»Jeg får tit øje på folk, der er lidt i udkanten af et faellesskab«

Med sin debutroman ”Sfinx” har Daniel Dalgaard forsøgt at indkapsle, hvor stor, kompleks og absurd verden i hans øjne er. Og ikke mindst, hvordan vi bliver viklet ind og ud af hinandens liv på de mest usandsynlige måder.

Jan Schnecker sidder i sin kørestol ved kanten af en pool på Paradise Beach i Thailand. Han er en gammel mand, lam og stum efter et slagtilfaelde, og mens solen bager nedover ham, som han sidder der, fanget i sin egen krop, fører hans tanker ham tilbage til barndommen på havnen i Gudhjem adskillige årtier tidligere.

Således begynder romanen ”Sfinx”. Senere møder vi også Thea, en kvinde i begyndelsen af 20’erne, der backpacker i Sydøstasien. De to hovedkarakterer har i udgangspunktet intet med hinanden at gøre, og sådan er det også laenge tilfaeldet i den viltre roman, men til sidst vikles de alligevel ind i hinanden i et skaebnesvangert øjeblik.

For selv om ”Sfinx” er en haesblaesende historie, hvor der både optraeder nazister og en altødelaeggende tsunami, er det først og fremmest en fortaelling om, hvordan vores liv på de mest usandsynlige måder haenger sammen, og hvordan noget, der skete både i går og for 50 år siden, kan få betydning for, hvad der sker i morgen.

Eller sagt på en anden måde så handler Daniel Dalgaards romandebut om skaebne.

»Skaebne kan godt få lidt bad credit som begreb. Det kan komme til at lyde som noget magisk eller religiøst, og sådan taenker jeg slet ikke på det. For mig handler det om, at alt kan ske hele tiden, og det er helt vildt og umuligt at holde styr på, men når det kommer til stykket, sker der i hvert øjeblik, hvad der sker, og der skete ikke noget andet,« siger han.

Det klassiske eksempel er aegteparret, der tilfaeldigvis tog til samme fest mange år tidligere, hvor de mødte hinanden. Men i virkeligheden er livet i omfattende grad fyldt af øjeblikke som dette. Både i det store og i det små. Det har den 34-årige forfatter forsøgt at folde ud i den mere end 400 sider lange roman, der er fortalt i syv dele og undervejs skifter både fortaellemetode og tempo.

Hvad sker der i de andre?

»Livet er, at der sker så mange sindssyge ting på én gang, der påvirker hinanden. Det er umuligt at lave et fyldestgørende portraet af, men dette er mit forsøg på at gøre det ved at have alle mulige forskellige vinkler, tidspunkter og personer for på den måde at give en fornemmelse af dette maerkelige system, der bevaeger sig fremad. Måske er man ikke så meget herre over sit eget liv, som man nogle gange kunne taenke sig. For en ting er, hvad der sker for én, men så er der alt det, der sker for ens naermeste, som også påvirker én. Der sker alt muligt, der kommer til at få vidt forgrenende konsekvenser, som man umuligt kan overskue lige nu.«

I 2013 markerede Daniel Dalgaard sig første gang med digtsamlingen ”Vi er ikke konger”. To år senere fulgte den anmelderroste digtsamling ”Spejlkamel”, og siden har han bl.a. bidraget til både antologier og tidsskrifter og udgivet essayet ”Forestillingen om Patrick Mortensen”, hvor han med afsaet i angrebsspilleren fra AGF undersøger manderollen i sin egen generation.

Men debutromanen ”Sfinx” har i virkeligheden rumsteret i mange år. I 2014 befandt Daniel Dalgaard sig på et nedlagt røgeri i Gudhjem. Det var efterår, det blaeste og regnede, og bølgerne vaeltede indover havnen. Han havde nogle gamle tekster med, som han aldrig havde kunnet slippe. Den ene omhandlede en gammel mand, der sidder i et ventevaerelse og er lidt bundet af situationen.

På Bornholm blev den gamle mand til hovedkarakteren Jan Schnecker, der som barn skulle befinde sig i Gudhjem og løbe rundt i klipper og mange år senere skulle sidde der ved poolkanten i Thailand som i romanens begyndelse.

»Han har på den ene side meget fortaellemaessig energi og et vist temperament i sin måde at se verden på, og på den anden side er der en enormt stor afmaegtighed over ham. Han er lammet og sidder der og kan hverken sige noget eller bevaege noget. Det bliver en accelereret udgave af det mysterium, der på en måde er over alle folk, hvor man kigger på dem og taenker: Hvad sker der inde i dig?« siger Daniel Dalgaard.

