Paul Paulsen har en hobby, som meget få danskere gider – men som alle burde have
Få vil som Paul Paulsen vaere vidende om, hvad der sker i deres kommune, når kommunalvalget går i gang. Han er nemlig vild med at gå til byrådsmøder.
Den nemmeste måde at beskrive Paul Paulsen fra Lemvig på er denne: Han er en nørd. Igennem livet har han bakset med radioer, tv’er, telefoner, radiomaster, byrådsmøder, veteranbane … Vent lidt. Byrådsmøder?
»Jeg ved helt aerligt ikke, hvorfor jeg er interesseret i byrådsmøder. Jeg gik bare til et engang og fandt ud af, at det er interessant, og de seneste fem år har jeg vaeret meget aktiv,« siger den 68-årige vestjyde.
Så når vi andre tager til fodboldkampe, på fisketur eller går til kor eller yoga, går Paul altså til byrådsmøder.
Hans slags er der sandt for dyden ikke mange af, faktisk kontaktede vi adskillige kommuner før Lemvig: Har I en fan af byrådsmøder? Nej. Ikke en eneste, lød det, indtil Paul dukkede op, og han ville da gerne tale om, hvad naerdemokrati betyder for en helt almindelig borger, og så gjorde det da heller ikke noget, hvis der kom lidt fokus på, at Bjergbanen i Lemvig lige nu er ude af drift, fordi svellerne er rådnet op, og at der derfor mangler 2,5 mio. kr. i kassen, før det orange, røde og hvide tog atter kan køre.
Faktisk står toget så stille, at nogle lømler har haft god tid til at tegne graffiti på begge sider, og da Paul så det, taenkte han, at hvis han fik fat i gerningsmanden, skulle han få lov til at vaske det af igen.
Sådan er Paul nemlig. Man rydder op efter sig, passer sit, arbejder, til man har løst opgaven. Det gjorde han hele sit arbejdsliv, og når han taler om det, fortaber han sig hurtigt i indmaden i radioer, tv’er og antenner. Han fortaber sig i modulbokse, stereodekodere, printplader, forstaerkere, i højttalere til 300.000 kr. stykket, komponenter, i 32 ampere, relaeer, i frekvenser og decibel. Han fortaber sig i, hvilket konverteringsudstyr han har stående ude i vaerkstedet, så han kan se tv på sit gamle analoge B&O-tv inde i stuen.
Pauls hustru går ikke til byrådsmøde
I spisestuen er et par hylder spaekket med farvestrålende kattefigurer i glas og porcelaen.
Det er Pauls kone, Aase, der har bragt dem ind i hjemmet. Hun har haft kat, siden hun var 10 år gammel, og så er det svaert at undvaere at have de små vaesner listende omkring sig.
Den 63-årige Aase Krejlgaard – man opgiver ikke lige sådan et efternavn – klager ikke over, at hendes mand konstant går og roder med alle mulige projekter, for så skulle hun jo have sagt fra for lang tid siden, og det giver hende også tid til selv at passe sine egne sysler – lige nu koger hun squash til syltning, så lugten af eddike river i naesen. Hun har aldrig vaeret med til et byrådsmøde, men så fortaeller Paul om dem, når han kommer hjem, og så bliver hun også klogere.
Ude i baghaven går syv høns rundt blandt to drivhuse. Hønsene giver fire-fem aeg om dagen, og så kan Paul få sit daglige kogte aeg, og der går jo også en del til, når der bliver lavet skidne aeg, som er en favorit i hjemmet i Lemvig.
Det ene drivhus er til chilier, som gerne må vaere så staerke, at man kan maerke, at man lever, når man bider i dem, og i det andet dyrker Paul tomater. Han har speciali
med strøm, og den slags gør man kun én gang, skulle Paul hilse og sige.
Da han blev 15 år, etablerede han sin egen virksomhed og satte en annonce i et landsdaekkende radioblad, hvor han skrev, at han lavede antennekabler. Det var i slutningen af 1960’erne, og boligforeninger i København skulle have installeret tv i lejlighederne. Pludselig havde Paul en virksomhed, hvor han tjente 1,5 kr. pr. kabel. I begyndelsen cyklede han selv til stationen i Fåre, men da virksomheden i København begyndte at sende 25 kabelruller a 20 kilo, måtte han låne bedstefarens traktor for at fragte materialet hjem.
Pauls foretagsomhed er sådan set fortsat resten af hans karriere. Han blev uddannet radiomekaniker og blev tilknyttet B&O inde i Struer ad flere omgange, hvor han har vaeret med til at udvikle flere af de radioer og tv’er, som blev verdenskendte.
Han lyser op, når han fortaeller om, hvordan han har vaeret med til at udvikle Beolink, men det er altså ikke noget, som man behøver at rende rundt og reklamere for.
Når en opfindelse er vellykket, går hjernen straks i gang med at finde nyt at tage sig til. Aase siger, at han får idéerne om natten, og så fortaeller han om dem over morgenkaffen.
For nogle år siden blev han stillet over for en opgave, som han ikke sådan lige kunne løse. Et veterantog i Struer skulle samles, efter at det var blevet svejset op. Et kabel på 10 cm i diameter var klippet over. Det var en håbløs opgave, men den slags taender en dum skid som Paul – ja, det er hans egne ord – så han gik i krig og løste opgaven for blot at finde ud af, at kablet var klippet over flere andre steder.
Det fik han også løst, og så blev han haengende som medlem.
Veterantogene var kørt direkte ind i hans nervebaner, han blev pludselig medejer af Bjergbanen i Lemvig, som i 2015 købte Fåre Station, og sådan bliver man interesseret i, hvordan pengene fra kommunekassen fordeles.
For med et stillestående tog kommer der jo ingen turister, så der skal laves indsamling, søges støtte her og der, og den slags er lidt nemmere, når man er et kendt ansigt i byrådssalen.
Derfor ankommer Paul denne onsdag til rådhuset kl. 18.40. Han går hjemmevant op til byrådssalen, og man ville vaere en løgnhals, hvis man sagde, at den emmer af storhed og misbrug af offentlige midler. Vaeggene er beklaedt med lyse traepaneler, og i vindueskarmene står der to krukker med tørrede blomster.
Et kendt ansigt
Paul saetter sig på den forreste raekke af tilhørerpladserne, hvor der kun er plads til 10. De otte af dem fyldes, en af en kvinde, der følger sin indsigelse mod, at der skal bygges en offentlig bygning så taet på hendes grund, at hun kan få nysgerrige blikke direkte ind i sit hjem. De andre er partisoldater eller aegtefaeller til byrådspolitikerne. De går alle rundt og hilser på alle i lokalet på en langt
Jeg ved helt aerligt ikke, hvorfor jeg er interesseret i byrådsmøder. PAUL PAULSEN, INDBYGGER I LEMVIG