Hen til kommoden – og et andet sted hen

Kommunalvalgene før og efter kommunalreformen i 2007 er på én gang, som de plejer at vaere, og markant forandrede. Kommunalvalgene er de vigtigste valg, vi kan stemme til. Men kommunerne har en monumental udfordring, som reelt kan saette demokratiet og bå

Kommunalvalg er øjensynligt yderst resistente over for kommunalreformer. Ved valgene efter kommunalreformen i 2007 er meget fuldstaendigt som før kommunalreformen: valgdeltagelse, den personlige stemmeprocent og selve valgkampens forløb og metoder. Også valgresultaterne og fordelingen af borgmesterkaeder er i det store hele de sammen: Venstre og Socialdemokratiet dominerer, suppleret i et par håndfulde kommuner af lillebror Det Konservative Folkeparti.

På den måde kan kommunalvalg godt forekomme kedelige, men det er en fejlagtig konklusion – det er kun på overfladen, at valgene er ens og uforanderlige. Neden under overfladen gemmer sig nemlig 98 unikke kommunalvalg. Med hvert sit saet af partier, store kommunalpolitiske sager og dramaer. Men også på landsplan gemmer der sig forandringer under overfladen.

Ja, Socialdemokratiet og Venstre dominerer, men der er byttet rundt på styrkeforholdet. Før kommunalreformen havde Venstre flest borgmesterposter ved samtlige kommunalvalg efter den forrige kommunalreform i 1970, med undtagelse af ét enkelt valg i 1989. Ved de fire kommunalvalg med 98 kommuner har Socialdemokratiet vaeret størst ved tre valg og bliver det efter alt at dømme også ved KV21. Kommunalreformen, som var Lars Løkke Rasmussens svendestykke som regeringspolitiker, har altså taget livet af Venstre som største borgmesterparti.

De nye store kommuner kostede også på kort sigt demokratiet et banesår. Valgdeltagelsen ved det første valg efter kommunalreformen faldt til den laveste valgdeltagelse i 35 år. Saetningen ”den laveste valgdeltagelse i 35 år” lød igen og igen op til kommunalvalget i 2013 og blev afsaet for mange lokale kampagner for at øge valgdeltagelsen hos isaer de unge. Det lykkedes nemlig på maerkvaerdig og helt urimelig vis at gøre de unge til syndebukke for faldet, selv om valgdeltagelsen faldt for alle aldersgrupper i 2009.

Årsagen var nemlig ikke ungdommeligt sløvsind, men derimod kommunalreformen! For hvor bringer 35 år tilbage os hen? Til 1974 ... det første valg efter kommunalreformen i 1970.

Faldet i valgdeltagelsen i 2009 skyldtes en halvering af antallet af politikere, nye, store og overskuelige kommuner og en masse upopulaere beslutninger, som fulgte af harmoniseringerne af de forskellige serviceniveauer inden for de sammenlagte kommuner. Eksempelvis havde fem sammenlagte kommuner forskellig aeldrepleje, forskelle på klassekvotienter og antal børn pr. paedagog. Det blev harmoniseret, og det var nogle borgere selvfølgelig ikke tilfredse med. Problemerne med de nye, store kommuner var hovedforklaringen på faldet i valgdeltagelsen i 2009. Med den forklaring lykkedes det for KL og kommunerne at dreje fokus vaek, og i stedet for blev søgelyset rettet imod de valgdovne unge.

Helt som forventet fløj valgdeltagelsen tilbage på det normale niveau, lige over 70 pct., i 2013. Nøjagtig det samme skete i 1978. Borgerne vaenner sig til nye kommuner, nye kommunalpolitikere og den harmoniserede service.

Valgkampene minder også meget om valgkampene før kommunalreformen, selv om det stiller nye krav til partier og kandidater at skulle udkaempe politiske slag i langt større geografiske rammer. Her kommer borgernes medievaner og den teknologiske udvikling faktisk partier og kandidater til hjaelp. Det er lettere at kaempe den moderne valgkamp i et stort geografisk område på internettet og i de sociale medier, hvor borgerne i stigende omfang har bevaeget sig hen.

