1989 Valget, der endte i den store fordragelighed – men kronprinsessen fra S sagde farvel
Ledt an af bykongen Thorkild Simonsen (S) blev 29 af byrådets 31 medlemmer enige om, hvordan magten skulle fordeles: SF og R mistede rådmandsposter til Venstre og Eva Tørnaes fra S. Hun gik dog senere af.
Op til valget den 21. november 1989 havde der vaeret forsoninger i blokkene. Venstre og Konservative dannede valgforbund og lovede hinanden, at en situation som den i 1985, hvor V gav SF en rådmandspost på bekostning af en konservativ, ikke skulle gentage sig. Prognoserne sagde, at V ville gå frem fra to til tre mandater og dermed genvinde sin styrke fra 1981.
Socialdemokratiet og SF havde også haft et uskønt forhold efter valget i 1985, og var nu under pres fra bl.a. Arbejdernes Faellesorganisation, der forlangte, at hvis et S-SFflertal igen ville blive valgresultatet (i det afgående byråd sad de to partier på 18 af de 31 byrådspladser, men brugte kun sjaeldent dette absolutte flertal), så skulle det denne gang bruges langt mere konsekvent.
Førstevaelger
Før valget skete også en anden markant ting. Frem til efteråret 1989 blev reglerne for magistratsdannelsen lavet om. Den d’Hondtske fordelingsmåde gjaldt stadig: Partierne kunne fortsat gå selv eller indgå i valggrupper. Metoden var stadig, at partiernes/valggruppens medlemstal divideres først med 1 og derefter med 2, 3, 4 og evt. 5. Den største kvotient giver ret til den første plads. Den naeststørste giver plads nummer to og så fremdeles, til man har fundet det antal rådmaend (seks inklusive borgmesteren), der skal bruges. Det nye var, at valgte rådmaend ikke laengere var sikre på at kunne fortsaette med den magistratsafdeling, vedkommende kom fra. Eksempelvis sad både Olaf P. Christensen og Jens Arbjerg på samme magistratsafdeling i årtier – uanset med hvilken kvotient de var kommet i magistraten. Det nye var, at rådmaendene nu kunne vaelge magistrat i den raekkefølge, de kom ind.
Social- og teknikforvaltningerne, hvor langt de fleste kommunale penge omsaettes, har gennem årene vaeret betragtet som mere vaerdifulde og med større politisk betydning end f.eks. kulturområdet og den med de kommunale vaerker.
Op til 89-valget lod SF da også forstå, at partiet jagtede anden afdeling med teknik, trafik, byplanlaegning og forureningsbekaempelse. Udsigterne var da heller ikke gode, for at Olaf P. Christensens konservative kunne genvinde den rådmandspost, da K forud for valget ifølge en meningsmåling stod til en mindre valgkatastrofe – mens SF stod til at storme frem. Thorkild Simonsen stod i samme måling til en ren borgmesterkåring.
Sådan gik det
Men én ting er som bekendt meningsmålinger – noget andet er valgresultater. Så da valget den 21. november var afsluttet og talt op, var resultatet:
At Socialdemokratiet bevarede dets 12 mandater.
At Bjarne Ørum bevarede det ene radikale mandat.
At De Konservative mistede to af syv byrådssaeder og derfor fik fem.
At CD med Erik Svensson kom ind i byrådet igen, efter at det borgerlige parti havde vaeret ude i en periode.
At SF ikke levede op til prognoserne om fremgang. Tvaertimod tabte partiet en plads og havde nu seks tilbage – blandt dem Viggo Jonasen, der tidligere havde repraesenteret VS i byrådet – og i skrivende stund er Enhedslistens mand i Aarhus Byråd.
At De Grønne, hvis Nora Brogaard midt i sidste valgperiode forlod det grønne for at blive radikal, mistede deres byrådsplads – og aldrig kom ind igen.
At Venstre gik frem fra to til tre byrådspladser.
At VS, der var blevet en del af Den Rød-Grønne Faellesliste, under det navn gik frem fra en til to saeder på rådhuset i Aarhus.
At Fremskridtspartiet kom tilbage til aarhusiansk lokalpolitik med et enkelt mandat.
Otte partier fik altså saede i byrådssalen. Af de 31 var de 10 kvinder, hvilket var en tilbagegang på en. Valgdeltagelsen var heller ikke noget at prale af – 63 pct.: den laveste siden 1974.
Ni af de 31 var nyvalgte. Med Venstres Mette Christensen, 25 år, som den yngste. Faktisk var hun eneste byrådsmedlem under 30 år i den periode, der nu skulle tages hul på.
S blev på midten
Straks efter valget spurgte SF og De Rød-Grønne, om S ville bruge de tre partiers flertal på 20 af 31 til noget – og fik ikke noget klart svar fra borgmester Thorkild Simonsen, der med 23.045 personlige stemmer (det var ca. hver femte aarhusianer, der slog sit kryds der) havde selvtilliden med sig. Hver anden S-stemme var faktisk på Simonsen personligt.
Det stod hurtigt klart ved konstitueringsforhandlingerne, at både Thorkild Simonsen (S) Jens Arbjerg (S), Lone Hindø (SF) og Olaf P. Christensen (K) kunne forsaette som rådmaend – omend de kunne risikere at skulle skifte magistratsafdeling. Derimod var både Bjarne Ørum (R) og Thorkild Ibsen (SF) afhaengige af den politiske bogstavleg, fordi både Hans Schiøtt (V) og Eva Tørnaes (S) også traengte sig på.
Kort efter de første forhandlinger meldte Thorkild Simonsen ud, at S