tyskernes Danzig, var aldrig kommunistisk og kun nazistisk, for så vidt angår den tyske folkegruppe, der flygtede i Anden Verdenskrigs sidste fase.

Uden Gdansk, uden den legendariske Lech Walesa og Solidarnosc var revolution i 1989 ikke indtruffet. Karol Wojtyla, den polske pave i Rom, de polske intellektuelle, Ronald Reagan i Washington, Margaret Thatcher i London og Mikhail Gorbatjov i Moskva var sidefaenomener, nyttige, Wojtyla isaer, men ikke afgørende.

Gdansk var afgørende.