Det store forvandlingsnummer – på et år er dansk fodbold fløjet fra kviksandet til himlen

Man kan ikke overvurdere betydningen af Danmarks kvalifikation til naeste års VM.

Det giver ret beset ingen mening at kaste sig ud i endnu en hyldest af de danske fodboldherrer.

For det første kan efterhånden kun de allerfaerreste her til lands vaere upåvirkede af deres optraeden både på og uden for banen.

For det andet er lageret med superlativer for laengst ryddet i beskrivelsen af nye højdepunkter.

Lad mig derfor indlede et helt andet sted.

For godt et år siden igangsatte vi på Jyllands-Posten forarbejdet til en artikelserie om dansk breddefodbold.

Under overskriften ”Seriebolden bløder” endte vi med over flere kapitler at beskrive, hvordan forandrede motionsvaner, fraflytningen fra yderområderne og en faldende følelse af forpligtelse over for faellesskabet havde gjort et kraftigt indhug i antallet af herreseniorhold – på 20 år var 900 hold, svarende til 40 pct., forsvundet i Jylland.

På nogenlunde samme tid, altså i efteråret 2020, havde herrelandsholdet – i sine første kampe under Kasper Hjulmand og i sine første kampe i 10 måneder – først vaeret klart underlegent på vej mod et nederlag til Belgien for siden at levere en fesen nulløsning mod England.

Med andre ord var dansk fodbold på det tidspunkt langtfra i topform og var i stedet omgaerdet af en masse usikkerhed – ingen decideret krise på landsholdsniveau, men alligevel tvivl om potentialet i det nye projekt.

Sjovt at taenke tilbage på, som jeg sidder hér i Parken, naesten alene og med tirsdag staerkt på vej til at blive onsdag.

Med en del besvaer har Danmark netop slået Østrig, holdet har løbet aeresrunde, badet landstraeneren i øl og er forsvundet ned for at fejre videre i omklaedningsrummet, otte kampe i kvalifikationsturneringen til VM 2022 er endt med lige så mange sejre og en målscore på 27-0, billetten til den mildt sagt kontroversielle slutrunde i Qatar er indløst, og de ovennaevnte minder om status for 12 måneder siden virker naermest surrealistiske.

Forvandlingen er total, fortaellingen eventyrlig.

Ja, landsholdet fik en fordelagtig lodtraekning og har mødt naermest fornaermende ringe modstand, men Hjulmand og spillerne har mere end bestået på alle parametre og har med besnaerende praestationer fortjent at foraere både sig selv og dansk fodbold som helhed denne kaempe gave.

Vigtigheden af Danmarks sjette deltagelse ved verdensmesterskaberne kan nemlig ikke fremhaeves nok.

Den tredje slutrunde på stribe med rødt-hvidt islaet er lig med et endnu sikrere fundament, en endnu større stolthed og en endnu større mulighed for at agere offensivt og langsigtet.

Lederne i Dansk BoldspilUnion budgetterer aldrig med indtaegter fra EM eller VM, men de kan nu igen igen imødekomme flere millioner fra et mesterskab, hvilket vil gøre dem i stand til at fremtidssikre deres sport.

I eliten kan man i ro og mag udvaelge sig de rigtige projekter og de rigtige visioner for at fastholde og udbygge den nuvaerende position. Ikke blot A-landsholdet, men også alle ungdomsholdene har ramt et bemaerkelsesvaerdigt niveau, og de ansvarlige behøver altså derfor ikke kaste sig ud i vilde eksperimenter, men kan koncentrere sig om finjusteringerne.

I bredden vil medgangen øge begejstringen og arbejdsglaeden blandt de frivillige. Landsholdets succes og den genvundne popularitet i den brede befolkning vil godt nok ikke alene sikre en øget tilgang i børneraekkerne – forskning har eftertrykkeligt aflivet opfattelsen af, at gode resultater er den sikre vej til flere spillere, men i form af nye tiltag vil også amatørfodbolden kunne få glaede af den øgede indtjening.

Om det raekker til at vende den alarmerende tilbagegang på medlemsfronten, er for tidligt at sige, men udgangspunktet er alt andet lige et helt andet end for godt et år siden.