”Squid Game” byder på kedelig samfundskritik
Hvorfor den sydkoreanske dødsspilserie ”Squid Game” er blevet så populaer, står på ingen måde klart.
Populaerkulturelle faenomener har det med at opstå tilsyneladende ud af det blå. Sådan har det også virket med det sydkoreanske monsterhit ”Squid Game”, der lige nu er blandt de mest sete Netflix-programmer verden over. Pludselig fra den ene dag til den anden var et fiktivt sydkoreansk dødsspil på alles laeber.
Og mens man forstår den indledende attraktion – plotbeskrivelsen lyder enormt dystopisk tillokkende – er det vanskeligt at se, hvad det er ved selve serien, der har gjort den så populaer. For ud over den bagvedliggende praemis har ”Squid Game” ikke meget kørende for sig.
Granvoksne Seung Gihun (Lee Jung-jae) bor stadig hjemme hos sin mor efter et forlist aegteskab. Han kan ikke betale børnepenge, har ikke råd til datterens fødselsdagsgave, har formøblet midlerne til moderens forsikring, og hver eneste gang han kommer i naerheden af bare den mindste sum penge, forsøger han straks uden held at få dem til at yngle ved at spille dem op. Seung Gi-hun sidder fast i en gaeldssaks, han aldrig vil kunne slippe ud af. Moderens lille lejlighed minder om stedet, hvor familien bor i Bong Joon-hos prisvindende mestervaerk
”Parasite” (2019), og det er da også en lignende socialkritik af et samfund med en stor, voksende og gaeldsbundet underklasse, der bliver rejst i ”Squid Game”. Kritikken er bare på ingen måde så raffineret.
Seung Gi-hun er lige ved at give op, da han en dag efter at vaere blevet banket sønder og sammen af de lånehajer, der har vist ham nåde for måske sidste gang, bliver antastet af en tilsyneladende venlig mand, der tilbyder ham penge, hvis han kan slå ham i et barnligt spil. Når han taber en runde, kompenserer Seung Gi-hun med at modtage en lussing. Med en øm kind og ikke så få kontanter i lommen tror Seung Gi-hun, at han kan komme videre med sit usle liv, men den mystiske fremmede foraerer ham også et visitkort med invitation til at spille flere spil. For en gaeldsramt gambler som Seung Gi-hun er der ikke meget valg, så sammen med 455 andre ligesindede befinder han sig pludselig i et maerkvaerdigt parallelunivers. Alt ligner noget fra en overdimensioneret børnehave, og rammerne er sådan set også retvisende. For her skal de 456 deltagere dyste i kendte børnelege (de koreanske er versioner af lege, vi kender herhjemme også), og hvis de dør i legen, bliver de draebt i virkeligheden.
Der runger tydelige ekkoer fra Suzanne Collins’ dystopiske fremtidsvision ”Hunger Games” i ”Squid Game”, men hvor dødsspillene og de draebte unge mennesker i ”Hunger Games” føltes både naervaerende og allegoriske, er ”Squid Game” praeget af glat overflade. Scenerne, hvor deltagerne elimineres og skydes, er voldsomt aestetiseret.
Når absurde spil på liv og død hverken er underholdende eller bidsk samfundskritiske, er det svaert at se, hvad vi skal med dem?
FANTASY
SYDKOREA, 2021 Skaber: Hwang Dong-hyuk Kan streames på Netflix 9 afsnit a ca. 1 times varighed