»Vi taler om vores vaegt, allergier og psykiske lidelser, men vores forhold til Gud tør vi stadig ikke tale om«
Som syvårig søgte Lotte Heise tryghed hos den gamle, hvidhårede mand i himlen, som var så sød, at hun fik lyst til at krybe op på hans skød. I dag er det stadig ham, Lotte Heise beder til, men troen har sidenhen udviklet sig i mange retninger og er blevet
»Under nedlukningen har jeg skrevet to bøger. Jeg var nødt til at lave et eller andet, jeg kunne jo ikke bare gå og gøre rent hele tiden,« siger Lotte Heise henover skulderen til mig, som småluntende forsøger at holde trit med den tidligere models lange, raske skridt. Mens vi går hen ad gangene i DR Byen i København, fortaeller hun om et foredrag om smerter, hun skal holde samme aften, og om radioprogrammerne ”Bravo” og ”Helt klassisk”, hvori hun som vaert udfolder sin store passion for henholdsvis opera og klassisk musik.
Imens vi går, hilser hun hjerteligt til højre og venstre. Nogle kollegaer får endda et kram og et par opløftende ord med på vejen.
Det er sidstnaevnte, vi skal tale om. Om vigtigheden af medmenneskelighed, naestekaerlighed og at møde verden med smil. En af de bøger, som Lotte Heise har skrevet under nedlukningen, er nemlig bogen ”Min tro og mig” om hendes levende tro, der henter sit indhold mange forskellige steder fra.
Lotte Heise tror på Gud. Og telepati. Og nisser. Og … meget andet. For Heise er troen flydende og i flertal, og hun er modstander af, når det hele bliver for rigidt og systematisk.
»Hvis folk synes, det er maerkeligt, jamen det må de da gerne synes. Folk elsker at kigge efter det maerkelige hos andre! Mig påvirker det ikke, men overordnet er det da en skam, hvis vores fordomme forhindrer os
i virkelig at se hinanden og dét, der er vigtigt,« siger Lotte Heise, da vi har sat os i en åben foyer på første sal, hvor efterårslyset strømmer ind ad store glaspartier.
Hun fortaeller, at det for hende er besynderligt, at tro i dag er blevet så tabuiseret at tale om.
»Efterhånden er det blevet helt normalt at tale om sin fedtprocent, sine allergier, sin laktoseintolerans eller psykiske lidelser, men tro, nej, det er for maerkeligt.«
I det samme kommer hun i tanke om et middagsselskab, hun en gang var til, hvor noget af det første, hendes sidekvinde sagde, var: »Jeg har lige fået konstateret adhd.«
»Der taenkte jeg: ”Okay … det ... øh ... var da også noget”.«
»Der taenkte jeg faktisk, kan vi da ikke bare snakke lidt om Gud i stedet for? Der er nogle ting, der virker mere normale at tale om end andre, men lige praecis tro er faktisk mere unormalt at tale om end at få konstateret adhd, det er da ret vildt.«
En gammel, hvid mand med skaeg
Lotte Heise har troet på Gud hele sit liv. Det begyndte med en god laererinde i skolen, fru Karlsson, som introducerede hende for salmer. Da hendes foraeldre blev skilt, fik troen en ny betydning.
Da Lotte Heise var otte år, flyttede hendes mor vaek i en periode, og derfor skulle hun bo hos sin far og hans nye hustru.
»Der er selvfølgelig en ret stor fortraengning fra den periode i mit liv, for jeg var meget ensom, og det var meget hårdt for mig at bo der uden min mor. Derfor begyndte jeg også at tale med Gud – jeg vendte ret mange ting med ham. Fader vor, som jeg plejede at bede om aftenen, blev pludselig lidt for mainstream. Jeg syntes jo, jeg havde alvorlige problemer, fordi min mor var rejst. Så jeg lavede min egen version, hvor jeg bad Gud om at passe godt på min far, mine søskende, bedsteforaeldre osv. Og så selvfølgelig min mor.«
Når Lotte Heise efter sin aftenbøn krøb op i sin seng, gav det lidt ro i det noget barske børneliv at taenke på Gud som en tryg og kaerlig figur.
