Vil vi nøjes med det naestbedste?

Hvad sker der, når rekruttering af nye sygeplejersker ikke laengere er en mulighed? Hvem skal så passe mig, når jeg bliver indlagt på sygehuset? Det er spørgsmål som man fra politisk side bør begynde at overveje, hvis man fortsaetter med at vende det blinde øje til sygeplejerskernes arbejdsvilkår. Så må ledere nødt til at taenke i alternative ansaettelser så som andre faggrupper eller ufaglaerte som får en hurtig introduktion til at udføre basal pleje og omsorg.

Når sygeplejersker udøver det, som af nogle kaldes usynlig sygepleje, er det, at vi formår at vaere naervaerende i relationen til vores patient og de pårørende, som vi også tager os af. Vil vi som samfund give køb på sygeplejerskernes faglighed og ansaette mennesker, hvor udøvelsen af sygepleje ikke har vaeret deres ønske eller førsteprioritet? Det ser umiddelbart sådan ud.

Og når det sker - og bare vent: det kommer til at ske - vil det yderligere laegge et pres på de sygeplejersker, der er tilbage i faget. Mit spørgsmål er derfor, hvilket sundhedsvaesen efterlader det samfundet med? Jeg vil i hvert fald gerne stadig modtages af en sygeplejerske frem for en ufaglaert, hvis jeg skal indlaegges! Vil du også?