Kommunerne evner ikke at give de oversete børn et godt børneliv

Kommunerne formår ikke at løfte opgaven på socialområdet forsvarligt. Bare se på antallet af klager. Samtidig er der alt for stor forskel fra kommune til kommune på, hvilken hjaelp de usynlige børn får.

Der tales meget om retten til et godt børneliv. I praksis gaelder retten dog ikke psykisk handicappede børn eller deres søskende.

Børn med diagnoser er oversete børn. De lever et børneliv under et vedvarende følelsesmaessigt pres i rammer, som er ødelaeggende for dem – og den politiske holdning er, at det skal de bare kunne rumme.

Diagnosebørnenes søskende er usynlige børn. De lever med livsvilkår, som kan vaere rigtigt svaere at rumme. Men når disse livsvilkår begynder at påvirke deres trivsel negativt, afhaenger muligheden for at få hjaelp af, hvilken kommune de bor i. Begge børnegrupper har krav på et fornuftigt børneliv. Men som mor til to børn, hvoraf det ene er diagnosticeret med adhd og autisme (Asperger), så kan jeg bare konstatere, at det er en naesten umulig opgave at sikre i en kommune, som ikke prioriterer retten til et bare fornuftigt børneliv.

For min søn, som har diagnoserne, er livet en konstant kamp. Han er en dejlig og intelligent dreng, som går i en normal folkeskole. Det betyder, at hans dagligdag er fyldt med alle de ting, som han på et personligt plan har meget svaert ved at rumme: manglende struktur, uforudsigelighed, kravstillelse og sociale udfordringer.

Han lever i en verden, hvor han konstant er på overarbejde i sit skoleliv. I timerne grundet alt for høje klassekvotienter med store og larmende klasser, hvilket påvirker hans indlaeringsmuligheder negativt. I frikvartererne kaemper han en desperat og forgaeves kamp med at prøve at afkode sociale situationer og kommunikation. Når han så bliver for fyldt op af det, så bliver han gjort forkert og udskammet for ikke at opføre sig ordentligt. Det uden forståelse for, at det er hans eneste måde at råbe om hjaelp på.

Han sidder i en folkeskole uden nogen specialpaedagogisk indsigt eller tilgang. En folkeskole, hvor det er lettere for skolen at skrue ned på hans laering frem for at aendre på rammerne. Derfor tilbringer mange diagnosebørn også deres skoleliv med at spille onlinespil bagerst i klasselokalet, mens de andre børn modtager laering. Det, selv om folkeskolen som inklusionsskole jo SKAL sikre, at diagnosebørnene kommer igennem folkeskolen med samme laeringsniveau som alle de andre børn. Men det evner folkeskolerne typisk ikke – og børnenes fremtid er den store taber.

Forestil dig, at du hver evig eneste dag kom så brugt hjem fra arbejde, at du ikke kunne overskue at vaere sammen med andre mennesker og havde svaert ved at styre dine følelser af ren udmattelse. Det er min søns børneliv på daglig basis, fordi han har et usynligt handicap. I modsaetning til os voksne kan han ikke finde et andet sted at vaere, som han kan rumme at vaere i. Der er ingen alternativer for ham. Han er for intelligent og velfungerende til at komme på en specialskole.

Som mor ved jeg godt, at tingene kunne vaere vaerre. På min søns aktuelle skole prøver man i det mindste på at møde hans behov. Det i modsaetning til den tidligere skole, hvor hans massive mistrivsel grundet de voksnes måde at møde ham uhensigtsmaessigt på betød, at hans børnepsykolog direkte sagde til mig, at jeg skulle flytte min søn straks, fordi han risikerede at ende som selvmordstruet, hvis han blev på skolen. Velkommen til den danske inklusionsskole.

Så jeg er vred på politikerne, som ingen respekt har haft for, hvor ødelaeggende det er for børn med psykiske handicap at rumme en folkeskole, som ikke kan tage forsvarligt hånd om dem. Der ér en årsag til, at antallet af f.eks. autismebørn med skolevaegring i folkeskolen er massivt.

