Intet juridisk kønsskifte til børn
Vi har skrevet det tidligere på denne plads og gentager det gerne: Juridisk kønsskifte er en alvorlig sag, der ikke er for børn. Derfor er der grund til at rose regeringen for, at den har besluttet – indtil videre i hvert fald – at laegge det laenge ventede lovforslag, der skulle saenke eller fjerne aldersgraensen på juridisk kønsskifte, på is. I dag er det muligt at skifte juridisk køn, fra man er 18 år.
Regeringen efterlader dermed sine venstreorienterede støttepartier staerkt utilfredse på perronen, for de har laenge set frem til, at man lovgivningsmaessigt kunne imødekomme forventningen fra isaer de identitetspolitiske lobbyer og ikke mindst fra LGBT+-bevaegelsen om en ny lov. Enhedslistens Pernille Skipper er endda så rasende over regeringens tøven, at hun stadig leder efter ord for at beskrive, hvor »nederdraegtigt«, hun finder det.
Siden 2014 har det vaeret muligt for voksne mennesker at skifte juridisk køn uden at have modtaget hormonbehandling eller kirurgisk at have skiftet køn. Det var den davaerende SR-regering, som fik den lov vedtaget med støtte fra venstrefløjen og staerke protester fra blå blok.
Men et par år senere, hvor magten havde skiftet haender, nedsatte davaerende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen ikke desto mindre en arbejdsgruppe, der skulle kigge på et nyt regelsaet. Inspireret af de norske regler på området sendte ministeren endda en prøveballon i vejret i Folketinget med en idé om, at børn helt ned til seksårsalderen skulle kunne skifte køn juridisk. Men det skal retfaerdigvis siges, at De Konservative var staerkt imod, så derfor blev der aldrig fremsat et forslag under VLAK-regeringen.
Til gengaeld samlede Mette Frederiksens S-regering lynsnart stafetten op, og der var ingen ende på feststemningen, da davaerende ligestillingsminister Mogens Jensen midt under Pride-festivalen i København fremlagde et udspil om rettigheder for seksuelle minoriteter. Med i pakken var også et løfte om, at børn uanset alder skulle kunne skifte køn i cpr-registeret. Det Etiske Råd, som er sat i verden for bl.a. at rådgive politikere i etisk vanskelige sager, som denne sandt for dyden må siges at vaere, anbefalede dog en aldersgraense omkring de 10-12 år. Men siden er det kommet frem, at rådets medlemmer langtfra er enige – nogen ønsker en lavere alder, andre en højere og et enkelt medlem ønsker endda den nuvaerende på 18 år bevaret. Det er denne uenighed, regeringen har valgt at lytte til, og det tjener til dens aere.
Et samfund skal kunne kendes på, hvordan det behandler og beskytter sine minoriteter. Det vurderes, at ca. 0,6 pct af befolkningen lever med en uoverensstemmelse mellem det biologiske køn og det oplevede køn. Der findes mange vidnesbyrd om, hvor forfaerdeligt det kan vaere, og derfor skal der naturligvis vaere mulighed for, at disse mennesker kan skabe rammer for at leve i overensstemmelse med deres oplevede køn – når de er voksne og selv kan overskue konsekvensen af beslutningen.
Men som det har vaeret naevnt, er det ikke en beslutning, man skal overlade til børn på et tidspunkt, hvor de ikke engang bestemmer deres egen sengetid, og i en fase af livet, hvor køns- og identitetsforvirring hører med. Det betyder ikke, at de ikke skal vises den største omsorg, beskyttelse og forståelse. Tvaertimod. Men den omsorg ligger ikke i det sidste ciffer i cpr-nummeret eller i en lovgivning, der forsøger at imødekomme tidsånden og en aggressiv identitetspolitik. Derfor bør regeringen gøre sin taenkepause permanent.