Kvalificerede tvivlere efterlyses

Jeg er inderlig traet af ”vi-de-gode”, dem, der altid har de rigtige meninger og altid er på den rigtige side. Nu er det (igen) åbenbaret, at det omfatter naesten alle danske journalister. Og det er givetvis det, der gør aviserne så kedelige og forudsigelige.

Jeg har f.eks. holdt JyllandsPosten naesten uafbrudt i et halvt århundrede, men det er efterhånden kun et par klummeskribenter, den ene konservativ, den anden kulturel, der på kvalificeret vis stritter lidt ud og får lov at brede sig i deres klummer, som redaktionen på forskellig vis markerer ikke daekker avisens synspunkter. De ses angiveligt i lederartiklerne, men de er som regel ret forudsigelige. Politisk markerer lederne sig rituelt mod den øjeblikkelige regering, men da alle større røde og blå partier slås om de samme vaelgere, er der jo ikke så stor forskel på dem endda, og markeringerne er derfor ret tandløse.

Al reportage om sociale forhold, sundhedsvaesen, indvandring, EU, klima m.m. kan man naesten forudsige indholdet af, når man har set emnet. Det opvejer et par journalistiske kup om f.eks. fejl i brystskanningerne på et hospital ikke. Selvfølgelig skal den slags afdaekkes, men det er vel ikke mere, end man kan forvente?

Det kunne måske taenkes, at det er derfor, den trykte presses laesere bliver faerre og faerre.

Den almindelige skadefryd over balladen om MeToo blandt De Radikale kunne tyde på, at det ikke kun er mig, der er så traet af ”vide-gode”. Kvalificerede tvivlere efterlyses.