NIELS LILLELUND
sad han og drak øl sammen med en alkoholiseret bulldog ved navn Fireball Roberts i en faldefaerdig bevaertning lige uden for Sonoma, og det var en smuk forårseftermiddag, de var i faerd med at drikke sønder og sammen.«
Den tørlagte alkoholiker Lawrence Block kan skrive om den tørlagte alkoholiker Matt Scudder i New York, så tørsten skratter i halsen, og lugten af whisky haenger i naeseborene. Og mens vi er ved mere eller mindre tørlagte alkoholikere, skal jeg da ikke vaere for beskeden til at naevne min egen protagonist, den pensionerede politimand Erik Andersen, der i romanen ”Bibendum” infiltrerer det københavnske vinmiljø, hvor en ganske bestemt vin har rollen som Malteserfalken, som alle vil have, hvad der fører død og ødelaeggelse med sig.
Det er stedse en linedans mellem forfald og forfinelse, så lad os slutte med det sidste, her fra Rex Stouts klassiker ”For mange kokke”, der til slut bringer nogle opskrifter, angiveligt fra Nero Wolfes hånd, og lad det vaere sagt med det samme: Man kan ikke lave “Baekørred Mousse Pocahontas” uden en sølvgaffel til at mose noget af fisken med, så lad hellere vaere. Som det hedder: »Jeg beder Dem om kun at overlade disse retter til Deres kokkepige, hvis hun er kunstnerinde.«
Skål, og velbekomme.
Interesserede kan høre artiklens forfatter i selskab med Politikens Bo Tao Michaëlis på Krimimessen i Horsens, hvor de vil causere over emnet mad, drikke og detektiver. Det sker lørdag kl. 14.45 i Snedkeriet.
Forfatter til en raekke bøger, herunder fire kriminalromaner om den tidligere politimand
Erik Andersen, der efter at have drukket sig ud af sit job forsøger at ernaere sig som antikvarboghandler og privatdetektiv.
faktum, at en af Danmarks mest populaere digtere i løbet af et lille årti skrev de 12 romaner, der endte med at udgøre krimiserien ”Mord”.
Det tilfaeldige plot
Dan Turèlls tidlige vaerker er typisk ret eksperimenterende, og derfor virkede det lidt overraskende, at han i 1981 kastede sig over krimigenren med sin ”Mord i mørket”, der har en navnløs journalistdetektiv som jeg-fortaellende hovedperson i hovedstaden. Krimierne virker imidlertid helt naturlige i forlaengelse af stemningsbillederne i digterens berømte ”Storby-trilogien”, digtsamlingerne, som udkom i årene 1976-77. ”Mord”-serien er frem for alt beskrivelser af storbyen, og krimidelen virker som et middel til at fange en bestemt, lusket stemning i de miljøer, historierne udspiller sig i – hovedsageligt København V.
Det er ikke plottet, der gør Dan Turèlls krimier vaerd at laese. På det punkt forbryder han sig ofte mod krimigenrens skrevne og uskrevne regler, og plottet lever naermest efter tilfaeldighedernes princip. Turèll er derimod formidabel til at se sig omkring i miljøer og bylandskaber og indfange en stemning: Stjernecaféen, Hovedbanegården i København, politistationen på Halmtorvet og fortaellerens spartanske lejlighed på Vesterbro.
Laeseren bliver suget ind i handling, stemning, farver og lugte fra skyggesiderne og det sociale forfald i storbyen. Her er bordeller, kiosker, beverdinger, ludere, lommetyve og forbrydere af den hårdkogte slags. Hovedpersonen i ”Mord”-serien er en unavngiven
journalist, der arbejder mere eller mindre fast på en avis ved navn Bladet, hvor han med speciale i kriminalsager gør sig skiftevis populaer og upopulaer hos redaktøren, Otzen. Som regel er han relativt populaer, og det er ikke uden grund: I hver roman konfronteres han gennemsnitligt med fem-seks mord, der resulterer i salgsfremmende artikler i avisen.
Taenkebox og whisky hos Bob
Der er overdrevent mange dødsfald i Turèlls krimier. ”Mord”-serien udspiller sig inden for et relativt kort tidsinterval, hvor journalisthelten uden at vaere specielt opsøgende bliver midtpunkt for 12 uafhaengige – og dog sammenhaengende – spegede affaerer, hvoraf den ene er mere forfaerdelig end den anden.
Hovedpersonens usandsynlige deltagelse i de rodede og usammenhaengende historier fungerer som modpol til hans hverdag, der er et konstant grundlag for historierne: Hver morgen drikker han kaffe hos Ronnie på Café Freden, hver dag spiller han Taenkebox og drikker øl og whisky hos Bob på Stjernecaféen, hver nat når han kl. 3 deadlinen på Bladet, hver weekend er der razzia på en bar i Istedgade. Og så videre og så videre.
