Professionelt produceret, men alt for flad
Barndommens traumer fylder det hele i Netflix-udgaven af ”Kastanjemanden”, der ser flot ud, men er for mekanisk og kedelig.
Søren Sveistrup var om nogen den, der satte billeder på den bølge af nordic noir, der fra ”Forbrydelsen” (2007-2012) og frem skulle praege skandinavisk tvfiktion. Med en staerk fornemmelse for de nordiske gråtoner, for velfaerdsstatens hullede masker og for forbrydelsers tendens til at sive fra samfundets top til bund fik Sveistrup os alle til at hensynke i novembermørke og skandinavisk melankoli.
”Forbrydelsen” står, her naesten 10 år efter, at tredje saeson løb over skaermene på DR1 i bedste sendetid, stadig som noget enestående, og man mere end aner inspirationen fra Sarah Lund og hendes faeller i Sveistrups kriminalroman ”Kastanjamanden” (udgivet i 2018), der nu er blevet til en storstilet tv-serieproduktion på Netflix.
Da min gode kollega Lars Ole Sauerberg anmeldte krimien her i avisen for to år siden, var det under overskriften ”Traumernes vagtparade”, og den overskrift er i den grad også passende i forhold til tv-serien, der forholder sig naesten uhyggeligt loyalt til sit litteraere forlaeg. For den seks timer lange tv-serie opererer med en logik, der udelukkende sandsynliggør, at skeletter fra fortidens lukkede skabe kan vaere grunden til at handle, som man gør.
Men jeg forcerer. ”Kastanjemanden” foregår i begyndelsen af efteråret. Bladene er blevet gule og orange, og mellem de gyldne toner knopskyder kastanjer på de store traeer. Kastanjerne – skulle man ikke vaere opmaerksom på det fra titlen – er allerede blevet etableret som et ledemotiv i seriens prolog, der foregår på Møn i 1987, hvor en lokal politimand til sin raedsel opdager, at en lokal familie er blevet bestialsk myrdet. Hvad han ikke når at iagttage, inden han selv lider samme kranke skaebne, er, at gerningsstedet er fyldt med små, uhyggelige kastanjemaend.
Mindelser om Gråbøl
Seriens nutidsniveau foregår i København, hvor den dygtige efterforsker Naia Thulin (Danica Curcic), der bor alene med sin lille datter og er nødt til at forlade sig på hjaelp fra sin selvvalgte morfar, Aksel (Anders
Hove), har besluttet sig for at søge et mere børnevenligt skrivebordsjob. Hvor har jeg hørt det før, taenker den opmaerksomme laeser måske, og svaret er, at Naia, som Curcic i øvrigt – selvsagt – spiller med stor overbevisning, minder om Sofie Gråbøl i vanvittig grad. Mormoren er blot udskiftet med en morfar, mens flytningen til Sverige i håb om at etablere en form for kernefamilie er erstattet med førnaevnte jobskifte.
For Naia kaemper også med at holde balancen mellem sit familieliv og sit arbejdsliv, og ikke så sjaeldent er det privatlivet, der forsømmes. Det burde måske applauderes, at vi er nået dertil i de kulturelle repraesentationer, at det forekommer klichéfyldt at se en kvinde i et topjob med rod i privatlivet, men det føles godt nok uopfindsomt.
Naia bliver ufrivilligt sat sammen med Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard), der er på orlov fra Interpol. Hvorfor han er det, skal ikke afsløres her, men jeg kan godt røbe, at det handler om noget traumatisk, ligesom det gør for alle fortaellingens karakterer.
Det er også fortidens traumer, der driver vaerket for socialminister Rosa Hartung (Iben Dorner), der voksede op som plejebarn, og som derfor har viet sit liv til udsatte børn. Det er den slags 1:1-metaforik, der er lige til at få galt i halsen. Rosa og hendes mand, Steen (Esben Dalgaard), har i også deres eget nutidstraume efter at have mistet datteren Kristine et år tidligere.
Naia og Mark bliver nu sat til at opklare en raekke grusomme mord begået mod kvinder, der alle havde problemer med deres maend. Ofrene har ikke andet til faelles, end at de alle har fået placeret en lille kastanjemand på deres gerningssted. Kastanjerne baerer alle Kristines fingeraftryk, og så har vi os en intrige.
Når ”Kastanjemanden” bliver kørt gennem Netflixmaskinen, er resultatet ikke overraskende enormt professionelt. Serien er vildt laekkert produceret og kan aestetisk måle sig med store amerikanske produktioner. Men fortaellingen er alt for flad, og man skal virkelig holde meget af seriemordere med tvivlsomme motiver funderet i en traumatisk barndom for at blive revet med af ”Kastanjemanden”.
KRIMI KASTANJEMANDEN DANMARK, 2021 Skaber: Søren Sveistrup Kan streames på Netflix 6 afsnit a ca. 1 times varighed