Demokratiets vagthunde har ømme poter
Mediecheferne er vrede, efter at Mette Frederiksen har kritiseret medierne for ikke at bidrage positivt til demokratiet med deres måde at udøve magtkritik på. Men har hun en pointe?
Den 6. juni 2020, dagen efter grundlovsdag, havde chefredaktionen på Berlingske placeret en helsidesannonce på bladets bagside.
Annoncen bestod af et fotografi af en solopgang over Christiansborg set fra Frederiksholms Kanal. På fotografiet var der indlagt to tekster. Øverst og med størst skrift stod der: »Det er os borgere, der skal passe på demokratiet – sammen«.
Nederst lød det med mindre skrift: »Vi danskere har vist, at vi kan vaere borgere hver for sig.
Snart venter et nyt Danmark, der kraever, at vi er positive, oplyste og kritiske borgere sammen«.
Reklamen forekom ukontroversiel og selvfølgelig. For naturligvis er det borgernes pligt at vaerne om folkestyret. Men den var også problematisk. For det ”vi”, der talte, var naturligvis på ingen måde den danske befolkning. Det var Berlingskes chefredaktion, som talte på den danske befolknings vegne.
Den var vendt mod en regering, som redaktionen gennem de seneste måneder gang på gang havde beskyldt for ”magtfuldkommenhed”. Annoncen var således et udtryk for ”magtkritik”, men også en bestemt politisk holdning til, hvordan coronakrisen skulle håndteres.
Mange publicister og journalister anser det for pressens vigtigste rolle i et demokrati at udøve magtkritik. Det er dog noget andet end det, der tidligere blev kaldt for ”kritisk journalistik”.
Kritisk journalistik er det modsatte af ”mikrofonholderi”, mens magtkritik antyder, at magtudøvelse generelt er af det onde. I selve begrebet ligger der således en politisk holdning. Men hvad vaerre er: Ved at gøre magtkritik til sit højeste formål svigter pressen i virkeligheden demokratiet. Det vil jeg forklare i det følgende.
Der foregår for tiden en heftig debat om tre taler, som statsminister Mette Frederiksen har holdt i løbet af de sidste to måneder. I talerne har hun i generelle vendinger kritiseret medierne for ikke at bidrage på nogen konstruktiv måde til demokratiet. I den tale, hun holdt på Socialdemokratiets kongres den
18. september, sagde hun bl.a.: »Hvad er mediernes rolle i dag? Hvordan bidrager de bedst muligt til dannelse? Til nysgerrighed? Til at udvikle vores demokrati? Til at facilitere en offentlig samtale mellem oplyste mennesker? Hvordan sikrer vi proportionalitet i mediedaekningen?«.
Talerne har vakt skarpe reaktioner fra chefredaktionerne. Christian Jensen fra Politiken skrev i en klumme, at Mette Frederiksen havde »klemt en lumpen mediekritik ud mellem sidebenene«.
Ekstra Bladets Henrik Qvortrup udtalte den 1/10 i Berlingske, at statsministeren var i faerd med at »fjendtliggøre« pressen. Og fra Pilestraede udtalte Tom Jensen i forbindelse med beskikkelsen af Lea Korsgaard – fra Zetland – som ny formand for Danmarks Medie og Journalisthøjskole, at regeringen arbejdede med »at så mistillid til medierne generelt«. Også Informations Rune Lykkeberg rettede en hård kritik mod statsministeren.
Set udefra har det vaeret slående at se, hvor begraenset evne lederne af de såkaldte kritiske medier har til selv at forholde sig til kritik. ”Demokratiets vagthunde”, som de anser sig selv for at vaere, har åbenbart ømme poter, man ikke må traede på. Og hvis man drister sig til det, kan man risikere at blive beskyldt for at gå ind for censur. Forudsaetningerne for en frugtbar debat om mediernes betydning for folkestyret forekommer således i udgangspunktet begraensede.
Alligevel findes der en høj grad af forståelse for Mette Frederiksens kritik uden for Socialdemokratiets og regeringens egne raekker. Således har Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, udtalt, at der er sket »en udvikling i de traditionelle medier, som peger på mere procesog personstof – og mindre substans. Hvad betyder konkret politik egentlig for den enkelte? Det bliver der ikke fokuseret meget på«. Andre borgerlige politikere har den samme opfattelse og efterlyser en mere meningsfuld politisk journalistik. Det gaelder f.eks. Søren Pind, Carl Holst og LA’s tidligere pressechef Line Ernlund.
