I årevis har andre journalister spejdet beundrende og misundeligt i hans retning
Peter Øvig Knudsen regnes blandt sin generations dygtigste journalister. I årevis har han interviewet og dokumenteret andres liv i sine bøger. Men da han i 2019 rettede lyset mod sig selv, fik verden et overraskende indblik i den berømte journalists egne
Det var forrygende fjernsyn. Lars von Trier havde udtaenkt konceptet, filmselskabet Zentropa stod for produktionen, og spørgsmålene blev stillet af en af landets mest drevne journalister.
Vi er tilbage i 90’erne. DR havde efterspurgt et anderledes tv-program, og de havde fået, hvad de bad om. ”Marathon” handlede i al sin kulørte enkelhed om at tage et kendt menneske, placere det et afsondret sted og så ellers interviewe ham eller hende i helt døgn. Uophørligt og uden søvn. I håb om at forsvarsvaerkerne og maskerne ville falde, efterhånden som traetheden indfandt sig.
Der var otte udsendelser i alt, og saerligt en af dem vakte opsigt. Det var besøget hos den voldtaegtsdømte hypnotisør Svend Ali Hamann.
Peter Øvig var allerede dengang hyldet for sine evner til at drive et interview fremad og få nye sider frem i de mennesker, han sad overfor. Det er en slidt sang, at folk, der kan deres kram, ikke behøver at fylde for at bevise deres vaerd, og i mødet med Ali Hamann virker Peter Øvig lige så kernesund som en dansk kornmark på en varm sommerdag. Han tager roligt imod de verbale tilsvininger, der sprøjter ud af munden på hypnotisøren, og han naegter at tage sin berømte vaerts mange fornaermelser personligt.
Undervejs kalder Ali Hamann sin gaest for både dum, dødssyg, åndssvag og et pjok, inden han mod slutningen af udsendelsen smider en vraengende analyse af journalistens mentale tilstand på bordet:
»Du må vaere rimelig gal i hovedet.«
Om hypnotisøren har en skarp sjette sans eller bare er ualmindelig ubehøvlet, er der ingen, der ved. Efter at have set den timelange udsendelse til ende vil de fleste seere nok haelde til det sidste. Men for to år siden blev det tydeligt for offentligheden, at Ali Hamann måske alligevel havde ramt noget sandt. Helt utilsigtet. Hans spørgende gaest var nemlig gal i hovedet. Ikke forstået som skør, men som psykisk syg. Det vidste resten af verden bare ikke.
Depression og elektrochok
De oplevelser, der rammer et menneske tidligt i livet, har det med at saette sig og vandre videre, og Peter Øvig har brugt en stor del af sit voksne liv på at vriste sig fri af skyggerne fra sin fortid.
Den prisvindende forfatter voksede op i mørke. Med en depressiv mor, der ikke kunne finde ud af at vaere mor, og som lod sine egne daemoner kapre stemningen i barndomshjemmet i det aarhusianske forstadsland.
Men modsat sin mor naegtede Peter Øvig at vaere et offer. Han var anderledes, sagde han til sig selv.
I mange år kaldte han sine depressioner for ”kunstneriske nedture”, der isaer ramte, når han havde afsluttet endnu et kraevende bogprojekt og ventede på at kaste sig over et nyt.
»Jeg forvekslede depression med melankoli. Ubevidst var det nok en måde at omskrive virkeligheden på, så jeg slap for at konfrontere mig selv med det faktum, at jeg indimellem havde det så skidt, at jeg ville have godt af at tage lykkepiller,« som han selv forklarede det i et interview med JyllandsPosten i september i forbindelse med udgivelsen af den selvbiografiske ”Jeg er hvad jeg husker”, der følger op på ”Min mor var besat” fra 2019, hvor Peter Øvig for første gang talte åbent om sin psykiske sygdom og de elektrochok, han fik under en psykiatrisk indlaeggelse i 2018.
I årevis havde journalister ellers spejdet beundrende og misundeligt i retning af bestsellerforfatteren, der tilsyneladende kunne overkomme alt. Han var manden, der altid havde styr på sagerne. Det var ham, der arbejdede disciplineret med komplekst og kompliceret stof. I 2008 udkom han med sine berømte Blekingegadebanden-bøger, der blev en svimlende succes, og herefter fulgte tobindsvaerket ”Hippie” og siden de 624 sider om den danske bz-bevaegelse. Peter Øvig var manden, der kunne vride gode historier ud af store stakke af research. Som stillede sig op på en scene og holdt publikum fanget i timer eller mødte op i tvstudiet og afleverede en strøm af skarpe citater.
Og pludselig kunne hovedpersonen så fortaelle, at han havde kaempet med mørke depressioner. Pludselig var bestsellerforfatteren meget menneskelig. Og den aerlige fremstilling af sig selv har Peter Øvig ikke fortrudt.
»Når jeg er ude at holde foredrag, er der altid nogen, som kommer op bagefter og takker mig for at bringe de her ting frem i lyset. Når jeg som kendt forfatter står frem og fortaeller om mine egne depressioner, er det pludselig ikke så svaert og skamfuldt for laeserne at gøre det samme,« som han sagde i interviewet med Jyllands-Posten i september.
Begyndte som 11-årig
Peter Øvigs interesse for journalistikken vågnede, da han som 11-årig fik en flok kammerater med på at lave Holmebladet, en spritduplikeret avis til 50 øre, som de solgte foran den lokale brugs i Holme. Undervejs i arbejdet opdagede den aengstelige og lidt generte dreng, at han var god til at skrive. Han fandt også ud af, at hvis man laver et interview, er det lettere at grave modet frem og finde selvtilliden til at gå ud og møde fremmede mennesker.
»Jeg nyder at møde nye mennesker og lytte til deres historie. Det er derfor, jeg elsker mit fag. Når journalistik er bedst, kan den vaere med til at forandre vores blik på verden. Og indmellem også gøre den til et bedre sted,« har Peter Øvig engang fortalt til Politiken.
I samme avis blev han engang kaldt for interviewets mester. Selv mener Peter Øvig, at den journalistiske samtale er en helt saerlig disciplin.
»Der er lighedspunkter mellem et interview og et samleje. Når jeg holder foredrag om interviewteknik for journaliststuderende, siger jeg altid: Inden man har stillet det første spørgsmål, er det meste allerede afgjort,« sagde han i 2016 til magasinet Euroman.
Pointen er klar. Det handler om, hvorvidt det forspil, der har vaeret til interviewet, den aftale, man har indgået, og den måde, man er kommet ind på hinanden på, har givet grundlag for tillid og lyst til at svare på spørgsmål.
»Jeg tror, at det samme sker med sex. At vaere god i sengen har ikke noget med praestationer under selve akten at gøre. Der skal man bare nyde det.«
At vaere god i sengen har ikke noget med praestationer under selve akten at gøre. Der skal man bare nyde det. PETER ØVIG KNUDSEN, FORFATTER OG JOURNALIST
Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter, Gentofte