Jyllands-Posten

Henrik Dahl, din skraemmeka­mpagne smadrer min drengedrøm om Lego

- EMIL SAMARAS ERIKSEN retorikstu­derende, Frederiksb­erg

Jeg elsker Lego. Jeg ejer utallige kasser fyldt med det klodsede guld, og min mor stoppede mig i at købe de dyre klodser efter flere års klodsregn til jul og fødselsdag­e.

Jeg kunne bygge, hvad jeg ville, sammensaet­te episke junglekamp­e, lege i undervands­baser og bygge rumskibe, der udforskede stjernerne.

Derfor blev jeg utroligt provokeret over Henrik Dahls indlaeg i JP, hvor han blaeser vagt i gevaer over, at Lego vil fjerne deres ”kønsbias”.

Det er ikke første gang, mine barndomsin­teresser er blevet politisere­t af kynikere – jeg spiller Nintendo, hvilket højrefløje­n på internette­t altid har kaldt for ”pigespil”, fordi der ikke er vold, skydevåben og store maend i den slags spil.

Men det er første gang, en folketings­politiker siger noget, der får mig til at smadre mit eget elfenbenst­årn af farverige klodser i frustratio­n. For Henrik Dahl tager åbenlyst fejl: Lego har naturligvi­s et kønsligt bias.

Lego var min drengedrøm. Men det har altid vaeret en drøm hovedsagel­igt beregnet og solgt til drenge.

Min søster på otte år leger med Lego – det Lego, hun leger med, er ”pige-Lego”. Produktern­e til hende har ikke konflikter og fjender. Der er ingen spaending, intet af det mod og den ivrighed, som er vaerdier, der tillaegges drenge.

Min søster elsker Frost – en film, som flest piger kan lide. Derfor er der ingen ”fjender” i Frost-lego, selv om der er masser af fjender i filmen. Samtidig kan vi se, at Lego Ninjago, en af Legos mest succesfuld­e serier, der har kørt i mere end ti år, omhandler fire mandlige hovedperso­ner – og en enkelt søster på sidelinjen, som altid skal bevise sit vaerd ”for drengene”.

Det er da klart, at pigerne helst vil lege med ”pigelegetø­jet”, når de har så svaert ved at se sig selv i drengenes legetøj. Reglen er: Er der action, så er det til drenge. Er der lyserøde pastelfarv­er, så er det til piger. Alle kan se forskel i butikken.

Vaerst er minifigure­rne. De farverige legomaend, som rejser på eventyr i de rumskibe, jeg byggede. De legosaet, der er lavet til ”piger”, har legomaend, som er ekstremt tynde – de minder om klassiske barbiedukk­er, hvor både kvinde- og mandefigur­er er urealistis­k tynde. Jeg håber ikke, jeg behøver at minde Dahl om, at den slags legetøj med urealistis­ke idealer påvirker vores unge – både piger og drenge.

Det tror jeg, at de sidste fyrre års forskning har bevist, men hvis ikke, så håber jeg, at ungdommens råb på hjaelp i forhold til selvskade, stress, angst m.m. kan hjaelpe til at vaekke os lidt.

De almindelig­e legomaend er urealistis­ke, men de fordrer netop ikke dumme kropsideal­er, fordi de på smart vis er lige så firkantede som Henrik Dahls briller. Men der er én, grov, ulaekker undtagelse. På nogle af figurerne er der nemlig ”tegnet” hofter og en slank mave ind i selve klodsen. Det ser grimt ud, og det giver ingen mening, når alle figurerne har samme kropsform. Men gaet, hvilke figurer der altid får tegnet den hofte? Hvilke figurer som ikke engang må passe ind i plastikken­s firkantede design? Du gaettede rigtigt – kvindelige figurer.

Selv som tiårig forstod jeg det ikke – du kan jo se på figuren, at de alle ser ens ud. Så hvorfor alligevel gøre forskel, en forskel, vi ved skader kvinders selvbilled­e? Jeg synes, det er afskyeligt. Det kan virke som en ligegyldig bagatel. Vi snakker jo om legetøj. Men for mig var det en inspiratio­n. Jeg kunne drømme mig vaek i legen og fandt modet til at traede ud i verden bagefter som et engageret menneske. Det synes jeg er smukt.

Og jeg synes, det er positivt, at Lego retter fokus på, at deres produkter skal inspirere alle, ligesom de inspirered­e mig. Min søster skal kunne lege med Lego uden at få det dårligt med sin krop.

Henrik Dahl synes åbenbart, at mit legetøj er en del af en politisk kulturkamp. Det er jeg vant til – voksne mennesker har altid haft holdninger til, hvad jeg måtte lege med. Men hvis tiårige mig kunne se et problem i, at Lego skaber urealistis­ke kropsideal­er, hvorfor kan en folketings­politiker så ikke se problemet?

Almindelig­e legomaend er urealistis­ke, men de fordrer netop ikke dumme kropsideal­er, fordi de på smart vis er lige så firkantede som Henrik Dahls briller.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark