Nye alliancer gør ondt på Kina
Skabelsen af alliancen Aukus saetter Kina under pres. Konturerne af en verdensomspaendende alliance imod Kina huer bestemt ikke styret i Beijing. Men sabelraslen over for Taiwan er ikke en trovaerdig modtrussel.
Kina er presset. Indefra og udefra. Trods vaekst tårner et gaeldspraeget indre marked sig op. Udviklinger som problemerne med ejendomsspekulanten Evergrande truer. ”Dual circulation” – politikken, at det interne forbrug og eksporten er ligestillede – har problemer. Reformer udebliver.
Udefra er presset større. USA saetter alle sejl til og praediker demokratiudbredelse, insisterer på diplomati, som medfører heftig indblanding i andre landes indre anliggender, og fører sig frem med dominans gennem globalt lederskab. Problemet er, at det primaert er Kina, som er angrebsmålet. Der slås ned på Hongkong, Xinjiang, Taiwan, manglende menneskerettigheder og demokrati og generelt på Kinas trusselsdiplomati og Kinas militarisering. Den vedvarende amerikanske kritik er heftig og indtraengende.
Det vaerste pres på Kina er styrkelsen og udvidelsen af de amerikanske alliancer. Biden har samlet grundigt op efter Trumps udenrigspolitiske excesser. Nato er blevet styrket. Der er rimelig ro på Europa. Rusland er ikke den store fjende.
Nu gaelder det Asien. Xi Jinping deklarerer: »Asien for asiater«. Samtidig har han dog accepteret, at der er plads til både Kina og USA i Asien. Men nu søger USA at tromle Kina over ved at skabe en alliance af ikke-asiatiske lande direkte rettet mod Beijing.
Aukus er navnet. I september indgik Australien, England og USA en form for alliance, som skal danne modvaegt mod Kinas øgede militaere indflydelse i Asien. En tidligere diplomat og forsker, danske Jørgen Ørstrøm Møller, taler om etableringen af en ny global magtstruktur: en anti-kinesisk alliance af ikke-asiatiske magter. Presset er større, fordi alliancen har et konkret strategisk mål: I Australien etableres en flåde af atomdrevne, men ikke atombevaebnede ubåde, som skal medvirke til, at Kina bliver afskraekket fra at angribe allierede styrker med landbaserede eller flådebaserede missiler. Aukus-ubådene skal udstyres med kraftige, hyperpraecise og hurtige konventionelle missiler, som kan afskydes uopdagede, neddykkede. England skal kunne vaere til stede med et hangarskib.
Aukus er blevet forhandlet i hemmelighed. USA har ikke konsulteret sine allierede. Frankrig, som allerede havde en økonomisk givtig aftale med Australien om levering af konventionelle ubåde, blev rasende. Og Kina er rystet. Det er en ringe trøst for Kina, at Aukus er et udtryk for, at USA ”can’t do it alone”. Det betyder, at Kina-Asienproblemet må løses med solide alliancer, ikke mindst fordi USA militaert er i relativ tilbagegang.
På endnu et punkt er presset mod Kina øget: ”The Quad”. For kort tid siden havde Biden et fysisk møde i Washington med lederne af Indien, Japan og Australien, der repraesenterer The Quad, som nu har fastslået sin position som en egentlig institutionaliseret alliance. Det, der bekymrer og presser Kina, er, at Quad fremtraeder som en ”blød” alliance i modsaetning til den hårde Aukus. Denne bløde alliance adskiller sig ved ikke at vaere rettet mod Kina. Der er igen antikinesiske hentydninger. Der tales om en fri og åben ”indo-pacificregion”, som kan samarbejde om corona, handel, infrastruktur og teknologi. Det skal se uskyldigt ud, men Kina kan ikke undgå at ane en anden hensigt: en yderligere antikinesisk front.
At EU netop for kort tid siden har udsendt en strategi for IndoPacific, som daekker hele paletten af politikker, kan ikke undgå også at presse Kina.
