Vi kan godt vaere politisk uenige, selv om vi er kvinder, Helle Thorning
Ved Alt for Damernes flotte 75-års jubilaeumsfest blev udtrykket ”søstersind” slået fast, og bladets chefredaktør uddelte en Søstersindspris til den første kvindelige statsminister, Helle ThorningSchmidt.
Søstersind var på en måde et bekendt udtryk, selv om det tidstypisk havde aendret formulering. Da rødstrømperne i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne var på deres højeste, hed det søstersolidaritet. Det gik ud på, at vi som kvinder skulle vaere opmaerksomme på, at der var andre vilkår for kvinder end for maend – både i politik og i samfundet som helhed.
Jeg var nyvalgt folketingsmedlem og blev derfor aldrig en aktiv del af rødstrømpebevaegelsen. Jeg brugte kraefterne i Socialdemokratiet, men støttede rødstrømperne, hvor jeg kunne. Vi var nogle kvinder, der etablerede en kvindegruppe, som vi kaldte Strikkeklubben, selv om vi aldrig strikkede. Vi syntes, at det lød så tilforladeligt! Vi skrev dels nogle skolebøger, ”Du spiller en rolle – også en kønsrolle”, ”Du skal selv bestemme”, ”Tøser og Tarzaner”, eller til de voksne ”Heltindehistorier”, den sidste sammen med flere kvinder, hvor vi fandt glemte kvinder frem. Ligesom vi sendte hilsener til kvinder, som vi syntes blev urimeligt behandlet, her husker jeg venstrekvinden Britta Schall Holberg, som vi bakkede op om.
Vi var opmaerksomme på kvinders vilkår, og vi støttede aktivt kvinder – også dem, der stod et helt andet sted politisk. Det var kønnet, det drejede sig om, og ikke, hvordan de placerede sig politisk. Den radikale Lone Dybkjaer og jeg var aktive for at få organisationer til at udpege kvinder, og hvis de ikke gjorde det, så kunne de miste deres plads, f.eks. i Teknologirådet. Det hjalp. Ligesom vi fandt kvinder frem, der kunne vaere formaend/forkvinder i de udvalg, der blev nedsat. Det viste sig også, da Folketinget nedsatte Det Etiske råd, og Else Marie Sejre Larsen blev dets første formand.
Nu har Helle Thorning-Schmidt skrevet en bog, hvor også ”søstersind” indgår. Hun bruger plads på at fortaelle, at der ikke var meget søstersind fra Kvinfos davaerende formand, Elisabeth Møller Jensen, fra forfatter Hanne Vibeke Holst eller fra mig selv. Og det fremgår, at hun har en anden forståelse af søstersind, end vi havde, da det hed søstersolidaritet. Vi lagde aldrig op til, at vi skulle vaere enige med de kvinder, vi prøvede at støtte, og vi forlangte ikke søstersolidaritet fra dem. Det var vores indsats.
Helle Thornings søstersind viser sig ved bl.a. at haenge os tre ud. Det kan vi sagtens baere, men det undrer mig alligevel, at visionsløs skulle vaere bevidst diskriminerende over for kvinder. Men jeg har ingen kvaler med at leve med, at det mener Helle ThorningSchmidt. Jeg var glad, da vi fik en kvindelig statsminister, men der var store dele af hendes politik, som jeg var uenig i og ikke følte nogen forpligtelse til at støtte – salg af Dong, opgivelse af barsel til maend, at »der kom en god løsning i morgen« – hvilket betød, at en betalingsring ikke blev til noget m.m. Selvfølgelig gav jeg udtryk for det offentligt.
Vi lagde aldrig op til, at vi skulle vaere enige med de kvinder, vi prøvede at støtte, og vi forlangte ikke søstersolidaritet fra dem. Det var vores indsats.
Det er ikke manglende søstersind at vaere uenig politisk og give udtryk for det. Kvinder skal ikke havne i den grøft, at kun kønnet taeller. Selvfølgelig er kvinder også politisk uenige, og selvfølgelig skal de give udtryk for det. Derfor er det også velkomment, at Helle Thorning-Schmidt har skrevet en bog om sine oplevelser som kvinde og som den første kvindelige statsminister.