En ny storhedstid?
leverer kun en lille del af resultatet på bundlinjen.
Sidst, Barclays for alvor var i vaelten globalt, var i slutningen af 00’erne. Gennem nogle år havde man forsøgt at købe den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers. Da denne så berømmeligt gik konkurs og udløste finanskrisen i 2008, kunne aktiverne købes til spotpris, og Barclays slog til.
Mange amerikanere skumlede over denne smartness i en stresset situation, hvor de amerikanske skatteydere blev spaendt hårdt for i redningen af andre virksomheder. Men købet var reelt nok, og Barclays har tjent gode penge på det.
Men igen: Synergien til det britiske aktiemarked bliver stadig mindre vaerd, og Barclays taber markedsandele til de amerikanske konkurrenter.
Ydmyge målsaetninger
Det ene med det andet har Barclays vaeret ramt på indtjening og omdømme, og man har reageret med nogle strategiske tilpasninger, der groft sagt summer sammen til, at man vil betjene kernekunderne. De store armbevaegelsers tid er forbi.
Set i lyset af, hvad Barclays historisk har vaeret med til, er det en ydmyg målsaetning. Man kan gaette på, at bankens ledelse inderst inde har større ambitioner og hurtigt vil vende strategien til noget mere offensivt, hvis vilkårene bliver til det – herunder hvis det britiske aktiemarked genvinder i det mindste noget af fortidens status.
Men det vil ikke vaere nok, at vinden blaeser Barclays’ vej. Banken vil også selv skulle gøre sig parat til at agere i den nutidige globale økonomi.
»Barclays er bl.a. stor i Asien, men derude aendrer markedet sig jo også gevaldigt. Så det vil vaere en hård kamp, og hvis man så ikke formår at vaere med på digitaliseringstrenden, bliver man nok kørt agterud. Det er nok den kamp, alle gode gamle klassiske selskaber kaemper i de her tider,« siger Tine Choi Danielsen, der anfører, at hun taler generelt og ikke har specialistviden om Barclays.
Man har reageret med nogle strategiske tilpasninger, der groft sagt summer sammen til, at man vil betjene kernekunderne. De store armbevaegelsers tid er forbi.