Hvordan reagerer Kina? Kina er selvsagt bekymret. Man ser med en vis overbaerenhed på Quadalliancen med udgangspunkt i, at de enkelte lande – selv om de bryster sig af at have faelles vaerdier om demokrati – har meget forskellige interesser og bindinger på andre områder. Indien er f.eks. medlem af Shanghai-organisationen SCO, hvor en raekke centralasiatiske og andre asiatiske lande samarbejder på forskellige områder med Kina, der er organisationens centrale nation. Quad ses ikke umiddelbart som et uoverkommeligt problem. Samarbejdsgrundlaget er for spinkelt. Men Aukus med sine meget kontante initiativer har klart mødt højt løftede øjenbryn i Kina. Graden af alvor viste sig ved, at Kina straks reagerede på Aukus ved øjeblikkeligt at søge om optagelse i CPTPP, frihandelsorganisationen, som USA forlod under Trump, men som blev videreført i en ny version.
Sammen med det stadigt kraftigere amerikanske pres på Kina har de seneste begivenheder ført til rapporter om muligheden for etableringen af en konkret modbalance, som benaevnes ”den nye Quad”. Det er forestillingen om en sammenslutning rettet mod USA og Vesten bestående af Kina, Pakistan, Rusland og Iran, som er under optagelse i SCO.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor parat Kina er til at opgive sin antialliancepolitik, som man har opretholdt siden 1980’erne. Kina og Rusland har udviklet et taet handelsmaessigt og politisk samarbejde, som på mange måder minder om en alliance. Men der er nok snarere tale om en afbalancering mod USA. Rusland og Kina har på mange områder divergerende interesser. Rusland føler sig ikke mindst presset af Kina i Centralasien, i russisk Fjernøsten og i Arktis.
På samme måde er der for store divergenser mellem Iran og Kina – og Pakistan og Kina – til at de to lande kan ses acceptere en kinesisk ledet koalition. Vi vil snarere se Kina fortsaette sin hidtidige politik, nemlig at forsøge selv at øve den generelle indflydelse på sine naere omgivelser og på verden.
Kinas store projekt er BRI, som er en gigantisk idé om at etablere silkeveje til alle dele af Asien, til Europa, til Afrika og Latinamerika, endog til Arktis. Det er en ”blød” ekspansion, byggende på faellesskaber og på støtte til udvikling, ikke mindst hvad angår infrastruktur, digitalisering, handels- og industrirelationer. Herudover har Kina partnerskaber med over 100 lande. Men Kina har siden 1980’erne officielt fastholdt en ikke-alliancepolitik. Som det største udviklingsland ser Kina sig selv som udviklingslandenes leder, som imidlertid ikke binder landene i et allianceforhold.
Som det største udviklingsland ser Kina sig selv som udviklingslandenes leder, som imidlertid ikke binder landene i et allianceforhold.
Indenrigspolitisk synes reaktionen fra kommunistpartiet at vaere at stramme grebet om udviklingen og at fortsaette med centraliseringen af magten. Internationalt synes reaktionen at vaere at slå fra sig og at argumentere for urimelighederne i påstandene om Kinas brud på internationale normer. Dertil at fremhaeve, at Kinas opstigning er en realitet, som ikke kan afvises, og som i stigende grad kraever respekt. Den officielle kinesiske drøm om fornyelsen af Kina er netop et udtryk for, at det, som Kina har vaeret udsat for i ydmygelsens århundrede, dvs. tiden før folkerepublikken, er forbi for evigt. Kina vil ikke ydmyges mere. Kina vil kraftigere og kraftigere fremhaeve udsagnet fra forårets amerikanskkinesiske møde i Anchorage: at »USA ikke er kvalificeret til at kraeve at kunne forhandle ud fra styrke«.
Problemet er, at Kina i stigende grad bliver mødt med ”forenet front” af lande, der ser Kina som en trussel. Det skaber uro i Beijing. Selv om Kina er i fortsat vaekst, er presset fra en amerikansk og vestlig inddaemningspolitik til at tage at føle på.
Presset på Kina kan få Beijings pres på Taiwan med overflyvninger og trusler om militaert indgreb til at øges. Men der er graenser for trovaerdigheden af krigstruslen. Taiwan er kinesisk hjerteblod. Men en løsning uden krig er klart at foretraekke for Kina, selv om den skulle betyde, at genforeningen skubbes ud i en usikker fremtid.