1,5 °C er på kanten af, hvad der er muligt
Et så ambitiøst mål vil kraeve en radikal transformation af hele økonomien – ikke kun af energisektoren.
Verden befinder sig i en klimakrise, der kraever, at den globale temperaturstigning begraenses til 1,5 grader.
Budskabet er blevet gentaget mange gange og vil også vaere det gennemgående tema på FN’s Klimatopmøde COP26 senere på måneden i Glasgow.
Hvad der ikke bliver sagt med tilnaermelsesvis samme styrke, er de økonomiske omkostninger ved en forceret klimaomstilling.
»De stringente scenarier rettet mod at begraense den globale temperaturstigning til 1,5 grader er lige på kanten af, hvad der er økonomisk muligt, og de vil kraeve en radikal transformation af hele økonomien — ikke kun energiforsyningssektoren,« siger James Nixon, der leder de makroøkonomiske analyser af klimaforandringerne i rådgivningskoncernen Oxford Economics.
Siden foråret er priserne på olie, naturgas og kul steget 95 pct., og måtte nogen have vaeret i tvivl, er det blevet synliggjort, at verden ikke blot har brug for rigelige maengder af energi, men også at broderparten fremdeles leveres af fossile braendsler.
Inden for en uge har Det Internationale Energiagentur (IEA) og Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) praesenteret deres årlige langtidsprognoser, og om end med nuancer er et faellestraek, at det globale forbrug af fossile braendsler med den nuvaerende energi- og klimapolitik vil fortsaette med noget naer uformindsket styrke frem til midten af dette århundrede.
»Hvis vi samler alle nationale klimaløfter, vil den globale gennemsnitstemperatur nå 2,1 grader celsius i 2100 – langt mere end de 1,5 grader, der er forudsat i FN’s Klimaaftale,« sagde IEA’s adm. direktør, Fatih Birol, i forbindelse med praesentationen af World Energy Outlook 2021.
Usikkerhedsfaktorer
IEA estimerer, at de globale energiinvesteringer årligt løber op i 2,2 bio. dollars (14.175 mia. kr.) eller 2,5 pct. af det globale bruttonationalprodukt (bnp).
Hvis verden skal indfri ambitionerne om at nå nettonuludledning i 2050, skal de årlige energiinvesteringer stige til 5,0 bio. dollars eller 4,5 pct. af det globale bnp i 2030 og forblive på det niveau frem til 2050 – formentlig laengere.
Hovedparten af disse penge vil skulle investeres i produktion af elektricitet samt infrastruktur til at elektrificere nye økonomiske sektorer samt til at indrette hele elsystemet til at kunne håndtere den store volumen og de betydelige udsving fra vedvarende energikilder.
IEA vurderer, at disse investeringer vil øge den årlige verdensøkonomiske vaekst med 0,4 pct. En vurdering, som Oxford Economics nu saetter spørgsmålstegn ved.
»En forudsaetning for at kunne øge energiinvesteringerne så drastisk, som IEA anbefaler, er, at der er ledig kapacitet i økonomien, ligesom det forudsaetter, at der frem til 2050 ikke er begraensninger i forsyningssiden af økonomien, sådan som man oplever det netop nu,« fastslår James Nixon.
»Den nok største usikkerhedsfaktor er de fremtidige energipriser. På kort sigt vil højere CO2-afgifter tvinge energipriserne i vejret, men på laengere sigt vil det vaere intensiveret innovation og teknologiske fremskridt, der vil kunne gøre vedvarende energi vaesentlig billigere end nu,« føjer han til.
Statsindblanding
Oxford Economics har sammen med forskere undersøgt en raekke energiøkonomiske modeller og fundet ud af, at de historisk har undervurderet tempoet i udrulningen af vedvarende energi, men overvurderet omkostningerne.
»Hvis sol- og vindenergi sammen med brint-elektrolyse i endnu et årti følger den eksponentielt stigende udrulningstrend, vil vedvarende energiteknologier potentielt kunne spare mange billioner dollars globalt og reducere energipriserne. Denne forudsigelse er dog staerkt afhaengig af, hvordan implementeringen og de nødvendige investeringer finansieres,« påpeger James Nixon.
Netop her ligger den største udfordring ved klimaomstillingen.
Den statslige indblanding er ikke blot meget stor, men ofte også af en karakter, der gør det svaert at se en langsigtet
Industrilande 6,0 4,0 2,0 0,0
−2,0
−4,0 forretning i at investere i eksempelvis vedvarende energiprojekter.
Isoleret set kan det vaere fornuftigt at investere i en havvindmøllepark, men hvis ikke infrastrukturen til at distribuere den producerede elektricitet følger med, begynder det økonomiske fundament at vakle. Det samme hvis flere lande ved et havområde tillader et stort antal havvindmølleparker, der vil forsyne de samme aftagere.
Udfordringen
»Markedsøkonomiske mekanismer såsom CO2-afgifter kan kun tage os et stykke ad vejen. Svaret kan derfor meget
Udviklingslande vel blive statslig intervention, der garanterer private investorer et afkast, eller ved at overflytte omkostningsbyrden til skatteyderne,« forklarer James Nixon og fortsaetter:
»I praksis vil det medføre mere regulering af energimarkederne og en større statslig medfinansiering. Den kombinerede effekt af disse elementer er behaeftet med stor usikkerhed, men netop finansieringen af klimaomstillingen er afgørende for, om konsekvenserne for verdensøkonomien bliver positive eller negative.«
Udfordringen er, at verdens lande ikke kun skal beskaeftige sig med klimaomstilling frem til 2050, men i mange tilfaelde også påkraevede strukturelle og økonomiske reformer.
I rapporten Investing in Climate, Investing in Growth peger industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD på, at energipriser, statslig regulering og strandede aktiver i 2050 vil kunne barbere 2,6 pct. af det globale bnp i det netto nuludledningsscenarie, der er bred enighed om at straebe efter.
Andre beregninger taler om potentielt større tab af bnp. Omvendt peger de fleste rapporter også på, at der potentielt kan komme en bnpgevinst efter 2050, hvis det vitterligt lykkes at begraense den globale temperaturstigning til 1,5 grader.