RETSSAGEN OM TERRORANGREBET
Retssagen begyndte den 8. september 2021. Dommen ventes i slutningen af maj 2022.
Foreløbig har omkring 1.800 såkaldte civile parter og deres ca. 300 advokater meldt deres deltagelse. 200 af dem skal vidne.
Flere af de anklagede vil også blive retsforfulgt i Belgien for deltagelse i attentater den
22. marts 2016 i metroen i Bruxelles og lufthavnen i byen. Først fra den 2. november vil afhøringerne af de 14 tilstedevaerende anklagede begynde. I alt står 20 anklaget, men seks er ikke fanget. Fem af dem formodes draebt i Syrien. Den eneste terrorist, der var til stede under angrebet, men som ikke udløste sin bombevest, Salah Abdeslam, er den hovedanklagede. Resten anklages for at have hjulpet med logistik, kørsel og som mellemmaend.
»Lugten af krudt og blod traengte ind. Derefter skrigene af smerte. Jeg hører drabene og afventer døden. Skuddene stopper. Så begynder de igen. Smaeld efter smaeld. En ringende telefon, et skud. En bøn, et skud. Jeg presser min vibrerende telefon mod mit bryst. Døren åbner. En kommer ind meget roligt. Jeg ser hans hvide sneakers. Han er tre-fire meter vaek.«
Begge slap ud uden fysiske skader. Terroristen forlod rummet, da den tredje terrorist spraengte sig selv i luften nede på scenen. Men psykisk blev de skadet for livet.
Betjentene, som fandt dem, bad dem løfte T-shirten for at bevise, at de ikke bar spraengstoffer. På vej ud kunne Edith ikke lade vaere med at se.
»Der var en sø af tykt, mørkt blod omkring alle de sammenfiltrede kroppe, der kort forinden drak og dansede. Vi prøvede at traede uden om, men det var ikke altid muligt.«
Så hørte hun en betjent råbe, at de, der var i stand til det, skulle rejse sig. Ingen rejste sig.
På vej ud så hun liget af en ung, smuk, blond kvinde, hvis lemmer vendte i den forkerte retning, men blev kaldt vaek af en betjent: »Kom nu, der er ikke mere at gøre.«
Med to rystende haender foran øjnene sluttede hun: »Det her er vanvittigt, det er vanvittigt. Jeg tror ikke, vi kan helbredes.«
Den 49-årige Poncet har ikke sovet en hel nat siden den 13. november 2015. Efter angrebet forlod han sit job som togfører og er nu aktiv i fagforeningen Sud-Rail på fuld tid.
Han hverken ryger, drikker eller tager stoffer, heller ikke sovepiller, men selv efter tre års psykologbehandling plages han ofte af mareridt. Slutningen er altid den samme. Han dør. Det gør hans naermeste også.