Hatten af for politiske ledere med mod

Det er ikke altid de modigste politiske ledere, som belønnes i den aktuelle debat. Tag blot Venstres Jakob Ellemann-Jensen, som har fået hug for støtte til mere øremaerket barsel til faedre. Heldigvis belønnes modet ofte på laengere sigt.

Da debatten om mere øremaerket barsel til faedre rullede for en måneds tid siden, var det forventet, at regeringens støttepartier og det meste af højrefløjen stod på hver sin side, som de har gjort i mange år i den diskussion.

Det var heller ikke nogen stor sensation, at Socialdemokratiet – som gennem mange år har haft det svaert med øremaerknings-diskussionen – lurepassede lidt og lagde sig i ly af EU-direktivet, som dikterer mere øremaerket barsel.

Nej, det overraskende – og positive – skifte var, at Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen nu støttede mere øremaerket barsel ud fra en argumentation om, at det vil gøre det nemmere for faedre at holde mere barsel og give kvinderne bedre karrieremuligheder.

Det holdningsskifte gav drøje hug fra de øvrige borgerlige partier og ikke mindst dele af baglandet i Venstre, som traditionelt har stået staerkt på familiernes frie valg (og så glemmer vi lige, at det frie valg reelt hidtil har vaeret begraenset af langt mere øremaerket barsel til mødrene). Men jeg må blankt erkende, at jeg i den grad tog hatten af for Venstre og Ellemanns melding. I min bog var det holdningsskifte gjort af det mod, som ledere i almindelighed og politiske ledere i saerdeleshed skal udvise.

Der er adskillige eksempler på, at modige politiske ledere har vaeret med til at gennemtvinge reformer, som for eftertiden har vaeret helt rigtige og vigtige.

Eksempelvis i 1987, da trepartsforhandlinger mellem fagbevaegelsen, arbejdsgiverne og den konservative Schlüter-regering førte til, at alle parter forpligtede sig til en udbredelse af arbejdsmarkedspensioner.

LO-fagbevaegelsen med davaerende formand Finn Thorgrimson i spidsen stod fadder til idéen om at udbrede arbejdsmarkedspensionerne markant, og selv om det i dag står tilbage som noget naer en genistreg, måtte Thorgrimson og co. dengang tage nogle taesk i baglandet for den høje prioritering af arbejdsmarkedspensionerne i overenskomstforhandlingerne. Det betød jo, at der ikke var plads til lige så høje lønstigninger her og nu.

I 1990’erne mødte den socialdemokratiske Nyrup-regering også mange barske ord fra baglandet, da den gennemførte flere arbejdsmarkedsreformer, som blandt andet forkortede dagpengeperioden markant og strammede reglerne for unge ledige.

Det kraevede mod, men eftertiden belønnede Nyrup, da reformerne var en vaesentlig del af forklaringen på, at vi siden har haft et meget fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked med lav arbejdsløshed – både i historisk og international målestok.

Uden direkte sammenligning med arbejdsmarkedspensioner og -reformer før årtusindskiftet tror jeg faktisk på, at en markant udvidelse af faedres barselsrettigheder også vil få historisk positiv betydning for både familierne, erhvervslivet og samfundet.

Hvis fordelingen af barslen bliver langt mere lige, kan det nemlig blive et afgørende skridt for at få flere talentfulde kvinder til at gøre karriere og komme ind på ledelsesgangene. Derfor er det rigtigt at gøre, og derfor var holdningsskiftet modigt og rigtigt af Venstre.