De når naesten i mål på den svaere toer
Der er knap så mange oplagte ørehaengere på det andet album fra populaere Jung, som der var på det første.
Meget blev aflyst i 2020, men noget godt skete der i den danske musikbranche. Vi fik debutalbummet fra Jung, som lyder af Kliché, TV-2, Nephew og The Minds of 99, men heldigvis mest af sig selv.
Den danske poptrio Jung fik flotte anmeldelser for albummet ”Blitz” (2020). Det blev eksempelvis til fem af seks mulige stjerner i Jyllands-Posten, og ved årets udgang indtog udspillet førstepladsen på avisens liste over årets danske plader.
Coronakrisen forhindrede i vid udstraekning Jung i at promovere debutalbummet live.
»Vi måtte aflyse en turné og intet mindre end 22 festivaljob, men vi er stadig et nyt band, så vi havde ikke tjent millioner på at spille,« kom det ydmygt fra forsanger Jonas Jung i Jyllands-Posten, hvor man i foråret 2020 kunne laese en serie om kunstnere, som stod et specielt sted i karrieren, da coronakrisen ramte.
Sange fra sommerhuset
Hvad gjorde de så? De tog i sommerhus for at skrive nye sange, og otte af dem har fundet vej til bandets andet album, ”Forfra forbundet”, der udkommer fredag.
Er pladen lige så god som den første? Nej, men naesten. Karismatiske Jonas Jung afleverer fortsat sine tekster om kaerlighed og alkoholproblemer i insisterende stød, og bandet omfavner sammenligningerne med TV-2 og praesenterer rendyrket 1980’erpop i eftertaenksomme indslag som ”En hel tid vi ik’ taler om”. Andre steder synes Jung i nogen grad at have trukket sig vaek fra forbillederne, hvilket bandet bestemt ikke skal klandres for.
Skuffelsen sniger sig alligevel ind, for der er ikke så mange oplagte ørehaengere på den nye plade, som der var på den første. Ja, åbningsnummeret ”Begår tyveri” samt titelnummeret ”Forfra forbundet” er skruet sammen til faellessang, men et par af de øvrige sange virker mere retningsløse, skitseagtige og uforløste.
På trods af coronakrisen fik debutalbummet ”Blitz” platin med mere end 20.000 solgte eksemplarer. Denne gang får Jung muligheden for at promovere musikken live. Bandet spiller arenakoncerter i Odense, Aarhus, København og Aalborg i november og december.
Kaos fra barndommen
Danske Nima er ifølge eget udsagn inspireret af navne som Radiohead, Massive Attack, Mew og Kashmir. Det er der så mange, der er, men her laener forsanger og sangskriver Markus Nyberg og resten af bandet sig diskret op ad forbillederne og skaber deres helt egen på én gang klaustrofobiske og uhyre iørefaldende rock. På det melankolske højdepunkt ”Feeling Like a Blur” adresserer sangskriveren sin kaotiske barndom uden at tabe den staerke melodi af syne.
Point for ihaerdighed til Go Go Berlin, som har den velsyngende Christian Vium i front og isaer live har noget at byde ind med. Bandets plader savner generelt staerke sange og mest af alt originalitet, men der er fremgang at spore på aktuelle ”Expectations”, hvis sange praesenteres i et poprocket univers, der slører de tidligere lidt for tydelige referencer til 1970’ernes store, pompøse rocknavne.
Signe Høirup Wille-Jørgensen er bedst kendt som fast leverandør af sylespids støjrock i Speaker Bite Me, men på albummet ”Lyst” – udgivet under navnet Jomi – leder hun tankerne hen på Joni Mitchell med en raekke umiddelbare sange. Det fungerer bemaerkelsesvaerdigt godt. Hun praesenterer sine vedkommende tekster om samtykke og storbytravlhed i et venligt, inkluderende lydbillede.
Stemmen er noget svaekket, men Sebastians evne til at skrive sange er intakt. Det vidner hans nye album, ”Tidløs erindring”, om. ”Corona Homework Habit” hedder en af sangene, ”Corona Corona” hedder en anden, og hvem andre end Sebastian kan få meningsfulde sange ud af pandemien og selvisolationen? Hvad end Sebastian synger om, fremstår sangene tidløse.
Bevares, forsanger Lau Højen lyder noget bedre i sit band Carpark North, end han gør på sit aktuelle, dansksprogede albumdebut, ”Vi vil gerne kysses”, men bandets netop genudgivne, selvbetitlede debutalbum fra 2003 aeldes ikke ligefrem med ynde. Denne svulstige blanding af rock og synthpop synes fanget i en tidslomme, og selv om koncerterne var ganske medrivende dengang, er der noget forceret over musikken på plade.