Drop samlebåndet, og genindfør patientomsorgen
Idéen om, at en patient er som en bil på et fabrikstransportbånd, blev meget enkelt importeret fra USA med det formål, at der skulle spares personale og senge, som de facto allerede var fjernet fra hospitalerne.
Hvordan vil du modtages, hvis du bliver akut syg? Formentlig har du ikke overvejet det naermere, for det er jo ikke den slags tanker, de fleste mennesker gør sig. Derfor er der ikke rigtig nogen patientforeninger for de akutte sygdomme, og det har givet god plads til politiske eksperimenter og industrielle teorier. Sidstnaevnte betyder, at arbejdspresset er blevet så højt, at personalet ikke laengere kan vaere med. Sundhedsvaesnet er nået dertil, at det kraever en ny og klar politisk opprioritering af isaer store patientgrupper som aeldre, multisyge og psykiatriske patienter.
Bilfabrikseksperimentet. Hånd i hånd med byggeriet af nye sygehuse og akutmodtagelser har skiftende regeringer forsøgt at opbygge et system efter forbillede fra de amerikanske bilfabrikker. Et system, der handler om, at patienten kommer effektivt igennem og ikke mindst hurtigt ud igen. Grundtanken er at gøre behandlingen af patienten til en vare, ligesom når en bil bygges på et transportbånd. Jeg kan godt se teoretisk, at det kan vaere besnaerende at tro på, men desvaerre for patienter og personale virker det ikke i sundhedsvaesnets praksis. Virkeligheden er, at samlebåndsmodellen og minuttyranniet har skabt massive problemer i behandlingen af isaer de akut syge – og det haster med at få systemet rettet op, for isaer de multisyge og de psykiatriske patienter er kaempe tabere i dette system, for disse patientgrupper har i saerlig grad ikke brug for systemer med skift og hastvaerk, men for ro og tid.
Idéen om, at en patient er som en bil på et fabrikstransportbånd, blev meget enkelt importeret fra USA med det formål, at der skulle spares personale og senge, som de facto allerede var fjernet. Udfaldet var naesten givet på forhånd, for modellen blev helt ukritisk sat ind i et system, hvor den ikke rigtig kan bruges, blandt andet af den ellers indlysende grund, at patienter ikke er biler. Patienter er forskellige, fordi de er mennesker, biler på et transportbånd er ens. Hele den indførte model går ud på at saette tid på alle delprocesser, så sengene frigives. Som eksempel: En patient skal kun vaere fire timer i modtagelsen, inden diagnosen er stillet og behandlingen i gang. Så skal sengen i princippet videre til den naeste patient. Men det virker jo ikke, for nogle diagnoser kan slet ikke stilles så hurtigt. Modellen lover også behov for faerre senge, fordi indlaeggelsestiderne vil falde, når en patient udskiftes tjept. Men faktisk havde Danmark nogle af verdens korteste indlaeggelsestider, allerede inden man indførte den. Så den ville aldrig kunne give ret meget mere. Modellen spillede derfor fallit, inden den kom i gang, og nu giver den en vigtig årsag til presset på de ansatte, som søger vaek, da de jo ikke kan levere det umulige, modellen beder dem om.
Specialisering. En anden central trend i udvikling af sundhedsvaesnet gennem de seneste par årtier er en meget ensidig hyldest og styrkelse af den laegelige specialisering. Det er naturligvis til gavn for mange patienter, men også til ulempe for mindst lige så mange. Mere og mere personale søger mod de udredninger og behandlinger, der foregår i kontortiden. Der er bedre arbejdstider og ikke mindst langt mere prestige i at behandle patienter i et ambulatorium end på en sengeafdeling. Fejler patienten kun én ting, er det overkommeligt. Patienter, der fejler flere sygdomme, er langt mere bøvlede at håndtere. De passer ikke rigtig ind i specialiseringsmodellen. Det gør de akutte patienter heller ikke og slet ikke de psykiatriske.
Danmark har brug for et velfungerende sundhedsvaesen. Vi skal holde fast i de fordele, som specialiseringen giver, men også kompensere for dens ulemper. Der skal vaere plads til alle patienter, også dem, der tager tid og fejler flere ting. Det kan vi gøre med en større prioritering af det brede sundhedsvaesen og ikke kun det snaevre og specialiserede. Vi skal prioritere tid og ressourcer hos familielaegen, i psykiatrien og akutmodtagelserne, hvor isaer aeldre patienter behandles. Det er uvaerdigt, at de gamle og multisyge skal nedprioriteres, kastes rundt mellem afdelinger og få en dårligere pleje end nødvendigt, fordi modeller fra industrien til optimering af sengeantal er vigtigere for politikerne end omsorg og naervaer. Jeg mener, vi skal vaek med bilfabrikkens samlebånd og ind med vaerdighed og medmenneskelighed, hvor der er plads til at se og prioritere det enkelte menneske.
Genindfør omsorg og vaerdighed. Vi skal sørge for, at alle de syge får muligheden for at blive indlagt og behandlet, når de har brug for det. Der skal vaere de nødvendige pladser og behandlinger til vores aeldre med flere samtidige sygdomme.
Til vores misbrugere. Til de psykisk syge. Der skal vaere reelt personale og plads til alle de patienter, som i dag får en ringere behandling end de burde, uden at gøre det på bekostning af dem, der får. Det kan man sagtens gøre, hvis man vil slippe de urealistiske modeller fra industrien og finde en model, der passer til de syge. Det koster lidt mere at uddanne de laeger og sygeplejersker, som vi har brug for, og at indrette de senge, som er nødvendige, men til gengaeld får vi et meget tryggere og sikrere sundhedsvaesen for patienterne. Det vil også forbedre vilkårene for det personale, der skal tage sig af patienterne. Personalet har brug for, at politikerne ikke forlanger det umulige, som de gør nu. Der er ikke noget alternativ, for fortsaetter den nuvaerende kurs, ender det i sammenbrud og konflikt. Jeg mener, vi skal aendre kursen nu og genindføre omsorg og vaerdighed og plads til alle vores syge. Vi kan som samfund ikke vaere andet bekendt.
overlaege, folketingskandidat (K) Østjyllands Storkreds
Der skal vaere reelt personale og plads til alle de patienter, som i dag får en ringere behandling end de burde, uden at gøre det på bekostning af dem, der får.