»Det er ganske enkelt en fremragende krimi«
Hillary Clinton debuterer sammen med sin skrivepartner, Louise Penny, i en haesblaesende thriller med et plot, der sidder lige i skabet.
Allerede i thrillerens anslag aner man, hvilken retning Hillary Clintons debutroman vil bevaege sig i, for her fastslås det, at det mest fantastiske, der er sket i nyere tid, faktisk er noget, som aldrig er sket:
»Det er, at man i de 75 år, syv måneder og tretten dage, der er gået siden Nagasaki, ikke har smidt en atombombe.«
Atombomberne over Japan, som USA sendte over Japan mod afslutningen af Anden Verdenskrig, kostede over 350.000 mennesker livet. Lige siden, mens vi har vaeret ramt af Den Kolde
Krig og spredning af masseødelaeggelsesvåben, har man frygtet en gentagelse. Trods et uhyggeligt antal atombomber og stadig flere lande, som besidder dem, er vi sluppet.
Men … i Clintons thriller, som givet mest er skrevet af medforfatteren, Louise Penny, en ferm canadisk krimiforfatter, er der løse atomvåben på spil. Som Penny i weekenden fortalte i et interview på amerikansk tv, var det hurtigt det emne, som Clinton bragte op igen og igen, da de talte om, hvad thrilleren skulle handle om: atombomber i de helt forkerte haender.
Lad mig sige det med det samme: Jeg var skeptisk, da jeg gik i gang med denne mobbedreng af en storpolitisk thriller, for meget godt kan man sige om Clinton, men underholdende og historiefortaeller er ikke det oplagte. Men bogen er det, man på amerikansk kalder en page turner, altså en, hvor man simpelthen ikke kan lade vaere med at laese videre.
Plottet sidder lige i skabet i en bog, der handler om terror, magt, kaerlighed, storpolitik, venskab og forraederi. Det er ganske enkelt en fremragende krimi, skrevet i et let flydende sprog, som minder om at se en Netflixserie. Bogen indledes med tre overrumplende terrorhandlinger på europaeiske jord, som ingen umiddelbart tager ansvar for. Hurtigt traekker handlingen tråde til Afghanistan, Pakistan, Iran, ja, alle de steder, som vi kender alt for godt fra de seneste par årtiers krige og terror – og hele tiden videre til Amerika.
Genkendeligt galleri
Ved siden af det haesblaesende terrorplot, som virkelig er skruet godt sammen, er der naturligvis også et persongalleri af hovedpersoner og politiske sammenhaenge, som kan genkendes fra Washington. Ellers ville det jo ingen mening give at have Hillary Clinton som medforfatter. Her er vi endog meget taet på den virkelighed, som USA har gennemlevet gennem de forløbne 10-15 år:
Praesident Dunn (kaldet
”Dum”) er netop »vrangvilligt« trådt tilbage efter et valgnederlag efter blot en enkelt periode i Det Hvide Hus. Han har efterladt Amerika i et kaos, fordi hans »inkompetence« og »magtfuldkommenhed« har ført til, at nationen ikke laengere respekteres af resten af verden, heller ikke blandt allierede. Der er ingen praemie for at gaette, hvem praesident Dum er baseret på.
Den nye praesident Williams, tidligere senator, er netop tiltrådt. Højst overrumplende udpeger han Ellen Adams, hidtil succesrig mediemogul og heftig modstander af Williams, til udenrigsminister. Praesidentens bevaeggrunde er uklare. Måske mener han bare, hun er dygtig? Måske er han ude på at afsløre hende som udygtig for at få haevn på hende? Parallellerne til praesident Obama og Hillary Clinton er endog meget tydelige.
Truslen kommer indefra
Da terrorangrebene begynder, står det hurtigt klart, at USA’s spritnye regering er udsat for en trussel, som ikke bare kommer udefra, men også indefra. Kombinationen af den hurtige Afghanistan-exit, som praesident Dunn »forhastet« meddelte, og den bombastiske udtraeden af Iran-atomaftalen, som han »uansvarligt« foretog, viser sig at have uhyggelige konsekvenser og bagtanker. Forholdet til virkeligheden er lige her meget taet.
Udenrigsminister Adams’ søn og begge hendes eksmaend indtager roller i opklaringen, og der er så mange plottwist i handlingen, at man skal holde tungen lige i munden, mens man rykker fra hovedstad til hovedstad. Udenrigsministeren står over for svaere valg – også moralske. Venner viser sig at vaere fjender, og fjender viser sig at vaere venner.
De, der taenker, som jeg også gjorde før laesningen, at der måske er for meget selvforherligende over udenrigsminister Adams, som tydeligvis er baseret på Clinton, har såmaend ret. Men krimier er jo ofte baseret på klichéer, som vi ivrigt slubrer i os. Hovedpersonerne i danske krimier er i forbløffende grad ofte alkoholikere og/eller maend/kvinder med rod i aegteskabet. Adams er også en kliché, men det gør ikke noget.
Skaenk måske, som Adams (og Clinton i virkeligheden) et glas chardonnay, når du laeser bogen – for du får ofte brug for noget til at dulme nerverne med i denne staerke, underholdende og skarpe spaendingsroman, som bringer dig det halve af kloden rundt.
Plottet sidder lige i skabet i en bog, der handler om terror, magt, kaerlighed, storpolitik, venskab og forraederi.