Frankrig har brug for en afkolonisering – spørgsmålet er, hvad den skal bruges til
Fremtraedende skikkelser i Frankrig vender argumenterne på hovedet i debatten om afkolonisering og misbruger begrebet til at legitimere en racistisk dagsorden.
Han har ydermere gjort sig til talsmand for en afkolonisering af den franske identitet gennem en kulturel »udrensning«. Ifølge Zemmour bør man starte »blødt« ved at vedtage love, som skal tvinge muslimer til at erstatte deres muslimske navne med franske navne, der afspejler republikkens jødisk-kristne rødder og graesk-romerske kultur.
Retorikken ser ud til at virke på en betydelig del af den franske befolkning, for han optraeder dagligt i pressen og på sociale medier, hans bøger saelger stort, han tiltraekker store forsamlinger, og den seneste meningsmåling viser, at Zemmour står til at få 17 pct. af stemmerne.
Men det er ikke kun det yderste højre, der bruger afkoloniseringen som et populistisk glansnummer. Også Frankrigs praesident, Emmanuel Macron, har pustet til debatten og udtalt sig manipulerende om kolonitiden.
I et møde med unge franskmaend med algeriske rødder, hvis foraeldre eller bedsteforaeldre enten arbejdede for eller imod Frankrig i kolonitiden, erklaerede Macron, »at Algeriet er en nation, der aldrig har eksisteret«, og »at Algeriet efter sin uafhaengighed i
1962 blev bygget på en fortaelling, der ikke er baseret på sandheder, men på en tankegang, der hviler på et had til Frankrig, som siden er blevet holdt i live af Algeriets militaer.«
Udtalelsen står i skarp kontrast til det, han sagde i 2017.
Dengang understregede han, at kolonisering var en »forbrydelse mod menneskeheden«, og at
Frankrig »måtte undskylde over for dem, vi havde begået disse handlinger imod«.
Kolonihistorien gør, at netop indvandringen fra og forholdet til de tidligere kolonier ofte bliver et indenrigspolitisk emne, der handler mere om at retfaerdiggøre antimuslimsk politik end om en reel forsoning med den mørke fortid.
Spørgsmålet er, om det, der er behov for, i stedet er en kollektiv selvransagelse, der gør op med republikkens blodige kolonitid. En afkolonisering, der kan aendre franskmaendenes kollektive selvopfattelse af at vaere en civilisationsbaerende nation, der fortsat sidder inde med retten til politisk og kulturelt overherredømme.
For meget tyder på, at den aktuelle debats misbrug af begrebet afkolonisering netop afspejler en bekymrende tendens, der handler om at legitimere en racistisk dagsorden og en fortsaettelse af kolonitidens nedladende syn på republikkens brune borgere.