Boris Johnson taber kampen mod gummibådsinvasionen

De sejler over Kanalen i tusindvis i små gummibåde. På den engelske side er der staerkt delte meninger om de nye migranter fra Frankrig. Men flygtningene er glade.

Mørke regnskyer traekker fra Kanalen ind mod Dovers hvide klipper. Det begynder at blaese op, og vindretningen går den forkerte vej. Mod Frankrig.

Måske kommer der slet ingen i dag. Eller måske er de alle sammen allerede nået over.

I weekenden lykkedes det godt 1.100 migranter at nå nogenlunde tørskoet til det sydlige England, de fleste i små gummibåde af en kaliber, man ikke ville vove sig ud på Øresund i.

Over 18.000 er foreløbig i år nået til deres forjaettede endemål, Boris Johnsons Storbritannien, mere end dobbelt så mange som i hele 2020. Men ikke alle byder dem velkommen. Heller ikke foran snackbaren nede på havnen.

»Hvis der kommer ret mange flere, synker England,« siger Annette, hvis førtidspension tydeligvis ikke raekker til et tandlaegebesøg: »Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan søge asyl i det første sikre land, de kommer til. Hvad vil de her?«

Den kraftige midaldrende kvinde, der som mange andre her i Dover afviser at oplyse sit efternavn, lader sig ikke imponere af, at Storbritannien har akut brug for arbejdskraft som f.eks. lastbilchauffører.

»Det er rigtigt, at vi englaendere er kommet lidt ud af vanen med at arbejde. Men det løses ikke med udlaendinge. De fleste af dem kan slet ikke køre bil. Og har vi overhovedet tjekket, om de er vaccineret?«

Adgang forbudt til migranter

To fortøjede skibe fra Border Force tyder på, at der ikke lige nu er gummibåde på radaren.

Når migranter når over, registreres de af embedsmaend fra det britiske indenrigsministerium i en samling containere og telte på havnen.

Her får synet af et kamera håndparaderne i vejret og alle mekanisk til at sige »ingen kommentarer«. Et par veltraenede sikkerhedsvagter i stramme, mørkeblå uniformer gør kort proces og beder os forsvinde. De minder om de statister, der går 13 af på dusinet i James Bond-film, og som sjaeldent overlever popcornene ud.

Invasionen af gummibåde, der fylder nyhederne, har skabt nervøsitet og skarp kritik af den britiske indenrigsminister Priti Patel, der selv efter brexit ikke er i stand til at kontrollere indvandringen.

Nedslidt og beskidt kaserne

Meningerne er staerkt delte mellem dem, der hjaelper migranterne, og dem, der helst så dem sendt tilbage til Frankrig med den naeste faerge.

En af de hårdeste kritikere er brexitgodfather Nigel Farage, der bor i det sydlige England og følger situationen taet.

»Det er som en armada. De kommer i hundredvis, og det stopper ikke. Vi flytter dem ind på et firestjernet hotel, giver dem tre måltider om dagen samt gratis tandpleje og sygesikring og 38 pund (325 kr.) om ugen i lommepenge. Jeg kunne finde på at prøve selv,« siger han i et telefoninterview.

Migranterne anbringes i lejligheder og hoteller over det meste af landet og i det seneste år i en nedlagt kaserne i Folkestone, Napier Barracks.

Her er der også adgang forbudt, og indenrigsministeriet har skaermet området af med hegn og blå presenninger. Kasernen er omstridt. Ifølge organisationer, der hjaelper migranterne, er den et led i regeringens forsøg på at afskraekke migranter fra at komme.

En ekspertrapport konkluderede tidligere på året, at kasernen er slidt ned, beskidt og uegnet til beboelse. En dommer i High Court vurderede i juni, at det er ulovligt at bruge Napier Barracks til at huse migranter.

Indenrigsministeriet svarede, at det er en fornaermelse at haevde, at en kaserne, der tidligere husede britiske soldater, ikke er god nok til asylsøgere.

»Det er et totalt uegnet sted. De har boet 20 i et vaerelse, der har vaeret et alvorligt udbrud af covid, og det er meget traumatiserende for flygtninge at blive anbragt i en tidligere militaerfacilitet. Det er en del af regeringens strategi med at skabe et fjendtligt miljø,« siger Bridget Chapman fra foreningen KRAN (Kent Refugee Action Network).

Kritikken har åbenbart hjulpet, for alle de migranter, Jyllands-Posten taler med, er tilfredse med forholdene. De har fået cykler og har en fodboldbane til rådighed over for kasernen, når ventetiden bliver lidt for lang.

Naesten alle kommer fra Eritrea eller Iran, og de er mest optaget af at få en sesam til en ny tilvaerelse i form af asyl og en opholdstilladelse.

Storbritannien det forjaettede land

Migranterne fortaeller enslydende historier om, hvordan de kom til Calais og betalte menneskesmuglere for at komme over. Alle er overbevist om, at det er bedre at vaere flygtning i Storbritannien end i de fleste andre lande.

Tiden med evig stress og kamp for overlevelse er slut, håber de.

En fortaeller, at mens han måske godt kunne få opholdstilladelse i Frankrig, er de franske regler om familiesammenføring så strikse, at han naeppe ville kunne få sin kone med.

Den 22-årige Welday Andikel fra Eritrea boede fem år i Saarbrücken i Tyskland, men fik aldrig opholdstilladelse. Hans landsmand, den 27-årige Habtemariam Zeremariam, boede fire år i Thüringen med samme skuffende resultat.

»Intet arbejde, ingen papirer. Her i Storbritannien er der demokrati, her smider de ikke en ud,« siger han.

På spørgsmålet om deres planer og drømme lyder svarene fra flertallet, at de vil i skole, have en uddannelse og et job.