Her må opvasken vente til senere
På plejehjemmet Skelager skyndte man sig før i tiden at få vasket op. I dag venter man, til alle er faerdige med at spise.
»Er det til mig?«
Lis Kjems, forstander på plejehjemmet Skelager, har oplevet det mange gange: En aeldre borger på et plejehjem bliver forvirret, når personalets telefoner og tablets bimler og bamler bag dem, fordi de er blevet lagt på en hylde i spisestuen, mens samme personale går beboerne til hånde.
Der ligger de ikke mere. »Du kan jo godt forestille dig, hvordan der er i det rum. En aeldre borger, der måske ikke hører så godt, men godt kan høre alarmerne, bliver jo helt forvirret.«
Hjem og arbejdsplads
Efter at plejehjemmet var en del af den rapport, som her i efteråret er blevet lavet af bl.a. Marie Koldkjaer Højlund, adjunkt i Audio Design ved Aarhus Universitet, med lydmiljø-anbefalinger til plejehjem i Aarhus Kommune, er både Lis Kjems og hendes personale blevet bevidste om, hvor meget teknikken faktisk støjede på en uhensigtsmaessig måde.
»Det hedder jo ”dit hjem, min arbejdsplads”, så vi har mange teknologiske ting, som også handler om borgersikkerhed: døralarmer og alarmer, når borgerne vil have fat på os. Sådan nogle alarmer skal kunne høres, så man kan reagere på den, men de kan faktisk have en lyd, der går igennem marv og ben,« siger forstanderen.
»Personalet har deres tablets med sig, også ind på borgernes rum, for de skal notere, hvad de f.eks. uddeler af medicin, men nu har vi bedt om at få aendret lyden – vi får hjaelp af nogle konsulenter i velfaerdsteknologi, som kommer ud og er sammen med os.
Bevidsthed om lyde
Lydrapporten har givet alle en utrolig stor bevidsthed om lyde, fortaeller Lis Kjems.
»Vi har talt med hinanden om, at vi skal lave vaere med at have snak hen over borgerne. Det er sådan, vi er som plejere, vi koordinerer hele tiden: Har du taget hr. Jensen. Det skal vi holde op med dér, det skal foregå ude på gangen. Vi skal alle sammen taenke på ikke at forstyrre hinanden og dermed også borgerne hele tiden,« siger hun.
»Vi taler også i telefon, og det er meget forstyrrende for dem, der ikke kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af telefonen. Så stiller man sig lige diskret over i hjørnet, men det gør det ikke bedre. Det er bedre med musik som baggrundslyd, og det skal jo ikke vaere Dizzy Mizz Lizzy, der spiller i dagligstuen – selv om jeg nu har en borger, der hører Kim Larsen for fulde gardiner hver dag.«
Fjernsynet i spisestuen har forstanderen også fjernet, det var bare forstyrrende, og nu ser beboerne tv hos sig selv eller i en fjernsynsstue.
»Det er den bevidsthed, vi skal have: Hvad er det, vi går og gør,« siger hun.
»Vi er blevet opmaerksomme på vores arbejdsgange. Ofte er vi begyndt at rydde op for at blive faerdige, men nej, vi skal vente på, at alle er faerdige. Vi er døgnåbent, vi når det nok, og mig bekendt er der endnu ingen, der har stjålet en opvask.«