Også i medieverdenen høres der kritiske stemmer. B.T.’s chefredaktør Michael Dyrby har kaldt spillet mellem medier og politikere på Christiansborg for en »dødedans«. TV 2’s tidligere medarbejder Anders Langballe beskriver i sin bog, ”Forfra”, det journalistiske arbejde på Christiansborg som en konstant »blodjagt efter sensation og skandale« – uden hensyn til, om der reelt var tale om en skandale.
I Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten” haevder Anders Baeksgaard, der er politisk redaktør på Politiken, at der i dag foregår et »rustningskapløb« på begge sider af fronterne mellem Slotsholmen, dvs. mellem embedsmaend, politikere og ministre på den ene side og journalister og medier på den anden. Dette kapløb er blevet skaerpet i de senere år.
Offentlighedsloven har på den ene side lukket centraladministrationen mere ned, mens medierne på den anden side har vendt sig endnu mere end før mod den enkelte politiker.
Denne frontkrig er ikke befordrende for en oplyst offentlig debat, f.eks. om de reformer, som er nødvendige for at imødegå tidens udfordringer.
Set udefra har det vaeret slående at se, hvor begraenset evne lederne af de såkaldte kritiske medier har til selv at forholde sig til kritik.
Medierne kaldes ofte ”den fjerde statsmagt”, fordi de supplerer de tre officielle institutioner: den lovgivende, dømmende og udøvende magt.
Deres formelle rolle er at formidle samfundsoplysning, kritik og debat. Men det går galt, hvis de forsøger at overtage de tre andres statsmagters funktioner. Eller hvis de får den selvopfattelse, at det i virkeligheden er dem, der repraesenterer og forsvarer ”folket”, sådan som Berlingske påstod med sin annonce.
Selv om de varetager en vigtig opgave ved at kritisere magtmisbrug og lovsjusk, har de en lige så vigtig forpligtelse: nemlig at stille sig til tjeneste for de borgere, som folkestyret per definition må hvile på. Men den forpligtelse tager visse medier forholdsvis let på i dag – med visse gode undtagelser som f.eks. Jyllands-Posten.
I kraft af den såkaldte medialisering, der er sket, foregår den politiske debat naesten udelukkende på mediernes egne praemisser. De har stort set fået monopol på kommunikationen mellem politikere og borgere, således at almindelige borgere føler sig reducerede til statister, på hvis vegne medierne foregiver at tale. Og hvor de ikke selv kommer til orde, overlades det i nogle medier til en haer af professionelle kommentatorer, som skal gøre det ud for vox populi (folkets stemme). Det kommer der selvklart ikke megen demokratisk samtale og dannelse ud af. For det meste repraesenterer kommentatorerne nemlig samfundets eliter.
For at man kan tale om et demokrati, skal almindelige borgere have mulighed for at give deres mening til kende. Og vel at maerke ikke kun på Facebook, som har givet mange en illusion om, at det er lettere at blive hørt. Desuden kraever det, at de har adgang til pålidelig information om deres samfund, og hvad der foregår i det.
Det er mediernes pligt at varetage denne demokratiske dannelsesopgave. Forpligtelsen er lige så vigtig for et oplyst folkestyre som mediernes evne til at udøve kritik. For det er trods alt borgerne, demokratiet er til for, ikke medierne.
Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet fastslog for ti år siden, at mediernes og politikernes dagsorden påvirker hinanden. Medierne og politikerne danser en form for ”tango”, en dans, der som bekendt kraever begge parters aktive deltagelse. Projektets hovedkonklusionen var, at samspillet er politisk betinget. Det afhaenger nemlig af de konkurrencedynamikker, der foregår mellem partierne indbyrdes.
I dag diskuterer forskerne dog, om den øgede konkurrence inden for medieverdenen måske er begyndt at spille en større rolle for politikken end konkurrencen mellem partierne. Om det altså i virkeligheden er medierne, der styrer tangoen, ikke politikerne. Derfor bør man ikke undre sig over at se flere og flere partier bruge internettet til at kommunikere direkte til vaelgerne. Ja, man kan end ikke fortaenke dem i det. Det er selvfølgelig til skade for pressen.
Men et langt stykke hen ad vejen er den selv skyld i det.