Faeringers delfindrab er ikke fredet farvand
Nationale graenser er ikke graenser, der bør stoppe den etiske diskussion. Men der er god grund til både at forholde sig kritisk til det, der foregår på Faerøerne og herhjemme på samme tid.
Nu, hvor de vaerste bølger har lagt sig efter fangsten af flere end 1.400 delfiner på Faerøerne, er det vaerd at kaste et kritisk blik på nogle af de argumenter, som er blevet fremført til forsvar for det, som en del faeringer betragter som en kulturbevarende tradition.
Men kan vi overhovedet tillade os at mene noget om det, der foregår på Faerøerne, når vi selv bor i landet med den største svineproduktion målt per indbygger? Hvad er 1.400 delfiner målt op mod 30 millioner svin om året? Og ca. 25.000 døde pattegrise om dagen? Utallige søer, der dør nedslidte og med mavesår, og de kritisable staldforhold, som grisene bydes?
Hvordan kan vi tillade os at rette et kritisk blik mod andre landes traditioner, når vi selv er fra en nation, der byder produktionsdyr så ringe vilkår? Er det ikke bare hykleri? Til det kan der peges på fire forhold.
For det første står man som borger ikke til ansvar for landets traditioner, hvis man ikke støtter dem. Og det er muligt at bo i Danmark og vaere af den opfattelse, at den industrielle dyreproduktion bør standses. Har man det standpunkt, er der ikke tale om hykleri, men om et sammenhaengende syn på, hvordan forholdet mellem mennesket og andre dyr bør vaere.
For det andet beskytter nationalgraenser ikke mod kritik. Hvordan vi behandler andre sansende vaesener, er ikke noget, vi kan beslutte i fred og ro bag lukkede graenser og blot afvise al udefrakommende kritik som utilstedelig indblanding.
Alt andet ville i givet fald betyde, at faeringer heller ikke kunne forholde sig kritisk til praksisser i andre lande, f.eks. tyrefaegtning i Spanien eller rutinemaessig halekupering af grise i Danmark. Diskussionen om etik og vaerdier kender ikke til landegraenser.
For det tredje gaelder det for os alle, at der let opstår en afstand mellem det, vi siger, og det, vi gør.
Så hvis man ikke må kaste med sten, fordi man selv bor i et glashus, bliver her meget stille. Vi bor alle i glashuse og er alle hyklere.
Det bør ikke få samtalen til at forstumme, men få os til at overveje, at vi er i samme båd, når vi kritiserer hinanden. Ingen sidder på den høje moralske hest. Men derfor må vi gerne forholde os sagligt kritisk til hinanden.
For det fjerde er det ikke sådan, at blot fordi nogle gør noget forkert, så bliver det, man selv gør, rigtigt. Etisk set skal vi altid stå til ansvar for vores egne handlinger.
Har vi gjort noget, som er forkert, er det ikke en undskyldning, at andre også gør noget forkert.
Det kan vaere relevant at tale om, men man kan ikke undslippe det etiske ansvar for egne handlinger blot ved at sige: ”Hvad med dig selv?”
Vi mener derfor, at det er fuldt berettiget at vende et kritisk blik mod Faerøerne og gøre opmaerksom på de etiske problemer ved de traditionelle drab på store havpattedyr og diskutere de begrundelser, der fremføres til forsvar for denne praksis.
A: Det gør ikke en tradition etisk acceptabel, at den har stået på i lang tid. Uanset hvor laenge nogle mennesker har holdt slaver eller undertrykt andre pga. religion, hudfarve, køn, seksualitet eller andet, bliver det ikke rigtigt. Det gaelder også vores forhold til dyr, hvad enten vi taler svineproduktion eller fangsttraditioner på Faerøerne. Fortidens og nutidens standarder står altid til kritik. Ellers må al etisk samtale forstumme, og vi kan alene gøre, som vi gjorde i går.
B: Kulturer er under evig forandring. At ville fastholde fangst af store havpattedyr ved at genne dem ind på lavt vand og slå dem ihjel med knive i en stresset situation, alene fordi man mener, at denne praksis er kulturbaerende, viser snarere, at den pågaeldende kultur har brug for at forandre sig.