I vanlig krimistil er hovedpersonen lidt af en drukkenbolt, men han er det på en hverdagsagtig måde. Han adskiller sig ikke synderligt fra de andre beboere på Vesterbro, der følger en daglig rutine, som ligner hans meget. Lige så meget som de er mordgåder, er Dan Turèlls kriminalromaner beskrivelser af Vesterbro. For unge mennesker og andre, der udelukkende kender Vesterbro som det trendy centrum for den mere modebevidste del af Københavns befolkning, er det saerdeles spaendende at laese om luskede smugkroejere, bøllede rockertyper, ludere og drukkenbolte, der indgår i et symbiotisk forhold. Man spørger sig selv, om de nogensinde har eksisteret.
Dan Turèll elskede byen, dens liv, dens larm og saerligt de små historier, der gemte sig alle vegne. Den klare kaerlighed til storbyen ses i mange af hans vaerker. Ikke mindst i hans krimier.
Den fortaellende litteratur, typisk romanen, får sin energi af spaendingen fra forbindelser mellem karakterer, der reagerer og udvikler sig under pres og i kriser, og plottet, der er karakterernes forhindringsløb.
Efter at krimien kom på det litteraere landkort for godt 100 år siden, har man kunnet iagttage en udvikling fra historier med vaegt på den kriminelle intrige til historier om det kriminelle som social og psykologisk igangsaetter.
I krimiens såkaldte gyldne tid (1920’erne og 1930’erne) var der kun lige nok kød på plotskelettet til at sandsynliggøre forbrydelsernes motiver. Men den amerikanske hårdkogte krimi bød allerede tidligt, dvs. siden slutningen af 1920’erne, ind med sociale og etiske overvejelser, der gjorde efterforskeren til en samvittighedens stemme midt i en sump af korruption og andet menneskeligt forfald.
Kollegiale og private forbindelser
Med den kollektive politiromans opkomst lige efter Anden Verdenskrig blev der lagt op til skildring af kollegiale og private forbindelser på politistationerne samtidig med et mere nuanceret blik på forbrydelsens natur.
Efter Sjöwall og Wahlöös succes med 10bindsvaerket ”Roman om en forbrydelse”
(1965-75) og femikrimiens sejrsgang fra USA gik det rigtig staerkt, navnlig i Norden, med at inddrage hele (velfaerds)samfundet i krimiuniverset.
I dag taler nogle laesere og kritikere om »relationskrimier«, når de har at gøre med fiktionstekster, hvor forbrydelsen og dens opklaring kun lige netop er det kit, der holder sammen på historien.
Alle moderne krimier er relationskrimier i et eller andet omfang, og derfor er betegnelsen ikke saerlig praecis. Men nogle er det alligevel mere end andre. Fra Sverige er der aktuelt Anders de la Motte, fra Canada Louise Penny, fra Tyskland Nele Neuhaus, fra Storbritannien Elly Griffiths og fra Danmark Julie Hastrup.
Forbudt sex i den svenske skaergård
Den svenske Säpo-ansatte og krimiforfatter Kristina Ohlsson bebuder en ny serie, der, ligesom Camilla Läckbergs Fjällbacka-serie, foregår på den svenske skaergårds vestkyst.
Den velhavende stockholmer-finansmand August Strindberg – ja, han er i familie langt ude! – ankommer til den lille by Hovenäset, netop som en af områdets beboere er meldt savnet.
Strindberg er nyskilt og godt og grundigt traet af storbylivet. Han vil realisere sin gamle drøm om at drive en secondhandbutik og leve det langsomme, gedigne liv.
Men det hus med forretningslokaler, Strindberg har erhvervet, baerer på en dyster historie.
Mens politiet leder efter den forsvundne karismatiske laerer Agnes og forsøger at finde et motiv til hendes forsvinden, går Strindberg i gang med at opbygge sin forretning.
Samtidig får laeseren lejlighed til at kigge
I RUINER
I afslutningen på Morten Papes Amager-trilogi sammenføjes Amagerbankens krak og folkemord i et pløre af ulykker, lidelser og kynisme. Det er skuffende.
romaner og højt skattede forfattere, og dens grundidé er selvfølgelig manende og aerefrygtindgydende: En unavngiven romanskrivende kvinde bor på en ø, der synes ganske isoleret fra omverdenen. Hvad vaerre er: Med jaevne mellemrum forsvinder faenomener og dermed også erindringen om disse. Det kan vaere silkebånd, fugle, roser og måske til sidst ord, sproget.
Mindejaegerne
Hvis der er genstridige sjaele, som insisterer på at huske eller gemmer disse tabte objekter, bliver de opsøgt af ”mindejaegerne”, der bringer mindelser (!) om Orwells ”1984” og totalitaere regimer. Den voksende forarmelse af krop, sjael og erindring kunne tyde på inspiration fra portugisiske Saramagos ”En fortaelling om blindhed”, og den dag, romaDet
TILSTAND AF TERROR
MAGISKE ØJEBLIKKE
MODNE MAEND 3