Vi redder ikke Østersøen ved at slagte fiskerne
Ny fiskeriaftale om Østersøen kommer til at lukke havne. Vi foreslår ordninger, der hjaelper de fiskere, der er kommet i klemme.
Sidste tirsdag blev en sort dag i dansk fiskeris historie. EU’s fiskeriministre besluttede at reducere torskekvoten i vestlig Østersø med 88 pct. I min tid som formand har jeg ikke oplevet noget lignende. Til trods for at fiskerne har overholdt EU’s fiskekvoter, står de nu med en aftale, der de facto afvikler fiskeriet i Østersøen. Det er et stykke dansk kulturhistorie, der bliver afviklet, og det gør mig trist.
Jeg opfordrer politikerne til, at de fiskere, der har fået trukket taeppet vaek under sig, skal hjaelpes gennem det her.
Jeg har noteret mig, at ministeren er klar. Det er et godt signal. Og jeg håber, at Folketinget vil bakke op. For det er mennesker af kød og blod, det handler om. Mennesker, som år for år har reduceret deres fiskeri markant for at passe på torsken. De har ikke gjort noget forkert. Derfor skal de ikke straffes. Morten Winther, seniorforsker ved DTU Aqua, sagde det klart i radioen forleden. Biologerne, der har udarbejdet den biologiske rådgivning, har vaeret for optimistiske. Så til trods for at politikere og fiskerierhvervet har fulgt deres rådgivning, har det ikke vaeret nok til at redde torsken.
For flere år siden slog DTU Aqua fast, at den primaere trussel mod torsk i Østersøen ikke er fiskeriet. DTU sagde i klare vendinger, at forurening med naeringsstoffer fra landene omkring Østersøen og den voksende saelbestand er den primaere udfordring. Torsken kan simpelthen ikke leve under de nuvaerende miljøforhold. Og så hjaelper det altså ikke at holde op med at fiske.
Derudover er det tid til selvransagelse hos Det Internationale Havmiljøråd (ICES), der udarbejder den videnskabelige rådgivning. At de i årevis har haft rod i deres regneark, uden nogen har anet uråd, er en skandale. Det skal der rettes op på, og den videnskabelige rådgivning skal styrkes. Samtidig er der behov for, at den forvaltningsplan for Østersøen, man har vedtaget i EU, skal gås efter i sømmene. For det er åbenlyst, at den ikke fungerer efter hensigten.
Medierne har haft fokus på, at torskebestanden er blevet overfisket. Det er for så vidt rigtigt, men det er altså ikke fiskernes skyld. Og det er ikke, fordi vi i fiskeriet ikke tager ansvar for bestandene. Vi har fisket mindre år efter år og fulgt eksperternes anbefalinger. Vi har udviklet redskaber, hvor bifangsten af torsk er minimal. Senest har vi i samarbejde med DN foreslået at frede 10 pct. af Østersøen omkring Bornholm. Ingen er mere afhaengige af et sundt havmiljø end os.
Enhver kan se, at den her aftale gør ondt på fiskeriet. Den kommer til at lukke mange af de små havne, der er afhaengige af fiskeriet. Alligevel skal vi se fremad. På kort sigt skal der tages hånd om de mennesker, der er i klemme. Vi foreslår en ophugningsordning. Den skal sikre sammenhaeng mellem flådens størrelse og de nuvaerende fiskerimuligheder og hjaelpe de ramte fiskere med at komme igennem det her med skindet på naesen.
Derudover foreslår vi en ordning, hvor man i de måneder, hvor der er saerligt store bifangster af torsk, kan indstille fiskeriet mod kompensation. Derved kan vi fastholde nogle af de fiskere, der stadig tror på fremtiden, og passe på torsken. Og så er det død og pine nødvendigt, at vi får lov at fiske med de redskaber, vi har udviklet, og som kan mindske bifangsten af torsk.
Når det er på plads, skal vi i gang med det lange seje, traek med at vende skuden i Østersøen. Det kraever en ambitiøs indsats for havmiljøet i EU, hvor der skal strammes op. Og så kraever det, at vi begynder at tage udfordringerne med sael og skarv alvorligt. For det er de faktorer, der afgør, om fisk og fiskere har en fremtid i Østersøen.