Jeg er også vred på politikerne over, at min søns selvvaerd som menneske, hans fremtid og hans mulighed for at blive en velfungerende og bidragende borger uagtet hans handicap ødelaegges – og uden at han får en chance for at vise, hvad han reelt kan, hvis han bliver mødt socialpaedagogisk forsvarligt. Sad min søn i kørestol, ville man have bygget ham en rampe. Men fordi hans handicap er psykisk, så må han i praksis sejle sin egen sø.

Men jeg fortaeller det også, fordi min søn har en lillesøster. Og hvis min søn politisk set er et overset barn, så er min datter politisk set et usynligt barn.

Min datter er en skøn, lille korkprop, som dagligt lever med det svaere livsvilkår, det er at have en storebror med diagnoser. En bror, som hver eneste dag kommer hjem så fyldt med frustrationer og manglende overskud efter en hård skoledag, at han ikke kan rumme at skulle forholde sig til andre mennesker. Hun bliver derfor ofte hans følelsesmaessige pryglehest.

Min datter har i mange år rummet sit livsvilkår flot. Men hendes selvforståelse og trivsel krakelerer så småt, i takt med at min søn får det svaerere med at rumme de rammer, som han forventes at skulle vaere i – og der er ingen hjaelp at hente til hende.

For min datters behov for at have ligesindede at spejle sig i som overlevelsesredskab (i form af børnegrupper for pårørende) kan ikke mødes, fordi vi bor i Syddjurs

Kommune, hvor politikerne har valgt at spare børnegrupperne vaek. Og jeg kan ikke hjaelpe hende ved selv at købe mig til ydelsen, for den eksisterer ikke som tilkøbsversion.

Jeg er vred på politikerne, som ingen respekt har haft for, hvor ødelaeggende det er for børn med psykiske handicap at rumme en folkeskole, som ikke kan tage forsvarligt hånd om dem.

Den virkelighed står min datter ikke alene med.

I Danmark findes en stor gruppe børn, som dagligt lever med det svaere livsvilkår at vaere pårørende til psykisk handicappede søskende. Det er børn, som skal finde sig i ting og tilsidesaette sig selv på områder, som mange voksne ikke ville kunne rumme at gøre. Børn, som ofte lider varig skade børnepsykologisk set, når der ikke saettes forebyggende ind. Alligevel er det en usynlig gruppe. Min datter må derfor bare leve med det faktum, at kommunerne i dag er så sparefokuserede, at børns rettigheder ofte bliver ofre for hensynet til at optimere kommunernes økonomi. For i kommuner som Syddjurs Kommune smides de usynlige børn bare ud midt på søen og får at vide, at de må laere at svømme – og kan de ikke det, så kommer hjaelpen først, når de er druknet. Det i form af genoplivningsforsøg.

Kommunerne kan tillade sig at ignorere disse børn – selv om de med en forholdsvis begraenset faglig indsats kunne undgå at komme i mistrivsel – fordi sociallovgivningen er sådan indrettet, at søger du hjaelp til de usynlige børn, så er kommunen ikke engang retligt forpligtet til at give dig et formelt afslag efter forvaltningsloven, som kan påklages.

Min lille historie står desvaerre på ingen måde alene i det socialfaglige landskab for hverken diagnosebørnene eller deres pårørende søskende. Det er ikke acceptabelt. Både de oversete og de usynlige børn har ret til et godt børneliv – og i rammer, som ikke ødelaegger deres trivsel og udvikling.

Som foraelder er det min opgave at sikre, at mine børn kommer ind i voksenlivet som hele mennesker. Men jeg kan ikke købe mig til alternativer, så mine børn sikres den hjaelp, som de har brug for. Så jeg må sikre mit oversete barn og mit usynlige barn hjaelp via kommunen – og det er en hård, vedvarende og udmattende kamp. Kommunerne evner ikke at løfte opgaven på socialområdet forsvarligt. Noget, Ankestyrelsens høje omgørelsesprocent i klager over kommunernes sagsbehandling på socialområdet også understreger. Samtidig er der er alt for store udsving fra kommune til kommune, i forhold til om de oversete og de usynlige børn kan få den relevante hjaelp eller ej. Men ”børnenes statsminister” har stukket hovedet ned i sandet – og det ser ikke ud, som om hun nogensinde har taenkt sig at traekke det op.