Overlevende fra terrorangreb: »Den aften fik vi alle en livstidsdom«
Jyllands-Posten var med, da ofre for terrorangrebet den 13. november 2015 så de tiltalte for massakren i Paris i øjnene.
Beskyldningen om at vaere fej gik åbenbart rent ind. Den tiltalte topterrorist, Salah Abdeslam, viste ifølge en advokat tydelige tegn på at vaere ophidset bag glasvaeggen i anklageboksen.
»Jeg sagde til ham og de andre, at det aldrig er for sent at vise modet til at sige undskyld. En ting er at have et våben. Noget andet er at tro på livet,« sagde en lettet Benjamin Cazenoves, da han mandag havde afsluttet sin vidneforklaring foran en specialdomstol i Paris.
Den 39-årige franskmand, der i 2015 boede med sin danske kaereste i Aarhus og blev behandlet der for sine traumer, fortalte historien om sin nat i helvede under terrorangrebene i Paris 13. november 2021.
Om, som han tidligere har fortalt til Jyllands-Posten, hvordan han barrikaderede sig på et toilet på spillestedet Bataclan sammen med fem andre, hvordan han planlagde at tage en terrorist med sig i døden, og hvordan han efter behandling har gjort alt for at rejse sig igen.
»Jeg er lettet over at have vidnet. De anklagede vil komme til at bruge resten af deres liv på at tale med en mur, mens vi andre forsøger at komme videre,« sagde han.
Mareridtsnatten i Paris efterlod i alt 130 døde, men mange flere sårede på både krop og sind, hvis tilvaerelse blev forandret for evigt af en terrorkommando udsendt af Islamisk Stat.
Oktober er afsat til vidneforklaringer, hvor overlevende og pårørende kalder spøgelserne ud af skabet. For et faellestraek for ofrene er, at de naesten alle i de følgende år kaempede med psykiske problemer og skyldfølelsen over ikke at have reddet de andre.
Efter samme drejebog oprulles lidelserne og minderne dag efter dag. Lidt før kl. 12.30 føres de 14 anklagede ind i den 45 meter lange specialbyggede retssal, der med plads til 500 fylder naesten hele den store indgangshal i retspalaeet på Ile de la Cité i Paris.
Kun vantro på skydeskiven
Baenke og borde er bygget i lyst birketrae, der skaber en sober og naesten venlig ramme om en af de mest barbariske forbrydelser i fransk historie, der efter en otte måneder lang retssag først afsluttes med domfaeldelse i maj naeste år.
De tiltalte er placeret i alfabetisk orden. Klaedt helt i hvidt med ansigtet og skaegget delvis daekket af et sort mundbind sidder Salah Abdeslam, den eneste i selve kommandogruppen, der stadig er i live, taettest på sagens tre dommere. De øvrige er tiltalt for at have hjulpet terroristerne i forskellig grad.
Foreløbig er Abdeslam den eneste, der flere gange har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilhørerne med tillaerte, religiøse saetninger hentet fra islamisterne håndbog.
Da en muslimsk kvinde i sin vidneforklaring bemaerkede, at terroristerne ikke gjorde forskel på trosretninger, og at også muslimer døde, tog Abdeslam ordet og undskyldte.
Det var »et uheld,« sagde han, at der også var muslimske ofre: »Vi gik ikke efter muslimer, vi var kun ude efter de vantro.«
Mange af ofrene lider stadig. Der var dødstille i salen, da Maureen Roussel mandag som det første vidne tog ordet og fortalte, hvordan hendes liv lige siden den skaebnesvangre aften har vaeret kaotisk.
»Det er en kamp dag for dag. Det er svaert at forstå udefra. Men den aften fik vi alle en livstidsdom.«
Hendes aegteskab gik i opløsning sammen med arbejdslivet. Det eneste, der holder hende i gang, er kaerligheden til hendes datter og et ubesvaret spørgsmål om, hvad der kan drive terrorister til deres ugerninger.
»De taler om krigere og soldater, men jeg kan aldrig forstå, at man kan forsvare en ideologi på denne måde og blive en soldat for døden. Måske er det naivt at tro på mennesket, men så vil jeg vaere naiv. Jeg er ikke vantro, for jeg tror på mennesket.«
En anden af dagens vidner var Cédric Rizzo, som Jyllands-Posten mødte i dagene efter terrorangrebet.
Han sluttede sin vidneforklaring med at beklage, at der med hans ord kun sidder små fisk på anklagebaenken og ikke bagmaendene, der giver ordren og finansierer terroristerne.
»Jeg er glad for, at jeg fik det sagt, for det er forsvundet ud af debatten, hvem de virkeligt skyldige er. Her under retssagen er man ved at ophøje Salah Abdeslam til en stor terrorstrateg, men han er bare en meget lille spiller.«
Før Bataclan fortalte vidner om de blodige angreb på Stade de France og på en raekke fortovscaféer i Paris, der gik forud for angrebet på Bataclan. Igennem de seneste dage har den ene hårrejsende beretning afløst den anden.
F.eks. fra Clarisse, der som flere andre ikke ville have sit efternavn offentliggjort. Hun var den sidste, der blev evakueret kl. 01.30 den 14. november 2015. Det lykkedes hende at redde andre ved som en anden James Bond at banke hul i nogle loftsplader øverst på spillestedet og krybe i ly i et virvar af elektriske ledninger. Hun var 24 år, og hendes mission var at overleve.
»Jeg sagde til mig selv, at jeg ville dø af et elektrisk stød,« forklarede hun, før hun nåede til en udluftningskanal, hvor hun spurgte Patrick, en anden overlevende, om han godt ville holde om hende, når terroristerne nåede frem.
En sø af tykt, mørkt blod
»Nedstigningen til helvede begyndte bagefter. Jeg har gjort farlige ting, misbrugt alkohol og er blevet separeret,« sagde hun og henvendte sig direkte til de anklagede.
»I har stjålet min glaede ved ubekymret at gå i byen. Glaeden ved at gå i biografen, at gå på gaden uden at gå i panik. At leve uden angst. Så enkelt er det.«
Bruno Poncet, som Jyllands-Posten interviewede lige forud for retssagen, mødte op i retssalen med Edith, som han har vaeret taet forbundet med siden den forfaerdelige aften. De to overlevede sammen skjult bag en stoleraekke på balkonen.
»Jeg havde en hvid T-shirt på og vejede 120 kilo. Jeg var en god skydeskive. I skal ikke tage mig for en helt, men jeg satte mig på knae med ryggen til Edith og taenkte, at hvis de skyder, kan det måske i det mindste beskytte hende,« fortalte Poncet.
Edith lå i fosterstilling bag ham, men var overbevist om, at hun skulle dø.