Der var også mange, der fandt, at staendersamfundet var kulturbaerende.
Videre kan man pege på, at hvis en kultur udelukkende opretholdes gennem en enkelt praksis, så kan kulturen naeppe baere sig selv.
C: Kødet fra fangsten på Faerøerne
indgår ikke i den normale markedsøkonomi, men fordeles efter et sindrigt system, der også tilgodeser dem, der har det økonomisk svaert. Det er i sig selv, set herfra, positivt, at man har traditioner i et samfund, der bryder med det dominerende neoliberalistiske menneskesyn.
Men det er svaert at se, at man ikke kan udfolde den form for deleøkonomi igennem en anden praksis: Hvorfor kan man kun dele kødet fra grinder og delfiner og ikke overskuddet i sin virksomhed?
D: Hvis man mener, at traditionen fastholder båndene til fortiden, kan det undre, at man f.eks. benytter motorbåde til fangsten og ikke kun fartøjer drevet med årer eller vind. Netop motoriseringen er med til at effektivisere fangsten og muliggøre, at man kan få så mange dyr tvunget ind på lavt vand.
Men hvad bliver der så af traditionen? Den synes lige så fjern, som Jens Hansens bondegård er fra den moderne intensive svineproduktion.
Det virker mere som en undskyldning at haevde disse historiske bånd end en reel videreførelse af en tradition.
E: Det kød, som fangsten tilvejebringer, er så forurenet af bl.a. kviksølv, at den faerøske fødevarestyrelse anbefaler kun at spise det én gang om måneden, og en tidligere embedslaege har direkte omtalt det som »uegnet til menneskeføde«. Argumentet om, at kødet er en nødvendig del af fødevaregrundlaget på Faerøerne, holder derfor ikke, al den stund det dels er sundhedsskadeligt at spise og dels, at man i forvejen importerer store maengder af fødevarer. At erstatte den lille del af kosten, der daekkes af hvalkød med importerede proteiner, vil naeppe rykke meget ved baeredygtighedsbalancen i en typisk faerøsk kost.
Hvad er 1.400 delfiner målt op mod 30 millioner svin om året? Mere end 25.000 døde pattegrise om dagen?
F: Der er gennem tiden skabt viden om, at delfiner og andre hvalarter har et fascinerende og kompliceret socialt liv. De kan opleve deres egen velfaerd og have bedre eller vaerre liv. Fangstmetoderne medfører påviseligt forhøjet stress hos mange af dyrene. Kalve bliver skilt fra deres moder, og dyr presses taet på ukendte individer. Selve drabsmetoden kan, hvis den udføres korrekt, føre til en hurtig død, men enhver, der har set optagelser af, hvordan det faktisk foregår, kan se, at det ikke er under rolige og ideelle forhold, at kniven skal føres. Endvidere tager drabene tid pga. de mange dyr.
Mange af dem kommer således til at svømme rundt i artsfaellers blod i panik, indtil de selv bliver draebt. Hvordan det opleves for et intelligent og socialt dyr som f.eks. delfiner, kan vi kun gisne om, men at haevde, at der ikke er tale om et velfaerdsproblem, er for os at se ikke at ville se virkeligheden i øjnene.
Alt dette gør for os, at de faeringer, som ønsker at fortsaette traditionen, bør gentaenke deres holdning og overveje, om ikke den faerøske kultur kan bevares på andre måder og måske endda beriges, hvis man indgår i et langt mere empatisk og respektfuldt forhold med de dyr, som lever i havet omkring øerne.
Og så er det også en anledning til, at vi i andre lande, herunder Danmark, vender et kritisk blik mod vores eget forhold til dyr og de staerkt problematiske forhold, som den industrielle produktion af kød, aeg og maelk byder dyrene. Vi kan lige så lidt som faeringer undskylde os med, at andre mennesker andre steder gør noget, der er mere forkert. Men at kraeve, at vi skal vaere faerdige med at feje for egen dør, før vi taler om, hvad der foregår andre steder, giver ingen mening.
Nationale graenser er ikke graenser, der bør stoppe den etiske diskussion. Men der er god grund til både at forholde sig kritisk til det, der foregår på Faerøerne og herhjemme på samme tid.