AEldreområdet skal tales op
Hvad er ligheden mellem klimaet og aeldreområdet? Spørgsmålet kunne lyde som begyndelsen på en dårlig vittighed. Det er det ikke. Svaret er, at hvis vi gør noget nu og ikke modarbejder os selv, så kan vi løse problemerne. Det kraever dog, at vi aendrer vaner, og at vi hver isaer tager ansvar. Jeg arbejder selv på aeldreområdet og hører dagligt om det svaerd, der haenger over hovedet på os i et hestehår, klar til at kløve en af velfaerdssamfundets piller over. Tidligere udskrivninger fra hospitalet, et staerkt stigende antal aeldre over 80 år og et faldende antal unge på arbejdsmarkedet gør det umuligt at levere den samme service, hvis vi gør det på samme måde som i dag. Det er uundgåeligt. Lige som skovbrande, oversvømmelser, smeltende iskapper og en biodiversitet i bakgear.
Har vi så en plan på aeldreområdet? Selvfølgelig har vi en plan. Og vi har flere konkrete indsatser, end der er verdensmål. Ansvaret skal flyttes fra de skuldre, der kommer til at mangle, til teknologi, civilsamfund og ikke mindst til en selv. For hvem vil ikke helst kunne klare sig uden hjaelp fra det offentlige. Hvad det angår, er jeg optimistisk.
Min optimisme kom dog under pres, da jeg for nylig deltog på det såkaldte AEldretopmøde i Odense. Ministeren, Foa og AEldre Sagen lagde ud med en 30 minutters kollektiv depression på områdets vegne. Selv de mest dystre og panderynkende klimaforskere fremstod forhåbningsfulde i sammenligning. Endnu mere paradoksal var slutbemaerkningen fra scenen: »Og i øvrigt skal vi huske at tale aeldreområdet op.«
Desvaerre intensiveres tørkeperioden her inden kommunalvalget. Kritik, klynk og en konstant klagesang er den ensidige opskrift på flere laesere, seere, lyttere og på flere stemmer. Selvfølgelig skal kritikken ikke forstumme, men den skal heller ikke fordumme. Fejl skal erkendes og rettes op. Det er indlysende. Men i malstrømmen af korte feeds på mobilen og kortere tv-indslag er der ikke plads til nuancer og kompleksitet. Er der en sjaelden gang plads eller tid i et dokumentarprogram eller i en laengere artikel, er det ofte tendentiøst og følelses-guf for familien. Hellere forargelse end fordybelse.
Jeg vil opfordre alle, der har lyst til at arbejde med mennesker, til at overveje at arbejde her. Vi har ikke bare jobgaranti de naeste 25 år, vi har også garanti for meningsfuldhed i arbejdet. Jeg ville ønske, jeg også kunne tilbyde garanti for en vis grad af taknemmelighed og anerkendelse fra mennesker med meninger og magt. Men hvad det angår er jeg pessimist