Henrik Dahl, din skraemmekampagne smadrer min drengedrøm om Lego
Jeg elsker Lego. Jeg ejer utallige kasser fyldt med det klodsede guld, og min mor stoppede mig i at købe de dyre klodser efter flere års klodsregn til jul og fødselsdage.
Jeg kunne bygge, hvad jeg ville, sammensaette episke junglekampe, lege i undervandsbaser og bygge rumskibe, der udforskede stjernerne.
Derfor blev jeg utroligt provokeret over Henrik Dahls indlaeg i JP, hvor han blaeser vagt i gevaer over, at Lego vil fjerne deres ”kønsbias”.
Det er ikke første gang, mine barndomsinteresser er blevet politiseret af kynikere – jeg spiller Nintendo, hvilket højrefløjen på internettet altid har kaldt for ”pigespil”, fordi der ikke er vold, skydevåben og store maend i den slags spil.
Men det er første gang, en folketingspolitiker siger noget, der får mig til at smadre mit eget elfenbenstårn af farverige klodser i frustration. For Henrik Dahl tager åbenlyst fejl: Lego har naturligvis et kønsligt bias.
Lego var min drengedrøm. Men det har altid vaeret en drøm hovedsageligt beregnet og solgt til drenge.
Min søster på otte år leger med Lego – det Lego, hun leger med, er ”pige-Lego”. Produkterne til hende har ikke konflikter og fjender. Der er ingen spaending, intet af det mod og den ivrighed, som er vaerdier, der tillaegges drenge.
Min søster elsker Frost – en film, som flest piger kan lide. Derfor er der ingen ”fjender” i Frost-lego, selv om der er masser af fjender i filmen. Samtidig kan vi se, at Lego Ninjago, en af Legos mest succesfulde serier, der har kørt i mere end ti år, omhandler fire mandlige hovedpersoner – og en enkelt søster på sidelinjen, som altid skal bevise sit vaerd ”for drengene”.
Det er da klart, at pigerne helst vil lege med ”pigelegetøjet”, når de har så svaert ved at se sig selv i drengenes legetøj. Reglen er: Er der action, så er det til drenge. Er der lyserøde pastelfarver, så er det til piger. Alle kan se forskel i butikken.
Vaerst er minifigurerne. De farverige legomaend, som rejser på eventyr i de rumskibe, jeg byggede. De legosaet, der er lavet til ”piger”, har legomaend, som er ekstremt tynde – de minder om klassiske barbiedukker, hvor både kvinde- og mandefigurer er urealistisk tynde. Jeg håber ikke, jeg behøver at minde Dahl om, at den slags legetøj med urealistiske idealer påvirker vores unge – både piger og drenge.
Det tror jeg, at de sidste fyrre års forskning har bevist, men hvis ikke, så håber jeg, at ungdommens råb på hjaelp i forhold til selvskade, stress, angst m.m. kan hjaelpe til at vaekke os lidt.
De almindelige legomaend er urealistiske, men de fordrer netop ikke dumme kropsidealer, fordi de på smart vis er lige så firkantede som Henrik Dahls briller. Men der er én, grov, ulaekker undtagelse. På nogle af figurerne er der nemlig ”tegnet” hofter og en slank mave ind i selve klodsen. Det ser grimt ud, og det giver ingen mening, når alle figurerne har samme kropsform. Men gaet, hvilke figurer der altid får tegnet den hofte? Hvilke figurer som ikke engang må passe ind i plastikkens firkantede design? Du gaettede rigtigt – kvindelige figurer.
Selv som tiårig forstod jeg det ikke – du kan jo se på figuren, at de alle ser ens ud. Så hvorfor alligevel gøre forskel, en forskel, vi ved skader kvinders selvbillede? Jeg synes, det er afskyeligt. Det kan virke som en ligegyldig bagatel. Vi snakker jo om legetøj. Men for mig var det en inspiration. Jeg kunne drømme mig vaek i legen og fandt modet til at traede ud i verden bagefter som et engageret menneske. Det synes jeg er smukt.
Og jeg synes, det er positivt, at Lego retter fokus på, at deres produkter skal inspirere alle, ligesom de inspirerede mig. Min søster skal kunne lege med Lego uden at få det dårligt med sin krop.
Henrik Dahl synes åbenbart, at mit legetøj er en del af en politisk kulturkamp. Det er jeg vant til – voksne mennesker har altid haft holdninger til, hvad jeg måtte lege med. Men hvis tiårige mig kunne se et problem i, at Lego skaber urealistiske kropsidealer, hvorfor kan en folketingspolitiker så ikke se problemet?
Almindelige legomaend er urealistiske, men de fordrer netop ikke dumme kropsidealer, fordi de på smart vis er lige så firkantede som Henrik Dahls briller.