Vaekstmarkeders guldalder er ovre

De seneste 20 år har verdens vaekstmarkeder haft en økonomisk guldalder med meget høj vaekst og store forbedringer i velstanden for befolkningerne, men den guldalder ser nu ud til at vaere ovre.

JØRN FREDSGAARD SØRENSEN

Den vestlige verden havde sin seneste økonomiske guldalder i det kvarte århundrede efter 2. Verdenskrig. I den periode var vaeksten høj og velfordelt, og i de fleste ilande oplevede befolkningerne et klart velfaerdsspring.

Vaekstmarkederne – eller ulandene, som vi tidligere kaldte dem – havde en tilsvarende periode i begyndelsen af dette årtusind. I 2000’erne voksede vaekstmarkederne med ca. 6 pct. om året, og de fleste mennesker i disse lande fik mindsket gabet mellem deres indkomst og indkomstniveauet i den vestlige verden.

Desvaerre vil dette ikke fortsaette i de kommende årtier. Vaeksten vil stadig vaere højere i vaekstmarkederne end i den vestlige verden, men faerre vil se, at gabet bliver mindre.

Demografisk modvind

En raekke af de faktorer, som skabte vaekstmarkedernes guldalder, vil nemlig aftage i styrke eller kan ikke gentages. For det første vil tilvaeksten af folk i den arbejdsdygtige alder aftage i de fleste udviklingslande. Denne demografiske modvind giver i sig selv lavere vaekst – men det forvaerres yderligere af, at man også må forvente lavere produktivitetsstigninger i vaekstmarkederne som helhed fremover.

Det skyldes til dels, at der ikke laengere er store, ”uindviede” vaekstlande, som kan indlemmes i globaliseringens verdensorden. Lande som Kina og Vietnam og deres integration i verdensøkonomien (via medlemskab af WTO og deraf følgende reformer) havde karakter af en ”one-off event”, der ikke kan gentages – man bliver kun konfirmeret én gang.

I dag er det kun ganske få lande, der står udenfor globaliseringsklubben, og de har ikke samme tyngde som de lande, der allerede er indlemmet. Blandt de største kandidater er Iran og Myanmar – lande med store befolkninger og betydelige råvare-ressourcer, men som af politiske årsager er relativt isolerede fra resten af verdensøkonomien. Hvis disse lande blev mere integreret med resten af verden, ville de opleve nogle af de samme gevinster, som fx Kina har gjort, men den globale effekt ville ikke vaere af samme størrelsesorden.

Afrika ikke det nye Asien

Så meget af vaeksten i vaekstmarkederne skal komme fra øgede investeringer eller en stigning i antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder. Og det er stort set kun i Afrika, at der vil vaere en stigning af folk til rådighed for arbejdsmarkedet. Desvaerre får Afrika naeppe mulighed for at blive ”det nye Asien”, hvor store dele af verdens produktion finder sted. Det skyldes ikke alene, at forretningsklimaet i mange afrikanske lande er ringe, hvilket laegger en daemper på udenlandske investeringer. Det skyldes også mere strukturelle udviklinger, som er til ulempe for Afrika.

I Asien er velstandsvaeksten typisk gået gennem stigende produktion af industrivarer, som har godt skalerings-potentiale og oftest fører produktivitetsstigninger og vaekst med sig. Men med det stigende globale velfaerdsniveau fylder industrivarer mindre i verdensøkonomien, mens services og tjenesteydelser fylder mere. Og mange tjenesteydelser er svaere at eksportere og har i øvrigt ikke samme potentiale for produktivitetsstigninger.

Kortere forsyningskaeder

Afrikas potentielle fordel som lavtløns-produktionsområde rammes også af den teknologiske udvikling indenfor robotter og automatisering, som gør omkostningerne til arbejdskraft mindre betydningsfulde. Selv om en raekke globale virksomheder i disse år spreder deres produktionsapparat ud, så de ikke er afhaengige af få lokationer, vil Afrika naeppe få meget glaede af det. Når målet er at opnå sikkerhed i sine forsyningskaeder, falder valget mellem lavtlønsproduktion i Ghana eller Nigeria eller automatiseret produktion i Portugal eller Polen ikke nødvendigvis ud til Afrikas fordel. Virksomhederne har netop laert, at det er vigtigt at vaere taet på sine leverandører og afkorte forsyningskaederne.

Ingen medvind

Coronakrisen og de aktuelle problemer med leverancer af mange forskellige varer vil sandsynligvis starte en bølge af ”near-shoring” (modsat 2000’ernes off-shoring). Men de store vindere i den proces bliver nok Østeuropa – med let adgang til EU-markedet – og Mexico, hvorfra man kan producere til det nordamerikanske marked.

Naturligvis vil der vaere enkelte solstrålehistorier at finde blandt vaekstmarkederne. Men hverken demografien, teknologien eller Historien synes at give dem medvind for tiden.

Vaeksten vil stadig vaere højere i vaekstmarkederne end i den vestlige verden, men faerre vil se, at gabet bliver mindre.