Evergrande er bare et symptom på større udfordringer i Kina

Kinesisk økonomi er ved at bremse op, og de solide vaekstrater efter den første nedlukning er alt for hurtigt forsvundet.

Investorerne har i de seneste uger set bekymret til, mens den store kinesiske ejendomsudvikler Evergrande har balanceret på kanten af konkurs.

Et startskud til en ny finanskrise bliver det dog naeppe. Dels fordi store dele af gaelden er placeret internt i Kina, dels fordi den kinesiske regering sandsynligvis vil saette hårdt ind, for at konsekvenserne af en konkurs ikke bliver alt for vidtraekkende.

Evergrandes udfordringer er dog bare symptomet på noget, som er mindst lige så bekymrende.

Nemlig at kinesisk økonomi er ved at bremse op.

Godt nok har kineserne ligesom mange andre oplevet solide vaekstrater siden den første nedlukning, men alt for hurtigt er de høje vaekstrater forsvundet. Det bør bekymre.

Ikke bare i Kina, men i hele den globale økonomi, hvor Kina over de seneste mange år har stået for en tredjedel af al den økonomiske vaekst.

Det er ikke første gang, Kina har oplevet en vaekstafmatning, og når det er sket i løbet af de seneste år, har kineserne reageret ved at skrue op for kreditvaeksten og lade investeringerne flyde ind i infrastruktur og boliger. Det besvaerliggøres dog af, at det er blevet svaerere at se oplagte investeringer i infrastruktur. Samtidig er problemerne i ejendomssektoren ikke kun en konsekvens af opbremsning i økonomien, men også en konsekvens af, at de kinesiske myndigheder over de seneste år har strammet grebet omkring et faretruende dyrt og stort boligmarked i Kina.

Her vil flere investeringer og endnu mere gaeld måske nok vaere med til at løfte vaeksten på kort sigt, men det kan sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen, for det vil bare føje til de allerede eksisterende problemer.

Løsningen er derfor, at Kina skal tage endnu et skridt mod en omstilling af økonomien til at vaere drevet af de kinesiske forbrugere.

Det er derfor langtfra gode nyheder, at de seneste nøgletal vidner om en, efter kinesiske forhold, saerdeles lunken lyst til forbrug blandt de kinesiske forbrugere.

Detailsalget er steget med pauvre 2,5 pct. over det seneste år.

Det er alt for lidt til, at kineserne kan saette deres lid til, at forbrugerne vil drive den økonomiske vaekst.

Forbrugerne kan vaere ramt af, at der fortsat er skrappe coronarestriktioner flere steder i Kina, men ikke desto mindre virker det ikke til, at de kinesiske forbrugere i øjeblikket er indstillet på, at det er dem, der skal traekke kinesisk økonomi tilbage på vaekstsporet.

Helt galt går det dog naeppe, for selv om det ikke er oplagt, at Kina vil lempe den økonomiske politik med samme styrke som tidligere, kan efteråret og vinteren meget vel byde på nye lempelser.

Det kan vaere en fin modpol til de pengepolitiske opstramninger, der er på vej i USA.

I min optik bør en afmatning af kinesisk økonomi alligevel, sammen med truslen fra høj inflation, i øjeblikket anses som de største trusler mod den fortsatte genopretning af global økonomi.

På samme måde er det også de største trusler mod den gode stemning på de finansielle markeder.