Medierne har et stort ansvar for, at VM i fodbold skal holdes i Qatar – hvorfor blev der ikke råbt op i tide?

Jeg har fulgt med i fodbold i naesten hele mit 22-årige liv. Jeg går til fodbold, jeg ser fodbold, jeg spiller fodboldcomputerspil, og jeg laeser og lytter til fodbold. Kort sagt: Jeg elsker virkelig fodbold og verdenen omkring den.

Men efterhånden som jeg er vokset op, har jeg opdaget, at fodbold indeholder meget mere end to hold, der prøver at få bolden i mål. Penge og politik fylder mindst lige så meget som det, der foregår på fodboldbanen.

Den 2. december 2010 blev Qatar, noget kontroversielt, udpeget som vaert for VM i herrefodbold i 2022 af det internationale fodboldforbund (Fifa). Selv var jeg kun 12 år gammel, da vaertskabet blev udpeget som følge af korruption. Jeg husker ikke den davaerende debat, da jeg havde mere travlt med at spille ”FIFA 11” og i skolen laere om pressens rolle i samfundet.

Nu er jeg blevet aeldre, og jeg følger meget bedre med i debatten, isaer det store samtaleemne, som har raset på det seneste, om hvorvidt Danmark skal tage til VM eller ej, nu da vi har kvalificeret os.

Debatten har efterhånden vaeret vidt omkring, og både politikere, landstraeneren, kronprinsen og mange flere har ytret deres holdning. Faelles for dem er, at de er enige om en skepsis over for Qatar, men uenige om, hvorvidt landsholdet skal tage afsted til VM eller ej.

DBU mener selv, at budskabet om utilfredsheden vil runge højere nede i Qatar end ved at stå og råbe herhjemme.

Delaney, Hjulmand og resten af landsholdet er blevet ansigtet på debatten her i Danmark, og Facebook-domstolen

har dømt dem som skurke, ligesom Viktor Axelsen for nylig blev det, da han flyttede sin traening til Dubai.

Det burde dog slet ikke vaere landsholdet, som stod for skud. Det burde vaere politikerne, og så burde det vaere pressen.

Netop pressen har jeg savnet i denne debat. For hvornår tager pressen selv noget ansvar? Og hvor har den vaeret i de seneste 11 år? Det er trods alt ikke en nyhed, som lige er dukket op, at Qatar skal vaere vaert for VM i herrefodbold.

Tvaertimod virker det mere til, at pressen blot har ageret mikrofonholder for alle, der har en holdning. Holdningerne har dog sjaeldent den store variation – for hvem er ikke imod slavelignende forhold og imod, at tusindvis af migranter har mistet livet, så der kunne blive spillet fodbold i en lille måned?

I 2014 kom det frem, at migranterne, som arbejder på stadionerne, lever under slavelignende forhold. Allerede dengang skulle der have vaeret råbt højere. I dag er vi blevet syv år aeldre, 6.500 arbejdere er døde, 12 nye dødsfald hver uge, og debatten har stadig ikke aendret sig.

Da jeg gik i folkeskolen, laerte jeg, at pressen skal agere vagthund. Vagthund over for magthaverne, som i dette tilfaelde er Fifa. Hvordan kunne det ske, at Qatar kunne “vinde” vaertskabet af VM ved hjaelp af korruption – og den dag i dag fortsat har vaertskabet på trods af utallige skeletter i skabet? Vagthunden er blevet til en cirkushund, som mest af alt hjaelper med, at showet fortsaetter.

Måske er det endnu ikke gået op for mig, at der også er gået politik og penge i pressen. Jeg vil dog gerne slå en ting fast: Herrelandsholdet er ikke skurken her. Det er Fifa – for at tildele vaertskabet til Qatar, men pressen er mindst lige så skyldig, fordi den har ladet det ske.

Selv er jeg lige startet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, i Emdrup, hvor jeg vil blive klaedt på til denne medieverden. Jeg håber dog aldrig, at jeg vil glemme at tage ansvar.

Herrelandsholdet er ikke skurken her. Det er Fifa – for at tildele vaertskabet til Qatar, men pressen er mindst lige så skyldig.