Vi har ikke brug for flere nødløsninger
Intentionen om at yde ”god og vaerdig sygepleje” lever i bedste velgående blandt sygeplejerskerne på det medicinske sengeafsnit, hvor jeg arbejder. Alligevel sker det alt for ofte, at kun de allermest nødvendige arbejdsopgaver bliver udført. Store problemer med at fastholde sygeplejersker medfører gang på gang manglende personale og kompetencer, og hullerne i vagtplanen kan synes uden ende.
De erfarne sygeplejersker på afsnittet skal jonglere med at yde sygepleje til de allerdårligste patienter, ofte flere end rimeligt, og samtidig skal de oplaere nye sygeplejerskekollegaer og opretholde det gode samarbejde med et vaeld af andre faggrupper, sektorer og pårørende. Det resulterer ofte i, at der ikke er tid og overskud til oplaeringen af de nye sygeplejersker. Der er alligevel heller ikke ordentlig tid og rum til at vaere ny, og de nye sygeplejersker risikerer at stå med opgaver, som de endnu ikke føler sig kompetente til. Alt for hurtigt ender de nye sygeplejersker som ”en af de erfarne”. Imens braender de erfarne sygeplejersker ud og siger op. Det er skruen uden ende.
Af og til sker det, at en større andel af afsnittets sygeplejersker opsiger deres job inden for en kort tidsperiode. Derved trues afsnittets eksistensgrundlag samt patientsikkerheden. Som konsekvens heraf kan direktionen finde på at lukke en del af afsnittets sengepladser. Det giver afsnittet en kort periode til at komme til haegterne igen. En kort periode med bedre arbejdsvilkår og tid til at oplaere de nye sygeplejersker. Derefter kan vi så starte forfra igen under samme vilkår som tidligere.
Som en af de erfarne sygeplejersker på afsnittet er det svaert at forstå, hvorfor der altid taenkes i nødløsninger. I stedet for at forsøge at forebygge, at afsnittet falder fra hinanden, handles der igen og igen først, når hele laesset er vaeltet. Der må fra direktionens side mangle vilje til at taenke i nye baner og langsigtede strategier. De mangler vilje til at fastholde afsnittets sygeplejersker gennem et godt arbejdsmiljø og anstaendig normering.
Der skal vaere tid til den gode oplaering af nye sygeplejersker, så de får lyst til at blive. Der er behov for løbende kompetenceudvikling af afsnittets sygeplejersker og en økonomisk anerkendelse af deres erfaring og tilegnede kompetencer. Med de rette rammer og muligheder får vi som sygeplejersker chancen for at yde den gode og vaerdige sygepleje, som vi drømmer om. Så hvem har egentlig regnet sig frem til, at brandslukning igen og igen er den bedste løsning?