»Jeg blev tryg af at taenke på, at der fandtes en gud, jeg kunne sidde på skødet af, hvis jeg virkelig havde brug for det. Jeg forestillede mig ham som en gammel, hvid mand med langt skaeg, evigt tilgivende og kaerlig. Sådan taenkte jeg Gud, og sådan taenker jeg faktisk stadig Gud,« siger Heise og grubler et sekund eller to, før hun tilføjer:
»Det er måske lidt maerkeligt, at dette billede af Gud har varet ved. Jeg tror, det er, fordi jeg for det første aldrig har skammet mig over det, og fordi, hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer. Der er et eller andet med, at jeg havde en staerk følelse af, at det var dejligt trygt og rart, så jeg har aldrig haft grund til at aendre det. Jeg mener, hvorfor skifte til et andet skomaerke, hvis man har det godt i de sko, man har?« ler hun og fortaeller, at gudebilledet egentlig ikke harmonerer med den opdragelse, hun fik, for hendes venstreorienterede rødstrømpe-mor slaebte hende med til den ene demonstration efter den anden.
»Hvis det skulle passe, burde jeg jo tro, at Gud var en sort kvinde. I virkeligheden er det jo fuldstaendig forfaerdeligt, at jeg har sådan en gammel, chauvinistisk tro på en hvid mand med skaeg. Det er jo helt frygteligt. Det naeste bliver vel så, at jeg også elsker Beethoven – og det gør jeg! Ha, ha … så der er jeg ekstremt gammeldags.«
Naestekaerlighed på skoleskemaet
»Du er tilbage!« råber Lotte Heise, da hun får øje på en kollega, der vist har vaeret sygemeldt hen over sommeren. Heise rejser sig op og slår anerkendende ud med armene som for at fejre det lille gensynsmøde. Kollegaen går smilende derfra, og Lotte Heise saetter sig igen:
»Det er så vigtigt at have øje for sine medmennesker,« siger hun. »Det er vi simpelthen ikke gode nok til.«
Lotte Heise tror på Gud, fordi hun godt kan lide tanken om, at der er mere mellem himmel og jord, og at hun er en del af en større sammenhaeng. Men mest af alt er hun drevet af naestekaerlighed og medmenneskelighed, som er vaesentlige grundpiller i Heises tro.
»Jeg synes, at naestekaerlighed burde vaere noget, der stod på skoleskemaet i hvert fald minimum en gang om ugen, uanset om man er kristen, muslim, buddhist eller whatever. Det skulle bare vaere en helt almindelig ting, for det er simpelthen så vigtigt.«
»Naestekaerlighed handler for mig om, at vi taenker på andre mennesker, naermest før vi taenker på os selv. Vi skal rumme hinanden, anerkende hinandens tilstedevaerelse og lytte til hinanden.«
Hun fortaeller, hvordan hun oplever, at mange nøjes med at købe aflad ved at støtte diverse organisationer såsom Røde Kors eller Laeger uden Graenser. Og det er selvfølgelig godt, de gør det, siger hun, det er bare ikke godt nok.
»Det er ikke nok at give en 20’er til en hjemløs, man skal også snakke med ham – eller i det mindste smile og vise, at man har set ham! Anerkend, at han er der i stedet for at gå forbi, som om han er luft. De fleste vender hovedet bort, og nogle smasker endda af foragt. Jamen, hvad er det da for noget! Stil dig til rådighed. Lyt til ham. Det burde vi alle sammen gøre i stedet for at taenke:
”Kom nu videre med dit liv”.«
Lotte Heise kalder kristendommen en slags stor hat, hvorunder der er plads til alle, uanset hvem man er. Det kan hun godt lide.
»Hvis bare man har opført sig nogenlunde, så kan kristendommen rumme de fleste mennesker. Den kan rumme de store glaeder, men også de store sorger, når livet braender på,« siger hun og fortaeller, hvordan det blev meget tydeligt for hende, da hun for nogle år siden lavede en podcast med en far, der havde mistet sit barn. Lotte Heise slår korsets tegn, når hun fortaeller historien.
Faren var i udgangspunktet ikke saerlig
I virkeligheden er det jo fuldstaendig forfaerdeligt, at jeg har sådan en gammel, chauvinistisk tro på en hvid mand med skaeg. Det er jo helt frygteligt.