Trafiklys-koalition kan åbne for politisk venstresving i Tyskland
SPD, De Grønne og FDP indledte torsdag sonderinger om en koalition. En sådan regering har bred opbakning, men djaevelen ligger i den politiske detalje.
Rød, grøn og gul, sådan tegner den naeste tyske regering, efter at De Grønne og de liberale Frie Demokrater (hvis partifarve er gul), i første omgang har kastet deres lod i SPD’s vaegtskål og indledt sonderinger om en koalition.
”Trafiklyset” kaldes denne mulige alliance, og selv om det lyder af velordnet samfaerdsel og fuld respekt for fartbegraensningerne, så kan der godt ligge en kraevende tur forude: Det vil i givet fald vaere første gang, at Tyskland får en koalition, hvor tre partier skal have haenderne på rattet, og der er vaesentlige politiske og ideologiske forskelle mellem de mulige regeringspartnere.
Koalitionsforhandlinger i Tyskland er ikke noget, der lige overstås i en ruf: Efter valget i 2017 tog det over fem måneder at få det nye kabinet bugseret på plads. Måske kan det gå en anelse hurtigere denne gang – socialdemokraternes leder Olaf Scholz har i hvert fald indikeret, at han satser på en aftale inden jul.
Det kan han gøre med nogen sindsro, for efter en historisk øretaeve til CDU/ CSU på valgdagen er det svaert at se et alternativ til Scholz på kanslerposten.
»Det skal gå ad pokker til, hvis den naeste kansler ikke kommer til at hedde Olaf Scholz,« skriver magasinet Der Spiegel i en analyse.
Idéen om en trafiklyskoalition er populaer blandt de tyske vaelgere: 53 pct. støtter en sådan alliance, ifølge en måling fra analyseinstituttet Forsa.
Taktisk fremstår Olaf Scholz ubestrideligt som den store vinder af en taet valgkamp og de første traefninger efter valgdagen. Han lukrerede drevent på modstandernes mange fejl, hev med sin store personlige popularitet det undertippede SPD frem til sejren, og har ikke blinket siden.
Ikke lutter lagkage
Scholz opfattes som et driftssikkert kort, og der vil vaere et stort element af kontinuitet i en trafiklyskoalition. SPD har gennem otte år siddet i regering som juniorpartner for Angela Merkel og de borgerlige unionspartier CDU/CSU – med Scholz som vicekansler de seneste fire.
Men alt er ikke lutter lagkage for den tilsyneladende så urokkelige socialdemokratiske kanslerkandidat.
Ganske vist blev SPD det største parti ved valget sidste måned, men med bare 25,7 pct. af stemmerne er det i givet fald den laveste tilslutning nogen sinde til et parti, der efterfølgende sikrer sig kanslerposten.
Det betyder, at der skal tages udstrakte hensyn til partnerne hos De Grønne og FDP – og det vel og maerke på et tidspunkt, hvor der i det tyske samfund er en udbredt, om end diffus, forventning om forandringer.
Den bredt respekterede Merkel har vaeret et symbol på kontinuitet og stabilitet, men mange mener, at det er tilvejebragt på bekostning af nødvendige reformer.
»Merkels omdømme skyldes en politisk stil, der baserede sig på en dygtig balanceakt mellem forskellige interesser med det mål at finde kompromiser, der tilfredsstillede alle parter,« lød det i en nylig rapport fra taenketanken European Council on Foreign Relations.
Men den mangeårige kanslers tilgang har haft sine begraensninger: »Mange af de mest presserende udfordringer, som Europa står overfor, er umulige at løse med Merkel-metoden,« tilføjede taenketanken.
De kommende uger vil vise, om SPD og dets kommende koalitionspartnere har trovaerdige bud på, hvordan Tyskland og Europa kan komme videre i epoken efter Merkel.
Kansleren og alle de andre
Meget i politik handler om personer og poster – og på det punkt er der i Tyskland kansleren og så alle de andre.
Hvis Scholz sikrer sig kanslerposten, vil det levere et kraftigt rygstød til et SPD, som gennem mange år har levet i skyggen af Merkels CDU, og som ventes at skulle give betydelige indrømmelser til de to sandsynlige koalitionspartnere, der til sammen fik flere stemmer end SPD ved valget.
Hos De Grønne er der bred opbakning til en trafiklys-koalition, og partiets prioriteter i en sådan er ikke til at tage fejl af.
»Den naeste forbundsregering skal vaere en klimaregering,« sagde partiets tidligere kanslerkandidat Annalena Baerbock til tysk radio før torsdagens indledende sonderinger.
Hende ser mange Grønne gerne som ny udenrigsminister, mens partiets dansktalende strateg Robert Habeck tiltaenkes en mulig position som vicekansler og chef for et tungt klimaministerium.
Mere komplicerede er overvejelserne hos FDP, der i højere grad end de to partnere er markedsorienteret. Det kan skabe forviklinger, mener Spiegel: »Spørgsmålet om De Grønne virkelig vil opgive fartbegraensningen på 130 på autobahn for at glaede Porsche-entusiasten Christian Lindner (FDP’s leder, red.) hører til dem, som er lettest at løse.«
Forhåbningen hos FDP er, at Lindner kan sikre sig et vigtigt økonomisk ministerium og herfra holde statens udgifter i stram tømme.
»Lindner har kig på finansministeriet. Hvis han saetter sig igennem, ville det vaere et tegn på, at trafiklys-partnerne respekterer en af de liberales maerkesager om at bremse gaeldsaetningen, og dermed tøjle den statslige indflydelse,« skriver Heike Göbel, erhvervsredaktør på dagbladet Frankfurter Allgemeine.
Alt er ikke lutter lagkage for den tilsyneladende så urokkelige socialdemokratiske kanslerkandidat.