En maegtig megatrend vender tilbage
Covid-19-krisen har betydet en signifikant nedgang i indtaegterne for mange husholdninger rundtom i verden, men på et tidspunkt begynder rejsen mod middelklassen igen – formentlig i endnu flere lande end tidligere.
Vaeksten af husholdninger i det indkomstsegment, man kan betegne som den lavere middelklasse, var før covid-19-krisen en af de globale megatrends, jeg vurderede som vaerende blandt de mest betydningsfulde. Men hvordan går det med denne megatrend, der for blot to år siden havde betydning for mere end 1 mia. mennesker, som de naeste 10 år skulle stige op i denne højere indtaegtsklasse?
Megatrenden er mest af alt sat på hold, eller måske mere korrekt: forsinket. En del rapporter tyder på, at trenden endda reverserede i 2020. Ganske mange familier oplevede en så stor indtaegtsnedgang, at de droppede ud af det lavere middelklassesegment – på vej tilbage mod en fattigdomssituation. Dette er udpraeget i Indien, men naturligvis er det også tilfaeldet i en raekke fjernøstlige lande.
Indtaegtsgraensen for at definere den lavere middelklasse er udflydende, idet den indenlandske købekraft naturligvis spiller en stor rolle. Min observation er, at i mange analyser betragtes en årlig husholdningsindtaegt på 15.000 til 30.000 US dollars (97.000 til 194.000 kr.) som det globale niveau for den lavere middelklasseindkomst. Den angivne årlige indtaegt er for en familie på fire personer, men naturligvis vil husholdningsindtaegten for ”lavere middelklasseindtaegter” vaere højere i vestlige lande.
Lige nu lider mange vestlige økonomier under flaskehalse i den globale supply chain, og mange emerging markets-lande er udfordret grundet manglende covid-19-vaccinationer. Disse udfordringer forsinker turen tilbage til den økonomiske vaekst, som den var før covid-19-krisen.
Vedrørende emerging markets-lande mener jeg, at man naermest kan observere en sammenhaeng mellem vaccinationsraten og bnpvaeksten i samfundet. Desuden tillaegger jeg det betydning, om landet netto eksporterer eller importerer energi, samt hvorledes det enkelte lands finanspolitiske muskler er til at hjaelpe økonomien videre efter covid-19-krisen.
Disse elementer er alle forsinkende elementer, men ikke nødvendigvis faktorer, der aendrer den globale økonomiske retning. Dog er forsinkelsen laengere end forventet. Derfor er det min vurdering, at den naturlige bevaegelse med husholdninger, der stiger fra meget beskedne indtaegtsforhold til den økonomiske lavere middelklasse, på et tidspunkt vender tilbage.
Men spørgsmålet er, om covid-19-krisen har skabt andre bevaegelser i det globale
Lundgreen’s Capital
arbejdsmarked, der måske kan påvirke vaeksten i den lavere middelklasse?
Det er tydeligt, at der mangler arbejdskraft i gastronomiog transportsektoren i en raekke vestlige lande.
Den udvikling har vaeret undervejs et stykke tid. Derfor har det for mig kun vaeret et spørgsmål om, hvor store lønstigninger ufaglaerte ansatte i servicesektoren kan se frem til.
Jeg kan forestille mig, at der bliver tale om paene lønstigninger i flere lande. Det er netop ikke umuligt, at ufaglaert arbejdskraft i servicesektoren befinder sig i den økonomisk set lavere middelklasse, og derfor er lønudviklingen for denne faggruppe interessant.
Storbritannien har på det seneste vaeret ganske meget i medierne og er et godt eksempel, som grafik 1 og 2 viser. Antallet af ubesatte stillinger fortsaetter op, og nu begynder lønningerne for alvor at stige.
De lavtlønnede husholdninger i de vestlige lande har naturligvis indkomster, der overstiger det førnaevnte globale gennemsnitlige indtaegtsniveau. Men set ud fra den nationale købekraft i det enkelte vestlige land er jeg dog ikke overbevist om, at selv store lønstigninger til ufaglaerte i servicesektoren langfristet vil løfte disse husholdninger laengere op i hierarkiet af middelklasser, f.eks. til den øvre middelklasse.
En tydelig effekt af covid-19-krisen er et ønske blandt mange medarbejdere om at arbejde hjemmefra. Nogle virksomheder arbejder allerede med hybridarbejdsmodeller, hvor medarbejderne skiftevis arbejder hjemme og på kontoret.
Andre medarbejdere og virksomheder har valgt løsninger, hvor funktionaeransatte har fundet løsninger, der naesten udelukkende er baseret på en hjemmearbejdsplads.
Her er min tanke, om en løsning udelukkende med hjemmearbejde meget hurtigt kommer til at ligne en outsourcing? Dermed er det oplagt, at arbejdsgiverne inden for få år begynder at overveje, om prisen på disse ”outsourcede” job kan konkurrenceudsaettes, og dermed starter en nedadgående lønglidning for disse arbejdspladser.
Som faglaerte medarbejdere i vestlige produktionsvirksomheder oplevede, at deres arbejdspladser blev udflyttet til Asien, så kan dette blive den naeste mulighed for store virksomheder for at reducere velbetalte funktionaerjobs til lavere lønnede jobs.
Dermed ser jeg en stigende risiko for, at der også i vestlige økonomier opstår en tiltagende bevaegelse i retning af flere husholdninger, der oplever faldende indtaegter på vej mod den gruppe af husholdninger, der hører til blandt lavere middelklasseindtaegter.
Som beskrevet, så har covid-19-krisen som minimum forsinket en af de globale megatrends, jeg hidtil har tillagt stor betydning, når man ser 10 år frem.
Min første vurdering af megatrenden, mens verden fortsat er på vej ud af covid-19-krisen, er, at gennem de kommende 10 år vil husholdninger i den lave middelklasse (målt på indtaegter) stadig vaere den indtaegtsgruppering, der vokser mest. I emerging marketslande bliver udviklingen atter, at fattige husholdninger stiger op i den lavere middelklasse.
USA har i en årraekke også oplevet en vaekst i den lavere middelklasse, men dette skyldes husholdninger, som mistede indtaegt. Både i Europa og USA kunne jeg forestille mig, at den udvikling vender tilbage om et par år, bl.a. grundet den indirekte outsourcing via hjemmearbejde. Det er naturligvis ganske betydningsfuldt for forventningen til fremtidig købekraft – samt hvilke produkter der bliver efterspurgt.