Formløsheden i Folketinget
Der er samfundsproblemer som for eksempel, hvordan velfaerdsstaten skal finansieres i fremtiden, og så er der de egentlige problemer. Hvis man spørger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, så hører babyer i folketingssalen åbenbart til det sidste. I hvert fald synes hun, det er så vigtigt, at hun ønsker en grundigere debat om reglerne for at tage børn med i salen. Ønsket skyldes, at Pia Kjaersgaard, der som praesidiemedlem havde afløst tingets formand, Henrik Dam Kristensen, i formandsstolen under åbningsdebatten torsdag, stilfaerdigt bad Pernille Skipper om at forlade salen, fordi hun havde taget sin to måneder gamle baby med til debatten.
For et par år siden var det et medlem fra den anden side af salen, den konservative Mette Abildgaard, der blev bedt om – også af Pia Kjaersgaard – at forlade salen, da hun havde taget sin baby med under en afstemning. Så det kan ikke vaere ukendt for Pernille Skipper, hvordan reglerne for folketingssalen lyder og fortolkes. De foreskriver, at man ikke tager børn, babyer, onkler, venner, foraeldre, husdyr eller andre med i salen. Faktisk stadfaestede praesidiet på et møde onsdag, at ingen, der ikke er på arbejde i folketingssalen, har adgang.
De regler har alle partier og medlemmer nikket til, så det kan ikke vaere uvidenhed, der har drevet Pernille Skipper til at tage sit barn med i salen. Men vi naegter på den anden side at tro, at det kan have vaeret noget så banalt som leflen for en folkestemning og hurtig popularitet, også selv om der er en klangbund for det i befolkningen. Det er vel det, som Pia Olsen Dyhrs lynsnare efterspørgsel efter en grundig debat og de flere tusinde likes på Pernille Skippers Facebookopslag om sagen er udtryk for. Men vi naegter alligevel at tro, at det er det, der har vaeret motivet.
Men for en sikkerheds skyld, så tillad os for en stund at gribe til filosofien. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup beskrev i slutningen af 1950’erne forholdet mellem former og frihed.
Egentlig var hans budskab et opgør med den på det tidspunkt voksende forestilling om, at konventioner og regler er af det onde, fordi det haemmer og begraenser individets udfoldelsesmuligheder. Det var den kulturradikale elite, han var ude efter, men i virkeligheden foregreb han også det, der skulle komme fra 1968 og frem. Hans pointe var, at hvis der ikke er regler, formelle omgangsformer, manérer og almindelig høflighed, så ender friheden i dens modsaetning. For hvis man kun dyrker friheden og den beslaegtede formløshed, så ender det i tyranni. Netop ”Formløshedens tyranni” var da også titlen på den artikel, som K.E. Løgstrup skrev om emnet.
Det er måske meget at gøre ud af Pernille Skippers babystunt sådan at traekke filosoffer af stald. På den anden side kan det vel ikke skade at henvise til laerde autoriteter for at pointere, at der er gode grunde til, at der er regler for arbejdet i Folketinget. Det er ikke for sjov, at man betitler sine modstandere og politiske kollegaer som hr. og fru og kalder dem ved fuldt navn, når man taler til dem under debatterne i folketingssalen.
For selv om det kan forekomme fjollet og ude af trit med tidsånden, som jo hylder og dyrker det uformelle og formløse, så er det vigtigt, at der i det parlament, som traeffer vaesentlige beslutninger på befolkningens vegne, er en vaerdig og respektfuld omgangsform. Det er kun godt, at Pia Kjaersgaard påtager sig at påpege det.