Det er i virkeligheden noget, der har optaget forfatteren, så laenge han naermest kan huske. Nysgerrigheden på, hvad der sker inde i andre mennesker, og erkendelsen af, at man aldrig med sikkerhed kan vide det. I sin tidlige ungdom i Ringe tog han og kammeraterne ofte på en bodega ved navn Café Felix efter gymnasiefesterne, og der husker han stadig klart fornemmelsen af at sidde i de stille øjeblikke til festerne og få øje på dem, der sad for sig selv.

»Jeg får tit øje på folk, der er lidt i udkanten af et faellesskab. Dem, hvor der er noget ved deres blik, som gør, at de på en måde er til stede og ikke til stede. Der har jeg ofte taenkt: Hvad er der sket i dit liv? Hvem taenker du på? Det er fuldstaendig banale, men for mig afgrundsdybe spørgsmål.«

Verdens absurditet

Da Daniel Dalgaard på et senere tidspunkt opfandt karakteren Thea, vidste han naermest intuitivt, at hun og Jan Schnecker hang sammen. Han begyndte at ane romanen for sig, der skulle fortaelles med flere hovedpersoner og flere hovedspor, der skulle vikles ind og ud ad hinanden.

Selv om de to hovedkarakterer i udgangspunktet er meget forskellige, har de det til faelles, at de har svaert ved at skjule sig i

Jeg føler nogle gange, at jeg går rundt og kigger på en verden, der er absurd. DANIEL DALGAARD, FORFATTER

var braendt ned. I Aalborg forlød det, at Hobro var braendt ned, og alle i byen var blevet draebt. Det var fuldstaendig vildt, som det rygte spredte sig, men det ramte noget i folks fantasi. Der er noget ved den trang til at traenge ind i det makabre og ulaekre. Det blev en naermest seksuel lyst til, at Hobro var braendt ned. Hele Jylland var på den anden ende, indtil det stille og roligt – nogle dage senere – fulgte, at der nok ikke kom nogen alligevel,« siger han.

Selv forsøger Daniel Dalgaard på daglig basis at finde ud af, hvad der egentlig er virkeligt i forskellige sammenhaenge. Men det kan vaere meget svaert, fordi der sker så mange ting hele tiden.

»Det er svaert hele tiden at have greb om, hvad der foregår. Det bliver meget tydeligt med rygter og konspirationsteorier, hvor der opstår separate virkeligheder rundtomkring. På samme måde som med folk, der bliver ved med at udkaempe krige i flere år, efter de er afsluttede. For alle andre er krigen slut, men det har den jo ikke vaeret for ham, der først kommer ud af junglen tre år senere og opdager, at den er slut. Han har jo vaeret i krig. Så hvornår er det virkeligt og ikke virkeligt?«

Det enorme liv

Lige siden Daniel Dalgaard begyndte at skrive om Jan Schnecker og Thea for knap syv år siden, har han vidst, at der var en roman i det. Fordi ”Sfinx” skulle vaere en stor og vild afspejling af verdens enorme absurditet, kompleksitet og storhed, var det en nødvendighed, at den blev fortalt med sidefortaellinger i forskellige dele, temposkift og vidt forskellige fortaelleformer.

»De fleste har en følelse af, at deres eget liv er stort og komplekst og fyldt med personer, historier og relationer, og man ved jo godt, at de andres også er sådan. Men det er kun i glimt, at man virkelig kan føle, hvad det betyder. Og hvad gør det egentlig for en helt almindelig gade? Hvor mange bor her, der har lige så komplekse og levende liv som én selv? Det er helt vildt at forestille sig.

Hvis det lykkes at rumme den forestilling til bare en vis grad, bliver det pludselig noget andet at gå op og ned ad gaden,« siger han.

Flere gange i årenes løb har Daniel Dalgaard taenkt, at han måske var gået i gang med for stort og for vildt et projekt. At han måske burde skrive en mere skarpskåren roman i stedet.

»Men hver gang har jeg følt en voldsom skuffelse over den tanke. For det kunne sikkert blive fint, men det var slet ikke den bog, jeg ville skrive. Jeg havde lyst til, at det skulle vaere en vidtforgrenet bog. Jeg har forsøgt at fange, hvor meget der sker i verden. Der er så mange historier og personer, der hele tiden vikler sig ind og ud af hinanden på de mest usandsynlige måder.«