Dobbelt op på VM vil vaere et selvmål

Den netop overståede samling for de danske fodboldherrer bød selvfølgelig på to sejre af to mulige.

Landsholdets målscore i VM-kvalifikationsturneringen er oppe på 27-0, Parken var både fyldt og stemningsfyldt til hjemmekampen mod Østrig, tilskuerne fik lov at hylde dansk landsholdsfodbolds fader, Sepp Piontek, og billetten til slutrunden naeste år blev indløst historisk tidligt.

Altså er det svaert at bebrejde de danske roligans, hvis de berusede af den øjeblikkelige optur drømmer om meget mere fodbold. Det ønske kan de desvaerre snart få opfyldt.

I skyggen af det danske landsholds succesridt og den tiltagende diskussion om den katastrofale placering af VM 2022 i Qatar har fodboldtoppen nemlig gang i en dribletur, der kan ende helt galt.

Med forslaget om at afvikle verdensmesterskaberne hvert andet år i stedet for hvert fjerde har lederne af det internationale fodboldforbund (Fifa) fjernet den sidste illusion om, at de går op i andet end penge og deres egne genvalg til de lukrative poster.

Visionen er endnu ikke blevet beskrevet så udførligt, at de fulde konsekvenser lader sig opgøre, men faresignalerne er både mange og kraftige.

Tiltaget er blot det nyeste i en raekke, der de seneste år har klemt flere fodboldkampe ind i en i forvejen proppet kalender. Både på landsholds- og klubniveau opfindes konstant nye turneringer og formater, som tv-selskaberne står i kø for at vise, og som dubiøse statsledere elsker at afvikle for at kunne sole sig i begivenheden – som eksempel kan tages VM for klubhold.

Trods turneringens totale mangel på sportslig relevans eller greb i den almindelige fodboldfan skal dette overflødige produkt ikke afskaffes, men derimod udvides fra 6 til 24 deltagere og afholdes i Kina.

De europaeiske forbund er normalt sløve til at råbe op, da de selv er en del af inderkredsen og ofte høster fordele, men VM hvert andet år har så sandelig fået dem på banen. Fredag mødtes de nordiske forbund således i København og udtrykte efterfølgende stor frygt for at blive ignoreret og tromlet, og bekymringen er berettiget.

Med EM for landshold og Champions League har europaeisk fodbold et par guldaeg, som ikke kun følges intenst på vort eget kontinent – hele verden følger med i de to turneringer, hvilket betyder store indtaegter fra sponsorer og tv-selskaber. Det samme er ikke tilfaeldet for de afrikanske, sydamerikanske eller asiatiske pendanter, der kun har VM og dermed har en stor interesse i at få fordoblet frekvensen af selvsamme turnering.

Det laegger de da heller ikke skjul på, og i kraft af et overvaeldende flertal behøver de slet ikke tage sig af de europaeiske protester i selve beslutningsprocessen. Den sandhed er også begyndt at gå op for spillerne, udviklingens største ofre, for deres praestationsevne er allerede presset af alt for mange timer på banen og i luften.

Langt de fleste af stjernerne får fyrstelige summer og kan derfor let beskyldes for at vaere hyklere, men problemet er jo, at udvandingen i sidste ende går ud over alle de almindelige fodboldtilhaengere. De kan heldigvis bare slukke for fjernsynet, når fodboldtilbuddet bliver for underlødigt, men det aendrer ikke ved, at en lille gruppe magtpersoner er ved at vride den sidste charme ud af verdens bedste leg på eliteniveau.