»Jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg kunne få hende til at elske mig igen«

Den svenske succesforfatter Alex Schulman har udgivet en bog om sin opvaekst, der var praeget af moderens alkoholmisbrug. Men motivet er ikke haevn. Bogen er snarere en kaerlighedserklaering til moderen.

Det var en presset Alex Schulman, som forleden indtog scenen i Den Sorte Diamant – Det Kongelige Bibliotek i København. Den svenske succesforfatter slog op i sin bog ”Glem mig” og begyndte at laese op. Han tog tilhørerne tilbage til dengang, han lige var flyttet hjemmefra, og hans mor havde lovet at tage med i Ikea for at købe en seng. Da han trådte ind i hendes lejlighed i Stockholm, lå hun og sov. Han bankede forsigtigt på døren til sovevaerelset. Hun svarede, at hun ikke havde det så godt, men at de kunne køre om lidt. Hun skulle bare lige hvile sig lidt. Da moderen kom ud efter en time, kunne sønnen øjeblikkeligt se, at den var helt gal. Hun bevaegede sig søvngaengeragtigt rundt i lejligheden og gav sig til at lede efter bilnøglerne i forskellige jakkelommer:

Køreturen er et fastspaendt mareridt med ryggen trykket mod saedet. På Nynäsvägen løber bilen løbsk mellem banerne. Biler dytter, det lange lys i bakspejlet. En, der overhaler os, laener sig frem over rattet og stirrer forfaerdet på os. Min mor opdager ingenting, hun kører bare. Der er dødsensstille i bilen, jeg siger ikke et ord, kommer ikke med en eneste indvending, undtagen da min mor faktisk er ved at køre lige ind i siden på en anden bil. Så råber jeg højt ”mor!” og hun mumler ”ja, ja” og manøvrerer i den anden retning. Vi når frem til IKEA, det er ubegribeligt, at vi faktisk har klaret det. Vi vandrer gennem varehuset, min mor går, som befandt hun sig på et tog, hun må støtte sig til genstande på vej frem. Jeg finder en indkøbsvogn, hun kan holde i, så folk ikke skal se, hvor fuld hun er.

Alex Schulman sukker dybt, da vi dagen efter seancen i Den Sorte Diamant mødes på forlaget Lindhardt og Ringhof i det indre København.

»Det var hårdt,« siger den 45-årige forfatter om oplaesningen.

»Jeg udgav bogen i Sverige for fem år siden og har ikke åbnet den siden. At skulle laese op fra den igen var naermest umuligt. Jeg kunne ikke få luft. Jeg måtte distancere mig fra teksten, reducere den til tilfaeldige bogstaver og saetninger. Det var den eneste måde, jeg kunne gøre det på. Ellers var jeg brudt sammen på scenen.«

Der er to spor i ”Glem mig”. Dels er der de mange flashbacks til den totalt uforudsigelige barndom, hvor Alex Schulman og hans to brødre ofte var overladt til sig selv. Dels er der de voksne maends gentagne forsøg på at få moderen indlagt på en afvaenningsklink.

Alex Schulman var omkring syv år gammel, da han opdagede, at hans mor drak.

Hvis jeg taenker efter, så ved jeg, at hun har drukket i hvert fald siden 1983. Det var der, vi opdagede det. Vi tre brødre legede gemmeleg i vores lejlighed, og jeg gemte mig i vores mors garderobeskab, og jeg stod der i mørket og lyttede efter mine brødre, da jeg snublede over noget på gulvet og faldt. De klirrende lyde afslørede min position, og hurtigt var mine brødre fremme og flåede døren op. De trak raekken af tøj på bøjler til side og så mig sidde der i et hav af tomme vinflasker. Vi stirrede på flaskerne med store øjne. Hvor mange kan der have vaeret? Femten? Tyve? Opdagelsen gjorde os opstemte. På Systembolaget fik man en krone i pant per flaske – tyve flasker gav tyve kroner. Vi spaenede hen til Systembolaget, og bagefter købte vi tyggegummi for pengene.