Aviserne og ugeaviserne har borgerne derimod delvis vendt ryggen, og politikerne er fulgt efter – fokus på laeserbrev og trykte valgannoncer er faldet, mens SoMe (sociale medier) som Facebook, Instagram osv. bruges mere og mere – og også som annoncering i SoMe. Men klassikere som vaelgermøder, valgplakater m.m. lever stadig i bedste velgående. Der er rigeligt med kandidater, stadig 80 pct. af kommunalpolitikerne søger genvalg ... og vaelgerne møder trofast op og genvaelger dem samt supplerer med nye.

Det kommunale demokrati har det altså grundlaeggende godt. I hvert fald lige så godt som i årtierne før kommunalreformen. Og det kommunale demokrati er det vigtigste demokrati, vi har. Det er kommunerne, som skaber velfaerdssamfundet – ikke stat, regering og

Folketing. Det er Folketinget, som har vedtaget folkeskoleloven, men det er kommunerne, som bestemmer, hvordan folkeskolen reelt ser ud på de enkelte skoler, og om folkeskolen er god eller mindre god.

Det er Folketinget, som har vedtaget lov om social service, som blandt andet slår fast, at kommunerne skal hjaelpe aeldre, handicappede og udsatte børn, men det er kommunerne, som reelt bestemmer, hvor meget – eller lidt – hjaelp aeldre, handicappede og udsatte børn får.

Kommunerne kaemper imidlertid i øjeblikket med en udfordring, som naesten reelt kan saette demokratiet ud af kraft. Borgmestre og kommunalpolitikere turnerer i øjeblikket rundt og fortaeller om alt det gode, de vil gøre for borgerne, børnene, de aeldre – og for klimaet, vejene og kulturen. Men problemet er, at kommunerne i stigende omfang ikke kan finde de medarbejdere, som skal indfri løfterne. Antallet af ansatte i kommunerne har stået stille i kommunerne siden 2016 på trods af stigende opgaver: flere aeldre, flere handicappede, flere flygtninge osv. Og antallet faldt med 35.000 ansatte frem mod 2016 på grund af finanskrisen og tomme kommunekasser.

Borgmestre og kommunalpolitikere turnerer i øjeblikket rundt og fortaeller om alt det gode, de vil gøre for borgerne, børnene, de aeldre – og for klimaet, vejene og kulturen. Men problemet er, at kommunerne i stigende omfang ikke kan finde de medarbejdere, som skal indfri løfterne.

Nu i 2021 med en buldrende højkonjunktur og penge i kommunekasserne står kommunerne med samme problem som private virksomheder: mangel på arbejdskraft. Faktisk har kommunerne større rekrutteringsproblemer end byggeriet! I foråret 2021 lykkedes det på landsplan kun at besaette knap hver anden opslået stilling som sosu’er. Kun to af tre paedagogjob, som blev slået op, førte til en ansaettelse. Eksempelvis har Varde kommune 32 ubesatte stillinger som social- og sundhedsassistent – og 10 pct. af de seneste stillingsopslag har ikke fået én eneste ansøger.

Problemet vil formentlig kun vokse. I de kommende år fortsaetter den samfundsmaessige ubalance med 20.000-25.000 flere hvert år, som forlader arbejdsmarkedet, end dem, som kommer ind på arbejdsmarkedet. Det har allerede vaeret i gang i mere end 10 år, og det fortsaetter de naeste 20 år. Dét er kommunernes hovedpine nr. 1.

Så demokratiet er kommet sig over kommunalreformen, og meget er, som det plejer, ved kommunalvalgene, selv om Venstre og Socialdemokratiet har byttet plads i kampen om borgmesterkaeder.

Men uanset partifarve står kommunalpolitikerne efter valget over for en ny monumental udfordring, som der ikke findes nemme løsninger på. En start vil vaere at droppe alle valgløfter, som kraever flere haender – for haenderne er der ganske simpelt ikke.