I skal ikke tromle os ned i klimaets navn

Husker du 2020? En periode med politiske slagsmål og skandaløse håndteringer af minksagen. Vi kunne i Danmark se optakten til et nationalt knaek med samme metodik, der ledte til brexit og Trump.

Klima er det nye ”sort”, hvor den ene side af Christiansborg helst skal vaere mere klimavenlig end den anden, så vaelgerne kan beundre og vaelge dem, om det er virkelighed eller ej. Virkeligheden er dog sjaeldent så glamourøs eller nem og udfordres ofte af irriterende fakta og forskning, hvor realiteterne ofte lander andetsteds end tilsigtet – som også i aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug.

Man taler stadig om udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord. Det fremstilles som en kaempe klimagevinst. Det skal reducere CO2-udledningen, men man glemmer forskningen, der viser, at vådlaegning øger metanudledningen. Metan er en ca. 25 gange vaerre klimagas end CO2. I alt vil effekten, når man indregner CO2-optaget i afgrøderne, formentlig vaere et stort rundt nul. Man glemmer nemlig, ganske belejligt, i landbrugets klimabalance at indregne afgrødernes CO2-optag i deres fotosyntese. Det vil sige, at man laver et regnskab uden indkomster, kun udgifter.

Finanssektoren står bekymret og ser på, at deres pant i form af landbrugsejendomme måske eroderer, hvorfor de begynder at tage forbehold for, at de kan få deres tilgodehavender indfriet.

Faellesnaevneren for dette og situationen i december er ordet ”ekspropriation”. At vi uden for byerne skal afstå vores ejendomme, vaerdier, faglige og menneskelige selvrespekt i en politisk leg, der minder om børn på halmloftet, som leger med taendstikker.

Ja, vi skal selvfølgelig bidrage til klimaløsningerne, også landbruget, fiskeriet og de øvrige produktionsvirksomheder. Men vi skal gøre det intelligent, fagligt og juridisk korrekt. Konkret ligger der en opgørelse, som viser, at hvis alle foreslåede mekanismer bruges, implementeres og virker perfekt, så er potentialet en klimareduktion på 48 pct. – ikke 70 pct. – i 2030. Derfor er missionen forlods dømt til at fejle. Men man vil altså have skabt en politisk returbold, der kan bruges til at sable landbruget og følgeerhvervene yderligere ned i 2030. Der er ud fra en global betragtning tale om ren klimadumping. Man overlader produktionen til steder, hvor udledningen pr. produceret enhed er større.

Coronapandemien begynder at udstille udfordringen ved at flytte produktion til andre verdensdele. Man mister kontrollen over, hvordan der produceres, herunder løn og klimavilkår, man får problemer med at skaffe varerne hjem. Samtidig bliver man den svage part ved at vaere afhaengig af et andet land, som man får svaerere ved at gå op imod politisk.

Fødevarebehovet på verdensplan forventes at stige med ca. 46 pct. frem mod 2050; samtidig øges ørkenbaeltet fra aekvator udad, og polerne smelter, så vandet kommer højere op. Det betyder, at vi skal producere ca. 46 pct. mere mad på et konstant mindre areal. Ud fra internationale betragtninger har Danmark en af de højest ydende produktioner med lavest forbrug og producerer i et optimalt klimatisk baelte. Derfor vil det internationalt vaere klimadumping at begraense dansk landbrugsproduktion.

Vi skal udvise lederskab for verden, vise at man kan opretholde en stor topproduktion på skarp faglighed og ikke bare vaelge den dyre og ligegyldige løsning, hvor man reducerer produktionen uden at opnå nogen klimagevinster. For at have musklerne til at udvikle morgendagens løsninger kraever det en stor produktion, som kan generere afkast, der reinvesteres. Man kan ikke effektivt forske og udvikle på baggrund af små baggårdsproduktioner, men derimod rigtige levedygtige produktioner, som også automatisk udvikler i egen motivation.

De elementer, man handler om lige nu, ovenpå slagtningen af mink og fiskerierhvervet, definerer fremtiden uden for byskiltet. Vil man samle eller splitte landet? Ved man, hvor mange mennesker og fagforeninger der er direkte eller indirekte koblet til mejerier, slagterier, grovvarer, vognmaend, maskinhandlere, maskinfabrikker, håndvaerkere osv.?

Som mennesker bør vi vaere bekymrede over de mekanismer, der arbejder i vores samfund i 2021. Hvordan man i den månedslønnede og herskende klasse i byerne gennem sit antals og dermed demokratiske overvaegt tromler folk og deres lokale ophavskultur i et elitaert og udokumenteret forsøg på at fremstå bedre, end det kan bevises. Følelsen blandt mange mennesker i provinsen af at vaere ligegyldiggjort, og at ens lokale og fagligt konkrete viden er underordnet.

Skal vi om et antal år stå som briterne og slås om braendstof eller andre fornødenheder? Skulle vi for en gangs skyld ikke traekke vejret og gøre tingene fagligt og menneskeligt korrekt, så vi undgår det komplette og uvaerdige knaek?