»Det er et af de gode minder,« konstaterer forfatteren tørt.

Alex Schulman og hans brødre naevnte aldrig flaskerne for deres mor, og moderen naevnte aldrig, at de forsvandt. De forstod, at drikkeriet skulle holdes hemmeligt, ikke engang faderen skulle de sige noget til.

Hemmelighedskraemmeriet har sat sig godt fast, siger forfatteren.

»Da jeg udgav bogen i Sverige, og en journalist åbnede et interview ved at sige: ”Alex, du har skrevet en bog om din mors alkoholmisbrug”, reagerede jeg instinktivt ved at tage afstand fra påstanden og sige: ”Nej, nej, nej, min mor har aldrig haft et alkoholproblem”. Så staerk var medafhaengigheden. Tro mig, det i sig selv er en alvorlig sygdom. Jeg fik dårlig samvittighed, for det var mig, der havde afsløret familiehemmeligheden, så der nu stod på Wikipedia, at min mor var alkoholiker. Omvendt er jeg fortsat — når jeg ikke taenker rationelt — plaget af dårlig samvittighed over, at jeg ikke greb ind noget før, så min mor kunne have levet 10 år laengere.«

Når mor må støtte sig til vaeggen

Alex Schulman begyndte at laegge maerke til moderens aendrede adfaerd.

»Hun blev en anden. Først var det små ting: Hun ramte ved siden af med gaflen, når hun ville stikke i en kartoffel, hun gemte glasset, når min far trådte ind i rummet, og hun måtte støtte sig til vaeggen, når hun gik i seng om aftenen. Men det var ikke det vaerste. Det var vaerre, at hun ikke laengere sagde, at hun elskede mig, og at hun ikke puttede mig om aftenen laengere. Hun plejede at pakke mig ind som en mumie, når jeg skulle sove, det var vores ritual, men det holdt hun pludselig op med. Jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg kunne få hende til at elske mig igen. Min far sagde, at mor var traet, vi må hellere lade vaere med at forstyrre hende, så jeg blev lydløs.«

Taet på ikke at eksistere

Men som alle andre børn havde Alex Schulman brug for sin mor. I ”Glem mig” gengiver han en raekke episoder, hvor moderen ignorerer hans eksistens:

»Hej,« sagde jeg og satte mig i sofaen ved siden af hende.

Hun svarede ikke. Hun blev bare ved med at se på skaermen. Først taenkte jeg, at hun måske ikke havde hørt mig, men selvfølgelig havde hun det. Hun sukkede stille og tog en slurk af sin vin. Der var så mange tanker, der fór gennem hovedet. Jeg sad i et rum sammen med min mor, som naegtede at anerkende, at jeg sad ved siden af hende. Det var, som om jeg slet ikke var der. Det var det naermeste, man kan komme ikke at eksistere. Jeg blev siddende lidt. Så rejste jeg mig stille og gik tilbage til mit vaerelse. Jeg var så rystet, at mine ben naermest ikke kunne baere mig.

Alex Schulman bliver stille.

»Det var det allervaerste,« siger han så. »Det eneste virkelig vigtige for et barn er at føle sig elsket af sine foraeldre. Og hvis man ikke bliver set, føler man sig ikke elsket, og hvis man ikke føler sig elsket, så føler man sig vaerdiløs i livet. Det er noget forfaerdeligt noget for et barn at tumle med. Min mor drak, min far var så stresset, at han ikke kunne overskue noget som helst, og vi tre brødre skaendtes konstant, for der var alt for lidt kaerlighed i hjemmet, og vi kaempede som gale om den smule, der var. Når min far sagde til os drenge: ”Hvem kommer først hen til det trae der”, så var det liv eller død. Jeg kunne slå ihjel for at komme først og høre min far sige: ”Hvor er du hurtig, min dreng.”«

»Glem mig«

Også da Alex Schulman blev voksen, ignorerede hans mor ham. Hun reagerede med vrede, da han forsøgte at tale med hende om alkoholproblemet: